Marianne Kofod

Marianne led af øjensygdommen Salzmanns Noduli, som er kendetegnet ved ansamling af ekstra væv på overfladen af hornhinden

Marianne fik slebet hornhinderne og fik et bedre syn

Marianne Kofod led af en øjensygdom, som er forholdsvis almindelig, men ikke særlig kendt. Det gode er, at der kan gøres noget ved den.

Senest opdateret: tirsdag 10. juni 2025

Marianne Kofod bor på Sjælland langt væk fra offentlig transport. Så hun er afhængig af sin bil. Desuden bruger hun en hel del tid på at sy tæpper i patchwork, male på silke og strikke til sit lille firma majeko.dk.

Marianne er derfor meget afhængig af sit syn. For 5-6 år siden fik hun de første symptomer. Hun fik gradvist sværere ved at fokusere og blev mere lysfølsom. Det kneb også med at læse tekst på pc’en. Efterhånden blev problemet så stort, at kørsel i mørke, især i byområder med mange lyskilder, blev næsten umuligt.

Efter flere omveje og år senere endte hun på øjenafdelingen på Glostrup Hospital, som er en del af Rigshospitalet. Her blev hun indstillet til operation på begge øjne med 1½ til 2 måneders mellemrum.

Ansamlinger af væv på overfladen af hornhinden

Marianne led af øjensygdommen Salzmanns Noduli, som er kendetegnet ved ansamling af ekstra væv på overfladen af hornhinden.

Overlæge i øjensygdomme i hornhindeteamet på Glostrup Hospital Christel Jørgensen forklarer:

“Der sker knudeformede fortykkelser af det øverste lag på hornhindens yderste lag. Tilstanden er ufarlig, men kan – på grund af ændringen af hornhindens form – medføre fremmedlegemefornemmelse, lysfølsomhed, tåreflåd og nedsat syn.”

Lindring eller operation

Hvis generne ikke er udtalte, kan symptomlindring være at dryppe med kunstige tårer, som kan købes i håndkøb. På den måde smøres øjets overflade, så fornemmelse af at have grus i øjet mindskes. Er forandringerne udtalte, tilbydes en operation.

Symptomer på øjensygdommen Salzmanns Noduli 

Symptomerne kan blandt andet være 

    • en fornemmelse af at have grus eller et fremmedlegeme i øjet
    • øget tåreflåd
    • lysfølsomhed
    • fokuseringsbesvær
    • påvirket syn.

Flere af disse symptomer kan også ses ved grå stær, men en øjenlæge kan se på øjet og anbefale den rette behandling.

Jeg laver en slags hudafskrabning

“Når jeg opererer, lokalbedøves øjet med dråber. Derefter skraber jeg det øverste fortykkede cellelag af hornhinden. Til sidst sliber jeg hornhinden med et diamantbor,” forklarer Christel Jørgensen.

“Jeg laver, hvad der svarer til en stor hudafskrabning på hornhinden for at få fortykkelserne væk. Efterfølgende pålægges en klar kontaktlinse – en bandagelinse – for at beskytte hornhinden, mens overfladen heler. Patienten skal dryppe øjet efter operationen for at forebygge infektion og irritation. Ved kontrol 14 dage efter fjernes kontaktlinsen for at se, om hornhinden er helet, hvilket er tilfældet hos langt de fleste patienter.“

Overlægen fortæller, at øjenlidelsen er forholdsvis hyppig særligt blandt ældre. Den kan komme igen, og behandlingen kan så gentages.

Fik hornhinden slebet

Marianne Kofod fortæller: “Jeg blev 20. januar 2025 opereret på højre øje, som var det værste. Øjet blev bedøvet, og det så ud, som om lægen tog en lille kniv og skrabede hornhinden. Derefter blev øjet glattet med et diamantbor. Det tog maks. et kvarter, så kunne jeg tage hjem. Forinden fik jeg en midlertidig kontaktlinse på. Derefter skulle jeg dryppe øjet i 14 dage og komme til kontrol.”

“Næsten med det samme kunne jeg mærke en forbedring af mit syn. Det samme var tilfældet med det venstre øje, som blev opereret 3. marts. Jeg har ikke haft nogen gener. Her i maj, hvor jeg var til optikeren for at få nye briller, blev mit syn målt til at være 20 procent bedre. Det er meget i en hverdag som min, hvor jeg både skal kunne køre bil og se langt og sidde med mit sytøj tæt på. Jeg er så lykkelig over, at jeg nu ikke er så begrænset.”

Gode råd og viden om synstab

Faglige Seniorer har samlet relevant viden til seniorer med begyndende synstab på hjemmesiden synstab.dk.

Her kan du få svar på dine spørgsmål om øjensygdomme og symptomer. Du får også masser af information om dine rettigheder i forhold til øjensygdomme samt tips og tricks til at indrette hjemmet, motionere og bruge digitale hjælpemidler.

Synstab er et samarbejde mellem Faglige seniorer og Dansk Folkehjælp og er støttet af Veluxfonden.

Først publiceret: tirsdag 10. juni 2025
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 10. juni 2025 kl. 08:28

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Dette felt er skjult, når du får vist formularen
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.