Fire ældre mennesker sidder sammen ved et udendørs bord og taler om Ældrerådsvalget. En kvinde med et stribet tørklæde gestikulerer, mens hun taler, og de andre lytter opmærksomt. I baggrunden ses blomster og en bygning.

51 procent af de valgte medlemmer til ældrerådene var kvinder og 49 procent var mænd.

Ældrerådsvalget overhaler kommunalvalget på ligestilling: Har langt flere kvindelige kandidater

Ældrerådsvalget skiller sig markant ud fra kommunalvalget, når det gælder ligestilling. Her er næsten halvdelen af kandidaterne kvinder, og erfaringerne viser, at kønsbalancen blandt de valgte ofte ender endnu tættere på fifty-fifty.

Senest opdateret: fredag 14. november 2025

Mens kun 34,9 procent af kandidaterne til kommunalvalget i 2025 er kvinder, er tallet markant højere ved ældrerådsvalgene. Her udgør 46,4 procent af kandidaterne kvinder.

Det betyder, at ældrerådsvalget, som afholdes i mange kommuner i samtidig med kommunal- og regionsvalget, ligger langt tættere på ligelig repræsentation mellem mænd og kvinder.

Og det er positivt for lokaldemokratiet, mener Danske Ældreråd.

“Ældrerådene rådgiver kommunalpolitikerne om alt fra kvaliteten af hjemmepleje og boliger til ældre, offentlig transport, forebyggelse og aktiviteter for ældre. En balanceret kønsfordeling, er med til at sikre, at forskellige erfaringer og perspektiver kommer i spil. Og det er enormt vigtigt,” siger Inger Møller Nielsen, formand, Danske Ældreråd.

Kan blive mere lige

Erfaringerne viser, at kønsfordelingen blandt de valgte medlemmer til ældrerådene kan blive endnu mere ligelig end blandt kandidaterne.

Ved ældrerådsvalgene i 2021 var kønsfordelingen blandt kandidaterne præcis den samme som i 2025. 54 procent var mænd, og 46 procent var kvinder.

Alligevel endte valget med, at 51 procent af de valgte medlemmer var kvinder og 49 procent var mænd.

“Vi ved selvfølgelig ikke, hvordan det ender i år. Men erfaringerne viser, at det meget vel kan lande tæt på fuldstændig kønsbalance, også selvom der er flere mandlige kandidater,” siger Inger Møller Nielsen.

Ved kommunalvalget i 2021 var 35,9 procent af de valgte kvinder. I 2017 lå kvindeandelen på 32,9 pct.

Stærke ældreråd gør en forskel 

Inger Møller Nielsen understreger, at selvom en bred repræsentation er vigtig, så er dens værdi meget afhængig af, at mange stemmer til ældrerådsvalget.

“Jo flere der stemmer, jo stærkere mandat har ældrerådene, når de rådgiver kommunerne,” siger Inger Møller Nielsen.

Få gratis nyhedsbrev om politik

Få nyheder om seniorpolitik direkte i din mailboks, når nyheden sker.

Tilmeld dig Faglige Seniorers nyhedsbrev om seniorpolitik.

Det er gratis.

Og måske mere end nogensinde er der brug for stærke ældreråd, der kan fungere som borgernes talerør og give kommunerne både konstruktiv og kritisk rådgivning om de mange udfordringer og løsninger, som er i spil, mener danske Ældreråd.

En ny ældrereform og en sundhedsreform skal implementeres, antallet af ældre stiger, der mangler personale, flere lever med kroniske sygdomme, og velfærdsteknologi får større betydning i hverdagen. Samtidig mangler der boliger til ældre i mange kommuner.

“Midt i de forandringer er der brug for ældreråd, der både kan samarbejde, udfordre og bringe ældres erfaringer helt ind i det kommunalpolitiske maskinrum. Beslutninger bliver bare bedre, når de, der mærker konsekvenserne i hverdagen, bliver hørt,” siger Inger Møller Nielsen.

Følg ældrerådsvalg 2025 her

Der er valg til langt de fleste ældreråd og seniorråd i efteråret 2025. Valgene vigtige, og der er behov for at øge interessen for valg til ældrerådene, mener Faglige Seniorer.

Valgene til ældreråd og seniorråd giver gode muligheder for at sætte fokus på seniorernes vilkår og særligt forholdene for de svageste og mest sårbare ældre.

Du kan følge ældrerådsvalget på Faglige Seniorers hjemmeside – klik her

Først publiceret: fredag 14. november 2025
Artiklen er sidst opdateret fredag 14. november 2025 kl. 23:13

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Dette felt er skjult, når du får vist formularen