
Pensionist med usynlige handicap? Brug solsikkelinjen
Udbetaling Danmark har åbnet en særlig telefonlinje med ekstra støtte og tålmodighed.
Senest opdateret: mandag 9. juni 2025
Har du – eller en, du kender – et usynligt handicap og oplever det som en udfordring at kontakte det offentlige? Så er der nu hjælp at hente.
Udbetaling Danmark har nemlig netop åbnet en ny såkaldt Solsikkelinje – en særlig telefonlinje for pensionister, der har brug for lidt mere tid, ro og forståelse i samtalen.
Solsikkelinjen
Udbetaling Danmarks kunderådgivere på Solsikkelinjen er særligt trænet til at hjælpe personer, der har et usynligt handicap, som for eksempel ordblindhed, høre-tale-eller synshandicap, angst, ADHD, sensitivitet overfor lyd eller lys, Tourette, PTSD eller autisme.
De giver vejledning og støtte på den bedst mulige måde, når du har spørgsmål om din pension.
Nummeret giver dig ingen særlige rettigheder. Men hvis du har behov for mere tålmodighed og hjælp end andre, er kan du benytte Solsikkelinjen hos Udbetaling Danmark, Pension på 70 12 00 83
Linjen er målrettet borgere med usynlige handicap, for eksempel kognitive vanskeligheder, psykiske lidelser eller andre helbredsproblemer, der ikke umiddelbart kan ses – men som kan gøre det svært at tale i telefon eller forstå komplekse beskeder.
“Vi vil gerne møde borgerne med forståelse og respekt – også når de har behov for ekstra støtte. Solsikkelinjen er et skridt i den retning, og vi er stolte af at være den første landsdækkende offentlige myndighed, der opretter sådan en telefonlinje,” siger Kristine Stenhuus, koncerndirektør i Udbetaling Danmark.
Et menneske i den anden ende
Når man ringer til Solsikkelinjen, slipper man for tastevalg og lange ventemenuer. I stedet får man hurtigt kontakt med en rådgiver, der er særligt uddannet i at tage hånd om samtaler med borgere, som har brug for en mere tryg og rolig tilgang.
Alle rådgivere i Udbetaling Danmark Pension er samtidig blevet undervist i at forstå og tage hensyn til usynlige handicap.
“Det er anslået, at hver femte dansker har et usynligt handicap, og vi føler os forpligtede til at yde den nødvendige støtte. Med Solsikkelinjen ønsker vi at skabe de bedste forudsætninger for en god dialog, hvor borgerne føler sig hørt og mødt med respekt,” siger Kristine Stenhuus.
Solsikkelinjen gælder i første omgang for områderne folkepension og førtidspension.
Kontakt Solsikkelinjen hos Udbetaling Danmark, Pension på 70 12 00 83
Del info med andre
Hjælp andre med viden om Solsikkelinjen ved at dele artiklen på Faglige Seniorers Facebook-side.
Solsikkeprogrammet
Solsikkeprogrammet er et internationalt initiativ, der gør det lettere for personer med usynlige handicap at få den støtte og forståelse, de har brug for i mødet med omverdenen. Et usynligt handicap kan for eksempel være en psykisk lidelse, ordblindhed, høreproblemer, autisme eller kronisk sygdom – noget, der ikke ses udenpå, men som kan gøre hverdagen mere krævende.

Solsikkesnoren, som bæres om halsen og signalerer til omgivelserne, at personen kan have behov for ekstra tålmodighed, ro eller hjælp – uden at skulle forklare sig.
Udbetaling Danmark og andre har taget idéen et skridt videre og åbnet for kontakt på såkaldte Solsikkelinjer.
Solsikkeprogrammet og Solsikkesnoren er ejet af Hidden Disabilities Sunflower, der har base i Storbritannien.
Først publiceret: fredag 30. maj 2025
Artiklen er sidst opdateret mandag 9. juni 2025 kl. 18:17