
Det er sæson for dårlig mave: Undgå at blive syg af grillmaden
Hver sommer bliver mange danskere syge af fødevarebakterier, og især den ellers så hyggelige grillaften er synderen. Få gode råd til sommerens måltider.
Senest opdateret: tirsdag 17. juni 2025
Pølser, bøffer og marinerede kyllingefileter er en uundværlig del af sommerens grillaftener, men der er god grund til at huske på hygiejnen.
Flere danskere bliver nemlig syge af fødevarebakterier om sommeren end om vinteren, og én af de primære årsager er dårlig hygiejne ved havegrillen.
Symptomerne på infektion kan være alt fra mild diarré, feber, kvalme og opkast til langvarig diarré og voldsomme mavesmerter.
Fire hurtige råd om hygiejne til din grillaften
1. Hold råt kød adskilt fra færdig mad, f.eks. salat, brød og færdigstegt kød.
2. Gennemsteg kylling, hakkebøffer og ferske pølser.
3. Undgå at røre ved det rå kød og vask hænder jævnligt – hvis det ikke er muligt, så brug håndsprit.
4. Brug en ren grilltang eller en ren gaffel samt ren tallerken til færdigstegt kød.
Kilde: Fødevarestyrelsen
Først publiceret: tirsdag 17. juni 2025
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 17. juni 2025 kl. 11:09