Tip fører politiet på sporet af mistænkt ældre-svindler
Ifølge politiet har flere gerningsmænd bedraget ældre mennesker ved at udgive sig for at være fra banken.
Senest opdateret: mandag 4. august 2025
Det gav pote, da Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi søgte hjælp til at identificere en mand, som mistænkes for at svindle særligt ældre mennesker.
Mandag formiddag offentliggjorde politikredsen tydelige fotos af en sortklædt mand med fuldskæg.
Og et par timer senere lyder det, at politiet nu har identificeret den mistænkte.
Bliv sikker med SeniorTryg.dk
På hjemmesiden SeniorTryg.dk kan du holde dig opdateret om digitale svindelmetoder, få gode råd til, hvordan du beskytter dig mod cyber-kriminelle og se, hvad du gør, hvis du er blevet svindlet.
Du kan tilmelde dig gratis nyhedsbrev fra SeniorTryg.dk, der udsendes en gang om måneden med nyheder og info.
Du kan læse om seniorer, der har været udsat for svindel og prøve et interaktivt spil. Her lærer du, hvad du skal være opmærksom på – hvor du kan være sårbar overfor kriminelles forsøg på svindel.
Bag SeniorTryg.dk står Danmarks næststørste ældreorganisation Faglige Seniorer med støtte fra Offerfonden.
“Det er efter tip fra borgerne,” siger politikommissær Anders Adfelt.
Politiet bad om hjælp
Manden er mandag eftermiddag endnu ikke anholdt. Han opfordres til at melde sig selv til politiet.
Flere gerningsmænd har i juli begået flere bedragerier i politikredsen – blandt andet 14. juli i Slagelse-området.
Politiet har identificeret andre gerningsmænd. Men da det mandag formiddag endnu ikke var lykkedes politiet at identificere den ene gerningsmand, som politikredsen havde fotos af, bad politiet om hjælp.
Kontakter ældre borgere
Ved bedragerierne er fremgangsmåden typisk, at ældre borgere kontaktes telefonisk, og gerningsmændene udgiver sig for at være fra banken, politiet eller en anden offentlig myndighed.
Svindlerne advarer om, at nogen har hacket deres konto, eller at nogen er ved at overføre penge til udlandet, og at en medarbejder fra banken vil komme forbi borgeren og tage deres kort, så banken kan stoppe forbrydelsen.
Efterfølgende er en gerningsmand mødt op på borgerens adresse, hvor han har franarret borgeren betalingskort, kode samt øvrige værdigenstande. Gerningsmanden trækker herefter store beløb fra betalingskortene.
Kontakt politiet
“Vi har fortsat stor fokus på denne type kriminalitet, som desværre rammer borgerne hårdt,” siger politikommissær Anders Adfelt.
“Bankerne arbejder ikke på denne måde, og bankerne vil aldrig sende medarbejdere ud for at afhente borgeres betalingskort, ligesom de heller aldrig vil bede borgerne om at udlevere værdigenstande samt kode til betalingskortet.”
“Det er derfor vigtigt, at hvis du bliver kontaktet af personer, der forsøger at få oplysninger om betalingskort og koder, skal du ikke give oplysningerne, men i stedet kontakte politiet med det samme.”
Tilmeld dig SeniorTrygs gratis webinar om svindel på nettet – og hvordan du beskytter dig
Først publiceret: tirsdag 29. juli 2025
Artiklen er sidst opdateret mandag 4. august 2025 kl. 12:31