
Mad, varme og vand? Så få danskere er klar til en krise
En ny undersøgelse fra TrygFonden afslører, at 6 ud af 10 danskere ikke tror, myndighederne kan håndtere en alvorlig krise. Bekymringen vokser - især blandt seniorer.
Senest opdateret: mandag 16. juni 2025
Storm, cyberangreb, sygdom eller krig.
Hvad nu, hvis Danmark bliver ramt af en alvorlig krise – kan vi så regne med, at myndighederne har styr på det? Det spørgsmål bekymrer rigtig mange danskere. Især de ældre.
En ny tryghedsmåling fra TrygFonden viser, at næsten seks ud af ti danskere tvivler på, om samfundet er klar, hvis uheldet er ude. Og det er ikke bare en vag uro – næsten hver femte siger, at de er meget bekymrede. Kun én ud af ti er helt tryg.
Ældre mest bekymrede
Bekymringen stiger med alderen.
I gruppen over 60 år svarer næsten hver fjerde, at de er meget bekymrede. I den yngre ende – blandt de 18-29-årige – er det kun lidt over hver tiende, der har samme bekymring.
“Der er langt mere fokus på, hvordan potentielle kriser kan ramme samfundet end tidligere. Det gælder både i medierne og politisk. Derfor er det heller ikke underligt, at der også er en øget opmærksomhed på, hvorvidt vi er forberedte på en potentiel alvorlig krise, og om myndighederne nu har helt styr på situationen,” siger Peter G. H. Madsen, projektchef i TrygFonden.
Er vi klar?
TrygFonden peger på, at mange danskere ikke helt ved, hvad en krise egentlig kan indebære. Men i april kom Styrelsen for Samfundssikkerhed med en klar advarsel. I rapporten “Nationalt Risikobillede 2025” konkluderer styrelsen, at Danmark står over for det mest alvorlige trusselsbillede i årtier.
Hele 16 risici og trusler blev nævnt – fra ekstremregn og tørke til terror og atomulykker.
“Med så mange og vidt forskellige trusler er det meget naturligt, at folk stiller spørgsmål ved, om vi er klar til at håndtere det,” siger Peter G. H. Madsen.
Fyldt op i køleskabet
Men hvordan står det egentlig til derhjemme? Har vi selv styr på det?
Undersøgelsen viser, at mange danskere har fyldt lidt op i køkkenskabene og tænkt over, hvordan de ville klare sig i en krisesituation.
Næsten seks ud af ti mener, at de har mad og drikke nok til tre døgn – og nogenlunde lige så mange tror, de ville kunne holde varmen, selvom fjernvarmen svigtede.
Har ikke forsyninger nok
Men det betyder også, at rigtig mange ikke er klar.
Næsten hver fjerde svarer, at de ikke har nok forsyninger til at klare sig. Og hver femte ville stå uden varme, hvis systemet bryder sammen.
Mange mangler også alternative lyskilder, strømforsyning og planer for, hvordan de holder kontakt med omverdenen, hvis mobilen ikke virker.
Generationsberedskabet
De ældre sig markant ud. 39 procent af de 60+årige siger, at de har styr på forsyningerne – i gruppen af unge mellem 18 og 29 år er det kun 16 procent.
Der er med andre ord forskel på generationsberedskabet. De ældre er ikke kun mere bekymrede – de er også bedre forberedt.
Først publiceret: fredag 13. juni 2025
Artiklen er sidst opdateret mandag 16. juni 2025 kl. 08:08