Nej, Matas udlodder ikke luksuriøse skønhedsbokse til 15 kroner

Et nyt forsøg på online fusk spreder sig på Facebook. Denne gang med falske Matas-tilbud.

Senest opdateret: mandag 25. august 2025

Her lokkes forbrugere med et tilbud om en luksuriøs skønhedsboks fra Matas til kun 15 kroner. Ifølge faktatjekmediet Tjekdet har tilbuddet intet med Matas at gøre – og der er tale om et svindelnummer.

Eksempel på det falske opslag. Kilde: Tjekdet.dk

Sådan foregår svindlen

I opslag og annoncer på Facebook og andre sociale medier loves du en “mystery box” fyldt med dyre skønhedsprodukter for kun 15 kroner. For at få boksen skal du blot svare på en kort undersøgelse.

Men Tjekdet skriver, at du derefter bliver sendt videre til en side, hvor du skal oplyse navn, e-mail, telefonnummer – og til sidst kreditkortoplysninger for at betale de 15 kroner. Her er det, svindlerne slår til. Kortoplysningerne kan misbruges til uautoriserede betalinger eller abonnementer, som kan koste dig langt mere end de 15 kroner.

Flere, der er faldet for tricket, har oplevet uønskede trækninger på op mod 50 euro hver anden uge.

Falske kommentarer skal skabe troværdighed

For at gøre tilbuddet mere troværdigt er der oprettet falske kommentarfelter med glade “kunder”, som fortæller, at de har modtaget boksen. Men kommentarerne er ofte skrevet af nyligt oprettede eller hackede profiler, og sproget afslører, at de ikke er ægte.

Matas tager afstand

Matas bekræfter over for Tjekdet, at de ikke har noget med tilbuddet at gøre. På sin egen hjemmeside og Facebook-side advarer Matas kunderne mod at klikke på linket eller give deres kortoplysninger.

“Vi opfordrer generelt alle til at være ekstra opmærksomme på, hvem der er afsender, og om noget virker ægte. Brug den sunde fornuft – og husk, at hvis noget lyder for godt til at være sandt, så er det det nok også,” lyder budskabet fra Matas, der også har slået en advarsel op mod svindelnummeret på deres facebookside.

Sådan undgår du at blive snydt

  • Vær kritisk over for tilbud, der lover dyre varer for næsten ingen penge.

  • Klik ikke på links i opslag, du ikke er sikker på, hvor kommer fra.

  • Oplys aldrig dine kortoplysninger til ukendte afsendere.

  • Tjek altid virksomhedens officielle hjemmeside eller sociale medier for at se, om tilbuddet er ægte.

En kendt svindelmetode

Det er langt fra første gang, kendte brands bliver misbrugt til svindel. Tidligere er lignende falske tilbud blevet spredt i Elgigantens, Jysks og Ikeas navn.

Svindlen foregår ikke kun på Facebook. Jeg har selv modtaget en mail med emnet “Tillykke! Du har fået tildelt en gaveboks”, som angiveligt fra fra “Matas Danmark”, men den var sendt fra en e-mail fra en, der hed Kevin. Det var også det rene fup, så får du også den mail, så slet den med det samme.

Denne mail er fup og kommer ikke fra Matas.

Først publiceret: mandag 4. august 2025
Artiklen er sidst opdateret mandag 25. august 2025 kl. 12:37

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Dette felt er skjult, når du får vist formularen