Gert Rasmussen gik på Tidlig Pension 1. marts i år. Men så begyndte et slagsmål med Udbetaling Danmark for den tidligere gartner, da han tog lidt arbejde for sin tidligere chef.

Gert fik frataget pension: Nu indrømmer Udbetaling Danmark fejl

Efter måneder med afslag får 65-årige Gert Rasmussen endelig ret – og 10.000 kroner mere i Tidlig Pension. Udbetaling Danmark har erkendt en fejl i beregningen efter Faglige Seniorers nyhedsbrev gik ind i sagen.

Senest opdateret: fredag 26. september 2025

Flere gange fik 65-årige Gert Rasmussen afslag fra Udbetaling Danmark, selv om han mente, at der var regnet forkert på hans pension.

Først da han bad Faglige Seniorers nyhedsbrev om hjælp, begyndte noget at røre på sig. Tre dage senere kom et brev, der vendte op og ned på hele sagen.

Gert Rasmussen kan nu få udbetalt omkring 10.000 kroner mere i Tidlig Pension. Udbetaling Danmark erkender, at der er begået en fejl ved beregningen.

Han får derfor nu i hvert fald medhold i det meste af sin klage.

Svært at få medhold

Gert Rasmussen gik på Tidlig Pension fra sit job som gartner 1. marts i år. Men hen over sommeren har han haft lidt arbejde hos sin tidligere arbejdsgiver.

Tidlig Pension og arbejde

På Tidlig Pension må du tjene op til 27.100 kroner om året (2025) i indtægt ved personligt arbejde uden, at det påvirker din ydelse.

Tjener du mere, vil din ydelse blive nedsat med 64 procent af den del af indtægten, der overstiger grænsen.

Aktie- og kapitalindkomst påvirker ikke din ydelse.

Lønnen for de timer har Udbetaling Danmark modregnet for hårdt i hans pensionsudbetaling. Derfor står han nu til at modtage en efterbetaling.

”Som privatperson kunne jeg ikke få medhold. Men så kan en journalist kontakte Udbetaling Danmark, og derefter får jeg pludselig ret,” siger Gert Rasmussen.

Her går det galt

Problemet opstod omkring det tidspunkt, da Gert Rasmussen gik på Tidlig Pension. Han fik i marts udbetalt løn for sine arbejdstimer i februar, frem til han overgik til Tidlig Pension.

Hele den februar-løn valgte Udbetaling Danmark at tage med i beregningsgrundlaget for, hvornår arbejdsindtægt skal modregnes. Det begrundede de med, at den 14-dages lønnede Gert Rasmussen havde den sidste lønperiode for tiden fra 17. februar til 2. marts.

”Det gjorde de også, selv om den 1. og 2. marts var en lørdag og søndag, og jeg arbejdede ikke i weekender,” forklarer han.

Læs om Tidlig Pension (Arne-Pension) i Seniorhåndbogen

Udbetaling Danmarks tilbagetog

Gert Rasmussen opdagede fejlen i sommer, da hans få arbejdstimer dengang førte til modregning. Han vil godt hjælpe sin tidligere chef lidt med arbejde, men kun så meget, at han stadig kan få fuld Tidlig Pension.

På årsbasis er det kun tilladt at tjene 27.100 kroner på Tidlig Pension, før modregning begynder.

Han kontaktede Udbetaling Danmark, men de har i flere omgange både skriftlig og mundtligt holdt fast i, at arbejdsindtægten for februar skal medregnes. De har henvist til forskellige paragraffer.

Men her i september skriver de så pludselig til Gert Rasmussen: ”Vi … er blevet opmærksomme på, at indkomsten i marts 2025 skulle have været fordelt forholdsmæssigt på lønperioden, som gik fra 17. februar 2025 til 2. marts 2025, da dele af indtægten stammer fra perioden inden overgang til tidlig pension.”

Til Ankestyrelsen

Gert Rasmussen sag er gået videre til Ankestyrelsen. Det sker automatisk, når en borger klager over Udbetaling Danmarks afgørelse og ikke får ret. Derfor bliver det Ankestyrelsen, der skal træffe den endelige afgørelse.

Men Udbetaling Danmark har været fair og skrevet til Ankestyrelsen, at de er blevet opmærksomme på deres fejl. De har bedt Ankestyrelsen om, at der bliver taget højde for det ved afgørelsen.

Med Udbetaling Danmarks kursændring vil i hvert fald 12 dage ud af Gert Rasmussens seneste løn blive henført til februar og dermed ikke indgå i beregningsgrundlaget for modregning.

Men Ankestyrelsen kommer til at tage stilling til, om 1. og 2. marts skal tælle med ved modregning, fordi udbetalingsperioden gik til 2. marts.

”Det vil være tosset, hvis det sker. Jeg var jo ikke på arbejde de to dage. Det er kun noget teknisk med lønperioder, der gør, at marts er nævnt på lønsedlen,” siger Gert Rasmussen.

Læs også om Tidlig Pension på borger.dk

Det siger Udbetaling Danmark

Udbetaling Danmark meddeler, at de ikke kan kommentere på den konkrete sag.

I forhold til behandling af ansøgninger om udbetaling af tidlig pension oplyser Udbetaling Danmark, at indkomst, der er udbetalt efter overgangen, som udgangspunkt skal indgå i beregningen af tidlig pension.

”Dog kan Udbetaling Danmark i de tilfælde, hvor indkomsten delvist vedrører en lønperiode, der ligger forud for overgangen, efter en konkret vurdering undtage en del af indkomsten. Vurderingen beror på den dokumentation, som borgeren har indsendt,” oplyser Udbetaling Danmark.

Faglige Seniorer: Stop benspænd

Hos Faglige Seniorer ønsker landsformand Mette Kindberg et opgør med stive systemer, der spænder ben for seniorer, der tager lidt arbejde ved siden af pensionen.

”Selvfølgelig skal regler overholdes. Men Gerts sag viser, at systemet kan blive så stift og nidkært, at det kan opleves som chikane. Når der sker fejl i beregningen af pension – som med Gert – rammer det ofte de seniorer, som faktisk ønsker at gøre en indsats og tage lidt arbejde ved siden af pensionen. De mennesker bør vi som samfund støtte – ikke straffe,” siger Mette Kindberg.

Hvad mener du?

Hvad mener du om sagen med Gert Rasmussen? Din holdning er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side.

 

Først publiceret: mandag 22. september 2025
Artiklen er sidst opdateret fredag 26. september 2025 kl. 09:56

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Dette felt er skjult, når du får vist formularen