Attraktivt tidspunkt at skifte benzinbilen ud
Overvejer du at sætte benzin- eller dieselbilen til salg, er timingen ikke dårlig, vurderer to bileksperter.
Senest opdateret: tirsdag 2. december 2025
Tager man et kig på bilmarkedet herhjemme, er der en ekstremt stor skævvridning i, hvilke biler vi eksporterer ud af landet, og hvilke vi importerer.
Elbilerne fræser ind over grænsen, for efterspørgslen i Danmark er tårnhøj. Den anden vej sender vi vores aflagte benzin- og dieselbiler, som der ikke er meget rift om herhjemme.
Ud over at de grønne strømninger politisk har betydet, at det afgiftsmæssigt er attraktivt at købe grønt, så sørger det store udbud af elbiler også for, at priserne bliver holdt nede. Det forklarer Jan Lang, som er markedsanalytiker hos brugtvognsplatformen Bilbasen.
Sælges til udlandet
Når elbilerne er førstevalget herhjemme, ville det være logisk, at det omvendt ville være en dårlig forretning at komme af med den gamle bil, der kører på benzin eller diesel. Men sådan er det faktisk ikke.
“Man skulle tro, at der ville være et meget stort værditab ved at afhænde den anden biltype, man har i garagen. Og sådan ville det også normalt være, hvis det danske marked var en osteklokke,” siger Jan Lang.
Men bilforhandlerne sælger ikke bare til andedammen. Og hvor det i Danmark er forholdsmæssigt billigere at investere i en elbil, forholder det sig faktisk lige omvendt andre steder i Europa.
“Vi har en meget stor parathed til at købe og eje elbiler, mens det modsatte er tilfældet i lande som Polen, Tyskland, Frankrig og Spanien. Der er slet ikke infrastrukturerne til det. Derfor er der en økonomisk dynamisk vekselvirkning, hvor man eksporterer benzin- og dieselbilerne fra Danmark.”
“Hvis bilerne skulle blive i Danmark, ville ejerne have et stort problem, fordi der ville være et ekstraordinært stort værditab. Men fordi forhandlerne sender byttebilen ud af landet, er det en god forretning,” forklarer Jan Lang.
Nedgang standset
Om den tendens fortsætter på den lange bane, er det helt store spørgsmål i branchen, fortæller Jan Lang.
På kort og mellemlangt sigt – det vil sige inden for de næste tre år – ser han ingen tegn på markedsforandringer, og dermed at prisniveauerne skulle ændre sig.
Og han møder samme udlægning af fremtidsscenariet hos sine tyske kolleger, fortæller han.
Tidligere har salgspriserne på brugte biler taget det ene dyk efter det andet. Men plugin-priserne stabiliserede sig omkring november 2024, og priserne på benzinbiler standsede nedgangen i marts 2025, fortæller Jan Lang med udgangspunkt i Bilbasens data.
Attraktivt at købe benzinbil
Hos bilejernes interesseorganisation, FDM, lyder vurderingen fra biløkonomisk rådgiver Daniel Brandstrup Slundt også, at man med de nuværende markedsvilkår kan få fine penge for sin brugte benzinbil.
“Lige nu har vi et spændingsfelt, hvor det stadig kan være attraktivt for nogle at købe en brugt benzinbil, fordi de stadig kan komme ned i en prisklasse, som elbilerne ikke er endnu,” vurderer han og fortsætter:
“Der kan også være nogle, der eksempelvis ikke har mulighed for at lade derhjemme, som synes, det er for besværligt at skifte til el.”
Knap ni ud af ti køber elbil
* Blandt de private bilkøbere – som også tæller privatleasing – udgjorde elbiler 87,5 procent af bilanskaffelserne. Det er den største andel nogensinde.
* Den hidtidige rekord var sat bare en måned før og lød på, at elbiler udgjorde 85,9 procent af de privates samlede bilanskaffelse.
Kilde: bilejernes interesseorganisation FDM på baggrund af tal fra datatjenesten bilstatistik.dk.
Først publiceret: tirsdag 23. september 2025
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 2. december 2025 kl. 09:35