Seniorformand: Alderisme skal ud af systemet
Hver tredje senior har oplevet diskrimination på grund af alder. Faglige Seniorer kræver et opgør med fordommene og en ny respekt for erfaring og kompetence.
Senest opdateret: mandag 20. oktober 2025
Selv om flere seniorer arbejder længere end nogensinde, møder mange stadig fordomme om, hvad ældre kan og ikke kan.
”Vi kalder det alderisme. Det er fordomme og diskrimination på grund af alder,” sagde landsformand Mette Kindberg i sin beretning på Faglige Seniorers kongres i Nyborg.
En medlemsundersøgelse fra Faglige Seniorer viser, at hver tredje senior har oplevet aldersdiskrimination, og at halvdelen af dem peger på arbejdsmarkedet som stedet, hvor det sker.
”Alt for mange bliver sorteret fra. Ikke på grund af manglende evner, men på grund af fødselsåret i deres CPR-nummer,” sagde Mette Kindberg.
SeniorKlar er et vigtigt skridt
Hun understregede, at problemet går langt ud over arbejdsmarkedet og gennemsyrer både sundhedsvæsenet, finanssektoren og den offentlige debat.
”Vi skal have gjort op med de usynlige barrierer. Vi skal ændre sproget og vi skal ændre kulturen.”
Ifølge Mette Kindberg er projektet med SeniorKlar et vigtigt skridt i den kulturforandring.
”Når virksomhederne forstår, at erfaring, overblik og loyalitet er styrker, vinder alle,” sagde hun.
Mødes med muligheder – ikke fordomme
Hun vil væk fra forestillingen om, at alder er lig med afvikling.
”For det er det ikke. Seniorer er lige så forskellige som alle andre. Nogle spiller guitar, andre starter nye virksomheder i en alder af 70,” sagde hun.
”Vi skal skabe arbejdspladser, hvor seniorer bliver mødt med muligheder – ikke fordomme. Hvor man vurderes på, hvad man kan, ikke hvor gammel man er,” lød det fra Mette Kindberg.
Kongres 2025: Se nyhederne her
Brian, Susanne og Sultan skrev undervejs artiklerne om talerne, debatten og beslutningerne fra kongressen på Nyborg Strand 20.–21. oktober. Og om alt det andet, der skete, når 200 seniorer fra hele landet er samlet for at forme Faglige Seniorers fremtid.
Se nyhederne fra kongressen her
Få nyheder om seniorpolitik – når det sker. Tilmeld dig gratis nyhedsbrev her
Først publiceret: mandag 20. oktober 2025
Artiklen er sidst opdateret mandag 20. oktober 2025 kl. 18:47