Flere statuer af kvinder? Det er nu, du kan sige din mening
I dag er mænd markant overrepræsenteret i kunsten i det offentlige rum. Nu får danskerne mulighed for at foreslå kvinder, der fortjener synlig hæder for deres betydning i danmarkshistorien. Det sker via det nye site borgerbidrag.dk.
Senest opdateret: mandag 4. august 2025
Hvor mange statuer af kvinder kan du nævne? Hvis svaret er få – eller ingen – er du ikke alene. Faktisk er det danske bybillede fyldt med mænd på sokler og fabeldyr i bronze, mens kvinder glimrer ved deres fravær.
Det skal der laves om på.
Derfor inviterer Aalborg Universitet og Kulturministeriet nu borgerne til at bidrage med forslag til danske kvinder, der fortjener at blive hædret i det offentlige rum.
Alle kan sende forslag ind via hjemmesiden borgerbidrag.dk.
“Hvis vi ser os om i København, så er der flere statuer af fabeldyr end af kvinder. Det er jo helt skævt,” siger kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M).
På samme måde findes der mange kvinder i alle dele af landet, som ikke har fået den hæder, de fortjener, selvom de har været helt centrale i danmarkshistorien, lyder det fra kulturministeren.
“Tag for eksempel Nina Bang, som var Danmarks første kvindelige minister, eller Karen Volf – en af vores helt store iværksættere. For mig er det vigtigt, at fremtidens generationer møder forbilleder i det offentlige rum, som de kan spejle sig i. For vi har alle brug for forbilleder,” siger Jakob Engel-Schmidt.
En mere retvisende historie
Professor Poul Duedahl fra Aalborg Universitet har længe har forsket i, hvordan kvinder er blevet udeladt fra den officielle historieskrivning.
“Det er over 100 år siden, at kvinder i Danmark fik stemmeret, men den indebar tilsyneladende ikke retten til en stemme i danmarkshistorien,” siger han.
Kvinder udgør i gennemsnit kun en tiendedel af navnestoffet i bøger, der kalder sig danmarkshistorier. Det samme fravær finder man i kunsten i det offentlige rum.
“Det er der mange grunde til, men manglen på betydningsfulde kvinder er ikke blandt dem. Faktisk flyder fortiden over med egnede kandidater. Derfor har vi brug for, at folk rundt om i hele landet hjælper til med at udpege netop de kvinder, som vi – i hvert fald og som minimum – bør minde, så vi langt om længe får gjort danmarkshistorien til vores fælles historie,” mener Poul Duedahl.
Tre konkrete initiativer
Projektet er del af et større arbejde, som blandt andet skal føre til flere synlige markeringer af kvinder i det offentlige rum:
Kortlægning: Et landsdækkende kort over eksisterende statuer og udsmykninger i det offentlige rum er under udarbejdelse. Museum of Art in Public Space (MAPS) står for kortlægningen, støttet af Ny Carlsbergfondet.
Ekspertudvalg: Et særligt universitetsudvalg skal udarbejde en liste over oversete kvinder i danmarkshistorien og pege på, hvor og hvordan de kan hædres – for eksempel med statuer eller vejnavne. Borgernes forslag via borgerbidrag.dk vil indgå i udvalgets arbejde, ligesom Dansk Erhverv bidrager med navne på markante erhvervskvinder.
Pulje til ny kunst: Kulturministeren vil afsætte midler til en flerårig pulje, der skal støtte opførelsen af kunstværker af og om kvinder i hele landet.
Alle kan deltage
Borgerforslagene skal bidrage til, at der kommer langt større mangfoldighed i, hvem vi hædrer i det offentlige rum.
Få gratis nyhedsbrev om politik
Få nyheder om seniorpolitik direkte i din mailboks, når nyheden sker.
Tilmeld dig Faglige Seniorers nyhedsbrev om seniorpolitik.
Det er gratis.
På borgerbidrag.dk kan alle foreslå kvinder – både kendte og mere ukendte lokale personligheder – der fortjener at blive husket.
Det handler om at skabe en historie, vi alle kan spejle os i – også seniorerne, der selv har oplevet mange af de kvinder, som stadig ikke har fået den plads i historien, de fortjener.
Det er muligt at indtaste navne på centrale kvinder frem til 31. august. Den samlede kortlægning forventes offentliggjort ved årsskiftet.
Hvem vil du foreslå
Hvilke kvinder mener du fortjener at få sat en statue? Kom med dit eller dine bud på Faglige Seniorers Facebook-side.
25 stærke kvinder uden statue
Stærke, historiske kvinder, der aldrig er hædret med en statue, er blandt andet disse 25:
Nina Bang – Danmarks første kvindelige minister og uddannelsespioner.
Bodil Koch – Kultur‑ og kirkeminister med stærke progressive visioner.
Lise Østergaard – Psykolog og menneskerettighedsminister i 1978.
Ritt Bjerregaard – EU‑kommissær, undervisningsminister og KBH-overborgmester.
Tove Ditlevsen – Skarp forfatter, lyriker og stemme for kvindeliv i efterkrigstiden.
Ruth Løjbert – Fagforeningsformand i Kvindeligt Arbejderforbund
Marie Hammer – Zoolog og ekspeditionsforsker inden for kontinentaldrift.
Lis Groes – Jurist og minister, kæmpede for kvinders arbejdsliv.
Kirsten Stallknecht – International sygeplejeleder og kvindearbejdsforkæmper.
Suzanne Brøgger – Provokerende forfatter og feministisk debattør.
Ghita Nørby – Elsket skuespiller i dansk film og teater.
Nielsine Nielsen – Danmarks første kvindelige læge; statuen først 2026
Meta Hansen – Første kvinde med statskundskabsgrad, central i kvindesagsbevægelsen
Mathilde Malling Hauschultz – Jurist og tidlig konservativ folketingskvinde
Thora Knudsen – Sygeplejerske, aktiv i kvindekamp og sundhedspolitik
Thora Daugaard – Fredsaktivist, oversætter og redningsarbejde under2. verdenskrig
Johanne Cathrine Krebs – Maler og aktiv i åbningen af Kunstakademiets kvindeafdeling
Kamma Rahbek – Salonvært og kulturelt samlingspunkt i guldalderen i 1800-tallet
Astrid Stampe Feddersen – Pioner i kvindesags- og fredsbevægelsen (aktiv i Dansk Kvindesamfund).
Elna Munch – Tidlig kvindelig folketingspolitiker, demokratikæmper.
Helga Larsen – Socialdemokratisk folketingskvinde og arbejderforkæmper.
Esther Carstensen – Redaktør og forfatter med betydning for Kvinden og Samfundet.
Gyrithe Lemche – Forfatter og central organisator i Dansk Kvindesamfund.
Clara Tybjerg – Deltog i kvindekonference i Haag 1915 og aktiv fredsforkæmper.
Anne Marie Ruud – Tidlig børnerets- og ligelønspioner.
Først publiceret: torsdag 17. juli 2025
Artiklen er sidst opdateret mandag 4. august 2025 kl. 09:39