Advarsel: MobilePay-svindlere snød 77-årig for 10.000 kroner
77-årige mand blev snydt i et telefonopkald til at udlevere koden til sin MobilePay. Nu advarer politiet andre ældre
Senest opdateret: mandag 4. august 2025
Det kostede en 77-årog mand fra Høng dyrt, da han blev narret til at udlevere sin kode i telefonen.
Han var om aftenen blevet ringet op af en mand, der gav sig ud for at være fra MitID og som fortalte, at nogen i Sverige var ved at misbruge den 77-åriges log in-oplysninger.
Bliv sikker med SeniorTryg.dk
På hjemmesiden SeniorTryg.dk kan du holde dig opdateret om digitale svindelmetoder, få gode råd til, hvordan du beskytter dig mod cyber-kriminelle og se, hvad du gør, hvis du er blevet svindlet.
Du kan tilmelde dig gratis nyhedsbrev fra SeniorTryg.dk, der udsendes en gang om måneden med nyheder og info.
Du kan læse om seniorer, der har været udsat for svindel og prøve et interaktivt spil. Her lærer du, hvad du skal være opmærksom på – hvor du kan være sårbar overfor kriminelles forsøg på svindel.
Bag SeniorTryg.dk står Danmarks næststørste ældreorganisation Faglige Seniorer med støtte fra Offerfonden.
Det lykkedes svindlerne at overbevise manden om, at han skulle oplyse sin kode til sin mobilepay.
Kort efter blev der hævet 10.000 kroner på den 77-åriges konto.
Snak med ældre om svindel
Sagen er blot den seneste i en række tilfælde, hvor svindlere udnytter danskernes tillid til MobilePay.
Mange ældre tror, de taler med en myndighed eller bank, men i virkeligheden udleverer de deres kode til svindlere, der lynhurtigt kan overføre penge.
“Offentlige myndigheder vil aldrig bede om personlige oplysninger over telefonen,” advarer politiet.
Politiet opfordrer kraftigt pårørende til at tage snakken med ældre familiemedlemmer om risikoen for at blive snydt. Svindlerne er ofte meget veltalende og lyder troværdige.
Undgå snyd med MobilePay
Sådan undgår du at blive snydt på MobilePay:
Udlever aldrig MobilePay-kode, MitID-oplysninger eller kortoplysninger til nogen – hverken i telefonen, sms eller e-mail.
Afbryd straks opkaldet, hvis nogen beder dig oplyse en kode.
Brug altid MobilePay-appen selv – og godkend aldrig noget, du ikke selv har startet.
Ring selv op til banken eller myndigheden, hvis du er i tvivl. Brug aldrig numre, der oplyses i opkaldet.
- Tilmeld dig SeniorTrygs gratis webinar om svindel på nettet – og hvordan du beskytter dig
Hjælp med at advare
Du kan gøre andre opmærksom på svindel med MobilePay på Faglige Seniorers Facebook-side.
Først publiceret: torsdag 24. juli 2025
Artiklen er sidst opdateret mandag 4. august 2025 kl. 09:21