Brian og Susanne fra Faglige Seniorer

Brian og Susanne fra Faglige Seniorer laver et ugentligt nyhedsbrev, som alle seniorer kan få.

Hvem er Brian og Susanne?

Brian og Susanne fra Faglige Seniorer er kendt af mange seniorer, som modtager deres nyhedsbrev, som kommer ud til tæt på 220.000 seniorer.

Senest opdateret: torsdag 28. august 2025

Findes Brian og Susanne? Det er et spørgsmål, vi ofte får, og ja det gør vi helt sikkert.

Vi er ansat hos Faglige Seniorer, hvor vi nu i 7 år har udgivet et ugentligt nyhedsbrev, som flere og flere seniorer abonnerer på.

Alle kan få nyhedsbrevet

Faglige Seniorer er Danmarks næststørste seniororganisation med 265.000 medlemmer. Langt de fleste medlemmer er medlem fordi, de er seniorer som er medlem af en fagforening, som Faglige Seniorer samarbejder med, men man kan også blive individuelt medlem.

Alle seniorer kan gratis abonnere på nyhedsbrevet fra Brian og Susanne fra Faglige Seniorer, uanset om de er medlem eller ej.

Nyhedsbrevet kommer hver onsdag og indeholder tips til økonomi, seniorliv, konkurrencer, sundhed, digitale råd, krimistof, gode tilbud og nemme madopskrifter.

Om Brian og Susanne

Vi har kendt hinanden i mange år. Inden vi blev ansat hos Faglige Seniorer, arbejdede vi sammen i 3F, hvor Brian var redaktør på fagbladet, og Susanne havde ansvaret for hjemmesider.

Brian Pabst er 64 år og fra Randers og har arbejdet som journalist i fagbevægelsen i mange år. Han er gift med Lene, har 2 børn og 4 børnebørn.   

Han holder af at rejse til Tyskland, især til Berlin. Her ser han af og til Union Berlins kampe. Et andet udflugtsmål er Flyvergrillen på Amager, gerne med børnebørn.

Jolly Cola er også en passion hos Brian. Han har altid holdt fast på at købe danske Jolly i stedet for amerikanske Coca Cola.
 
Susanne Fasting er 62 år og fra Odense. Hun har også arbejdet i mange år i fagbevægelsen, blandt andet i RBF, KAD, 3F og Serviceforbundet. Susanne er en haj til nyt IT. Så hvis nogen har IT-problemer, kan Susanne ofte hjælpe.

Susanne er også redaktør på Seniorhåndbogen.

I fritiden er hun vinterbader, og hun er en ivrig læser. Fritiden tilbringer hun ofte i sommerhuset. Susanne danner par med Jørgen, har 4 børn og 3 børnebørn.

Forskellige stofområder

Selv om vi arbejder tæt sammen, har vi opdelt emnerne til nyhedsbrevet mellem os.

Brian skriver især om: politik, demens, kriminalitet og svindel.

Susanne skriver især om: økonomi, pension, nye love og regler og digitale tips.

Ideer til artikler kommer ofte fra læsere der skriver til os. Derfor er vi altid meget glade for at få mails. De fleste af vores venner kan også nikke genkendende til, at hvis de fortæller os om et problem, svarer vi straks med: Det kunne blive en interessant artikel. 

Vi er nemlig altid på udkig efter spændende emner, vi kan skrive om i nyhedsbrevet. 

Du får måske også nyhedsbrev fra Sultan, Henrik og Karin

Faglige Seniorer har ikke noget blad, men derimod adskillige nyhedsbreve.

Brian og Susanne er ikke de eneste, der udsender nyhedsbreve fra Faglige Seniorer.

Brian har sit helt eget nyhedsbrev om noget, som optager ham meget, nemlig fup og svindel. Det nyhedsbrev kommer en gang om måneden og hedder SeniorTryg.

Måske får du det daglige nyhedsbrev fra Sultan fra SeniorNews. (Ja, hun hedder faktisk Sultan og er opkaldt efter sin kurdiske farmor). Sultan skriver om sundhed, nyt om bøger, tv og film, sjove konkurrencer og tips til dit seniorliv.

Har du nedsat syn eller er pårørende til én med synstab, kan du have glæde af nyhedsbrevet fra Karin fra Synstab. Det udkommer én gang om måneden.

Mia arbejder med markedsføring og sender hver mandag et nyhedsbrev med tilbud og rabatter.

Henrik skriver om at blive SeniorKlar. Et nyhedsbrev om forberedelse af overgangen fra arbejde til pensionist.

Valg af nyhedsbreve

Dette felt er til validering og bør ikke ændres.
Vælg nyhedsbreve(Påkrævet)
Navn(Påkrævet)
Ja tak(Påkrævet)
Dette felt er skjult, når du får vist formularen

Først publiceret: mandag 25. august 2025
Artiklen er sidst opdateret torsdag 28. august 2025 kl. 17:25

Se, hvad vi ellers skriver om:

  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Dette felt er skjult, når du får vist formularen