Togpassagerer i hele landet kan nu tage cyklen gratis med i regionaltog – så længe det sker uden for myldretiden.

Nu kan du tage cyklen gratis med i DSB’s regionaltog i hele landet

DSB udvider populært forsøg: Nu bliver det også gratis at tage cykel med i regionaltoget på Fyn og i Jylland

Senest opdateret: fredag 23. maj 2025

Fra 1. juni bliver det lettere og billigere at kombinere cykel og tog – uanset hvor i landet du bor.

DSB udvider nemlig det populære forsøg, hvor du kan tage cykel gratis med i regionaltoget, til også at gælde i Jylland og på Fyn. Dermed kan togpassagerer i hele landet nu tage cyklen gratis med – så længe det sker uden for myldretiden.

”Vi har fået gode og værdifulde erfaringer det seneste års tid, hvor vi har testet gratis cykler i regionaltog på Sjælland. Vi vil gerne give alle vores kunder muligheden, og derfor udvider vi forsøget til Fyn og Jylland. Vores håb er, at det vil få flere til at se toget som et enkelt, nemt og bæredygtigt valg, når man skal rejse, og få dem til at vælge toget,” siger DSB’s informationschef Tony Bispeskov.

Koster 20 kroner i myldretiden

Det gratis tilbud gælder nu regionaltogsstrækningerne Fredericia-Odense og Fredericia-Aarhus foruden de sjællandske strækninger som Helsingør-København-Næstved, København-Nykøbing F og Nordvestbanen mellem Kalundborg og København.

Men der er en vigtig begrænsning: Forsøget gælder kun uden for myldretiden – det vil sige på hverdage uden for tidsrummet kl. 6-9 og kl. 15-18, samt i weekender.

Ønsker man at tage cyklen med i myldretiden eller i InterCity- og InterCityLyn-tog, skal man fortsat købe en cykelbillet til 20 kroner.

Cyklistforbundet: En rigtig god nyhed

Hos Cyklistforbundet møder udvidelsen stor begejstring.

”Det er en virkelig god nyhed for os i Cyklistforbundet. Den gode kombinationsrejse, hvor du nemt og billigt tager cyklen med toget, får både flere til at cykle, og flere til at rejse med tog i stedet for at tage bilen. Så vi ser med stor tilfredshed på, at DSB indfører, at også fynboer og jyder kan tage cyklen med gratis. Det bliver Danmarks mange cyklister glade for,” siger direktør i Cyklistforbundet, Kenneth Øhrberg Krag.

Plads til flere cykler

DSB har gjort en indsats for at forbedre kapaciteten. I de dobbeltdækkervogne, der kører på Sjælland, er der blevet ombygget, så de nu kan rumme op til 18 cykler – mod tidligere kun 4.

Men der er stadig grænser for, hvor mange cykler der kan være med i toget. Togføreren kan derfor afvise cykler, hvis der ikke er plads, og man må så vente på næste afgang.

”Vi kommer til at holde nøje øje med kapaciteten. Vi vil gerne have, at flere tager cyklen med, men der skal også være plads til alle, og derfor er det stadig uden for myldretiden at forsøget gælder og kun i regionaltogene,” understreger Tony Bispeskov.

DSB’s gratis cykelforsøg er forlænget frem til foreløbig 31. august 2025.

Her kan du tage cykel med gratis

Her gælder gratis cykel i regionaltog:

  • Sjælland og Falster: Helsingør-København-Næstved, København-Nykøbing F, Kalundborg-Holbæk-København

  • Fyn og Jylland: Fredericia-Odense og Fredericia-Aarhus

  • Tidspunkter: Gratis uden for myldretid (hverdage kl. 6-9 og 15-18) og i weekender

  • Krav: Ingen cykelbillet uden for myldretid i regionaltog. Cykelbillet (20 kr.) kræves i myldretiden og i InterCity/InterCityLyn

Vil du have hjælp til at tilrettelægge cykel- og togturen? Brug Rejseplanen og husk at tjekke pladsmulighederne for cykler i toget.

Først publiceret: fredag 23. maj 2025
Artiklen er sidst opdateret fredag 23. maj 2025 kl. 13:57

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Dette felt er skjult, når du får vist formularen
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.