
Finansloven: Økonomer kalder aftalen en gave til danskerne
Regeringen og De Konservative har præsenteret en finanslov, der gør hverdagen billigere og styrke tilliden til økonomien. Ifølge økonomer er der tale om de største lettelser i mange år.
Senest opdateret: søndag 26. oktober 2025
Den nye finanslovsaftale for 2026 bliver betegnet som en reel forbedring af danskernes privatøkonomi.
Både børnefamilier, lønmodtagere og pensionister får mærkbare økonomiske lettelser, og flere økonomer kalder aftalen den mest omfattende på mange år.
Finansloven er indgået mellem regeringen og De Konservative og føjer sig til de tidligere aftalte skattelettelser i skattereformen.
Hovedpunkter i finansloven for 2026
Ændringer med betydning for seniorer og husholdninger
-
Elafgift sænkes til 0,8 øre pr. kWh i 2026 og 2027
-
Nedsat egenbetaling for madservice for ældre og socialt udsatte
-
Udvidelse og forhøjelse af beskæftigelsesfradrag for seniorer (62–66 år)
-
Afskaffelse af afgifter på kaffe, chokolade og sukkervarer
-
Moms på bøger fjernes fra 1. juli 2026
-
Ret til 12 ugers sorgorlov fra 2027
-
Udskydelse af højere registreringsafgift for elbiler
”Den er et udtryk for, at man fra politisk side har valgt at mødekomme de budskaber, der kommer fra mange, nemlig at det er blevet dyrere at være dansker,” siger Camilla Schjølin Poulsen, der er privatøkonom hos PFA, til Ritzau.
”Mange synes, at pengene ikke rækker så langt som tidligere, når de eksempelvis handler dagligvarer. Så aftalen er i høj grad en gave til dem, der føler, at prisstigningerne er stukket af.”
Mærkbar skattegevinst
Ifølge aftalen afskaffes afgifter på kaffe, chokolade og sukkervarer, og planerne om nye afgifter på elbiler udskydes et år. Samtidig sænkes elafgiften, hvilket ifølge beregninger fra Danske Bank betyder en besparelse på omkring 3.000 kroner årligt for en familie med et forbrug på 4.000 kilowatttimer.
”Det er med andre ord et beløb i en størrelse, så det gør en forskel for folks økonomi,” skriver Louise Aggerstrøm Hansen, privatøkonom hos Danske Bank, i en kommentar til Ritzau.
Derudover forhøjes beskæftigelsesfradraget og det særlige fradrag for seniorer i arbejde. Tilsammen giver det ifølge PFA en mærkbar skattegevinst for mange lønmodtagere.
Så mange penge får familier
”I nyere tid kan jeg på stående fod ikke huske, at der tilsammen er sket så store besparelser og omvæltninger i vores skattesystem, når vi lægger dem oveni hinanden,” siger Camilla Schjølin Poulsen til TV 2.
Finansministeriet har beregnet, at en typisk arbejderfamilie vil få 8.500 kroner ekstra om året. For børnefamilier med børn i daginstitutioner vil der desuden være en årlig lettelse på omkring 3.200 kroner pr. barn i form af lavere institutionsbetaling.
PFA har opstillet tre regneeksempler på, hvordan lettelserne slår igennem i 2026.
En familie med to voksne og to børn får en samlet gevinst på omkring 27.400 kroner om året. Et seniorpar i arbejde får op mod 40.000 kroner, mens et pensionistpar får cirka 10.600 kroner.
Nærmest fuld plade
Ifølge Camilla Schjølin Poulsen er den helt store overskrift i finansloven, at det bliver billigere at være dansker.
”Der er nærmest fuld plade. Især med de markante skattelettelser til seniorer, som kom i 11. time, og som jeg ikke havde set komme,” siger hun.
Forbrugerøkonom Ida Marie Moesby fra Nordea vurderer, at finansloven vil kunne mærkes hurtigt i de fleste husholdninger.
”Vi vil opdage måned for måned, at vi har mere at gøre godt med og kan disponere derefter,” siger hun til Ritzau.
”Det kommer til at mærkes positivt i de enkelte husholdninger og på dansk økonomi.”
Bliver ikke spist op af inflation
Ida Marie Moesby peger på, at inflationen lige nu ligger omkring 2 procent, hvilket betyder, at skattelettelserne ikke udhules af prisstigninger. ”Når forbrugerne får flere penge mellem hænderne, køber vi flere varer, spiser mere ude, går i teatret og rejser. Det er med til at sætte gang i økonomien,” siger hun.
Ifølge Moesby er der dog også forbehold.
”Danmark er en lille, åben økonomi, som handler meget med udlandet. Så selv om vi formentlig kan se ind i, at vores forbrug sætter ekstra skub i økonomien næste år, kan der ske andre ting ude i verden, som dæmper effekten.”
5.000 danskere skal betale mere i skat
De eneste familier, der samlet set står til at betale mere i skat, er dem, der tjener over tre millioner kroner om året efter arbejdsmarkedsbidrag. Ifølge tidligere beregninger drejer det sig om omkring 5.000 personer.
Ifølge Finansministeriet får folkepensionen samtidig det største løft i 16 år.
Den stiger med 4,8 procent, svarende til omkring 8.200 kroner årligt for et pensionistpar med fuldt pensionstillæg.
Hvad mener du?
Hvad er din holdning til finansloven for 2026? Din mening er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side.
Først publiceret: søndag 26. oktober 2025
Artiklen er sidst opdateret søndag 26. oktober 2025 kl. 09:26


