
Ældreplejen øverst hos vælgerne: Syv ud af ti vil have velfærd før skattelettelser
Danskerne ønsker mere tid og bedre pleje til de ældre – ikke lavere skat. Ældreplejen står øverst, når vælgerne skal vælge, hvad kommunen skal bruge pengene på, viser ny undersøgelse.
Senest opdateret: torsdag 6. november 2025
Når danskerne skal pege på, hvad kommunerne skal prioritere, kommer ældreplejen klart først. Det viser en ny undersøgelse, som konsulenthuset Rud Pedersen har gennemført for Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) forud for kommunalvalget 18. november.
Hele 30 procent af de adspurgte har sat kryds ved ældreplejen som det vigtigste kommunale indsatsområde.
Det gør ældreplejen til vælgernes absolutte topprioritet foran folkeskoler (24 procent) og sundhed og forebyggelse (22 procent).
Samtidig viser undersøgelsen, at syv ud af ti danskere – 69 procent – mener, at et økonomisk overskud i kommunerne skal bruges på velfærd frem for skattelettelser. Kun 11 procent er uenige i den prioritering.
Et velfærdsvalg 18. november
FH’s næstformand Flemming Grønsund kalder tallene et klart signal til de kandidater, der stiller op til kommunal- og regionsrådsvalget.
”18. november er et velfærdsvalg, og danskerne har sagt, hvad de ønsker sig. Det er for eksempel mere tid hos de ældre og mere personale til at drage omsorg for de yngste i børnehaver og skoler. Nu skal der leveres i hverdagen,” siger han.
Flemming Grønsund understreger, at det er nødvendigt at sikre, at velfærden kan følge med, når befolkningen bliver ældre.
”Vi skal sørge for, at vi om fem år kan bevare det serviceniveau, vi kender i dag, selvom der bliver flere ældre, og lønningerne generelt stiger. Det er vigtigt, at de penge, regeringen har sat af til at løfte velfærden ude i kommunerne, rent faktisk også går til det og ikke bliver brugt på noget helt andet,” siger FH’s næstformand.
Mange er utilfredse med plejen i dag
Selv om ældreplejen står øverst på vælgernes dagsorden, vurderer mange, at kvaliteten i dag er for lav.
I FH’s måling vurderer omkring fire ud af ti borgerne ældreplejen som negativ eller meget negativ, mens kun omkring hver tiende er positiv.
Gennemsnitsscoren ligger på 2,4 på en skala fra 1 til 5, hvor 3 er neutralt.
Dermed er ældreområdet det lavest bedømte blandt de velfærdsområder, som borgerne har prioriteret.
Flere frygter forringet velfærd i fremtiden
FH’s løbende barometer viser desuden, at knap halvdelen af danskerne forventer, at velfærden generelt bliver dårligere de næste tre år.
45 procent tror på forværring, 35 procent tror på uændrede forhold, mens kun 11 procent forventer forbedringer.
Udviklingen har siden 2023 bevæget sig i retning af stigende bekymring for den offentlige service – især på områder som ældrepleje og sundhed.
Undersøgelsen er gennemført af Rud Pedersen for FH blandt 3.145 repræsentativt udvalgte danskere over 18 år.
Den borgernære prioriteres højest
Ældreplejen er helt i top på vælgernes dagsorden til kommunalvalget 18. november

Er ældreplejen i kommunerne OK?
Hvor tilfreds er du?
Hvilke emner er vigtigst for dig til det kommende kommunalvalg, og hvor tilfreds er du med ældreplejen i din kommune?
Din mening er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side.
Først publiceret: mandag 3. november 2025
Artiklen er sidst opdateret torsdag 6. november 2025 kl. 15:06


