Formålet med plejetestamenter er at understøtte muligheden for, at borgere med begyndende demens kan tage ansvar for eget liv samt at støtte medarbejdere og aflaste pårørende.

Stil krav og ønsker til ældreplejen: Sådan gør du

Ældreloven slår fast, at dine ønsker til pleje ved demens så vidt muligt skal respekteres, hvis de er nedskrevet i et plejetestamente.

Senest opdateret: mandag 4. august 2025

Hvad vil du gerne have at spise? Hvilken musik gør dig tryg? Skal du vækkes blidt – eller er du mest til faste rutiner?

Det lyder måske som småting. Men i mødet med pleje og omsorg kan netop de personlige detaljer gøre forskellen mellem at føle sig set – og blot at blive passet.

Med den nye ældrelov bliver det tydeligere end før, at du som borger har ret til indflydelse. Det gælder ikke kun i dag, men også den dag, du måske ikke længere selv er i stand til at udtrykke dine ønsker.

Her kommer plejetestamentet ind i billedet.

Giver kendskab til borgeren

Formålet med plejetestamenter er at understøtte muligheden for, at borgere med begyndende demens kan tage ansvar for eget liv samt at støtte medarbejdere og aflaste pårørende.

I plejetestamentet kan man på forhånd beskrive, hvordan man gerne vil have sin hverdag og pleje tilrettelagt.

Det kan indeholde ønsker om alt fra boligforhold til daglige rutiner, madvaner, hygiejne og sociale aktiviteter.

Formålet er at sikre, at både pårørende og plejepersonale har kendskab til borgerens præferencer, hvis evnen til at kommunikere svækkes.

Skal respektere ønsker til pleje og omsorg

Plejetestamentet er ikke juridisk bindende.

Det betyder, at kommunen ikke har pligt til at opfylde alle ønsker, men ifølge ældrelovens § 12 skal kommunen så vidt muligt respektere borgerens tilkendegivelser om pleje og omsorg.

Det samme fremgår af vejledningen til ældreloven, hvor det understreges, at dokumentet skal bruges aktivt i tilrettelæggelsen af hjælpen.

Understøtter værdighed og tryghed

Der er dog grænser. Hvis et ønske strider mod sundhedsfaglige vurderinger, sikkerhed eller de ressourcer, der er til rådighed, kan det være nødvendigt at fravige testamentets indhold. Det ændrer ikke ved, at dokumentet kan være et vigtigt redskab til at understøtte værdighed, kontinuitet og tryghed i plejen.

Særligt for personer med demens kan plejetestamentet være en måde at fastholde indflydelse på, når sygdommen udvikler sig.

Det kan også være en støtte for pårørende, der står med svære beslutninger på vegne af en nærtstående.

Vær klar og tydelig

Ældreloven åbner for, at plejetestamentet kan være både skriftligt, indtalt eller optaget som video. Der findes ingen formelle krav til formatet, men det anbefales, at det udformes, mens man stadig er klar og tydelig i sine ønsker.

Flere organisationer – herunder Alzheimerforeningen – tilbyder skabeloner og vejledning til, hvordan man kan gribe det an.

Når dokumentet er udarbejdet, bør det deles med pårørende og kommunen – og opbevares et sted, hvor det er let tilgængeligt for dem, der skal handle på baggrund af det.

Nationalt Videnscenter for Demens estimerer, at der i Danmark er cirka100.000 mennesker på 65 år eller derover, som lever med demens. Antallet forventes at vokse til mere end 145.000 mennesker i 2040 som følge af en stigende ældrebefolkning.

Læs mere om plejetestamente i Seniorhåndbogen

Det siger loven om plejetestamente

Ældreloven præciserer brugen af plejetestamenter for borgere med demens:

§ 12. Kommunen skal ved tilrettelæggelsen af tilbuddet til en modtager med demensdiagnose så vidt muligt respektere dennes vejledende tilkendegivelser for fremtiden med hensyn til bolig, pleje og omsorg (plejetestamente).

Vejledningen uddyber formålet og anvendelsen:

  • I § 51: Et plejetestamente kan indeholde ønsker om pleje og omsorg – med oplysninger om madvaner, påklædning, fritidsinteresser med videre – og kan også være optaget som lyd eller video
  • § 53 præciserer, at kommunen ved tilrettelæggelsen skal respektere disse ønsker, så vidt muligt
  • I §§ 54–55 understreges, at dokumentet er vejledende, og at der kan være begrænsninger baseret på skiftende omstændigheder, sikkerhed eller ressourcer

Download vejledningen her

Først publiceret: mandag 30. juni 2025
Artiklen er sidst opdateret mandag 4. august 2025 kl. 09:40

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Dette felt er skjult, når du får vist formularen