Rasmus Larsen, som er ansvarshavende redaktør på mediet Flatpanels, oplever nogle gange, at folk vil købe en ny skærm for at få bestemte streamingapps. Men det kan tit klares med eksempelvis en Chromecast eller Apple TV-boks, lyder hans råd. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Få klik kan optimere din fladskærm markant

Nye skærme vil ofte spare på strømmen, men med få ændringer i indstillingerne kan du få en biografoplevelse eller fængende farver, når du ser tv derhjemme.

Senest opdateret: mandag 29. september 2025

Din spritnye fladskærm har fået ærespladsen i stuen og er det centrum, som sofaer og lænestole peger imod. Men når du skal nyde en helaftensfilm eller se det nyeste fra sportens verden, er billedet irriterende mørkt.

I marts 2023 trådte nye EU-regler i kraft, der betyder, at nyere fladskærme typisk er indstillet til at bruge eco- eller øko-funktion. Det har den konsekvens, at der kommer mindre lys fra skærmen.

Men som forbruger, der gerne vil have en god tv-oplevelse, er det altså langtfra optimalt, fortæller Rasmus Larsen, som er ansvarshavende redaktør på mediet Flatpanels, der blandt andet tester fladskærme.

“Før i tiden pumpede skærmen bare så meget lys og farve ud som muligt,” fortæller Rasmus Larsen.

Fokus på to funktioner

Bare at skrue op for lysstyrken er dog heller ikke svaret. Og hvordan skærmen skal indstilles, afhænger både af rummet, og hvad man vil se.

“Er det en lys stue, hvor man gerne vil se Tour de France i dagslys, så vil man gerne have masser af lys på skærmen. Har man skærmen i sin hjemmebiograf, vil man nok gerne have farverne til at se ud, som de var tiltænkt,” vurderer Rasmus Larsen.

Der er primært to funktioner, du skal fokusere på: billedprofiler og lysstyrke.

“Det er typisk i undermenuen, der hedder “billede”. Og billedprofilen er supernem at skifte,” forklarer han.

Står skærmen i en lys stue, foreslår Rasmus Larsen at vælge en profil, der enten hedder standard eller sport. Hver producent har sine egne navne for profilerne, men de vil typisk hedde noget i den dur.

“Så får du masser af lys igennem, og så kan de fleste skærme snildt oplyse en moderne stue med gulv til loft-vinduer,” siger han.

Her er anbefalingen

Er det derimod hjemmebiografen, du skal kalibrere skærmen til, er det lige til højrebenet at vælge profiler med navnet film, movie eller Filmmaker Mode.

Vælger du Filmmaker Mode, ser du produktet, præcis som det var tiltænkt. Her bliver der slet ikke pillet ved farverne.

Filmmaker Mode er fast defineret af den såkaldte UHD Alliance, som består af en gruppe af Hollywood-studier, elektronik-producenter, teknologifirmaer og med input fra velrenommerede instruktører som Martin Scorsese og Christopher Nolan.

“Det korrekte billede, vil nogle i branchen sige,” siger Rasmus Larsen og fortsætter:

“Min anbefaling er at skifte skærmen over i Filmmaker Mode – det gør jeg selv. Ser du en film, ser du den, som den så ud i biografen. Et spil ser du, som skaberne havde tiltænkt det, og du ser “TV-Avisen”, som de filmer det.”

Profilen kan godt være lidt mørk, fordi den i første omgang er målrettet biograffilm, men du kan bare skrue op for lysstyrken, når du ser noget andet.

Hvad er motion smoothing?

Pointen er, at du ser alle farver og nuancer, som skaberen havde tænkt det.

Nogle skærme laver også såkaldt motion smoothing. Det betyder, at de teknisk forsøger at udglatte bevægelser.

“Man optager en film med 24 billeder i sekundet. Det har man gjort i 100 år. Men når man putter det op på en skærm – især med meget lys – kan det godt se lidt hakkende ud.”

“Så tv-producenterne beregner et kunstigt billede imellem, så de når op på måske 48 billeder eller mere. Men det kan også komme til at se kunstigt ud, eller det kan hoppe lidt i billedet efter bevægelser.”

Personligt bryder han sig ikke om det, mens folk, der har brugt det længe, har svært ved at undvære det. Det kan du slå til eller fra – i Filmmaker Mode er det altid slået fra.

Først publiceret: mandag 29. september 2025
Artiklen er sidst opdateret mandag 29. september 2025 kl. 17:24

Se, hvad vi ellers skriver om:

  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Dette felt er skjult, når du får vist formularen
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.