6 gode råd: Sådan gør du julen sikker for hund og kat
Forgiftninger, glaskugler og fed julemad sender mange kæledyr til dyrlægen i december.
Senest opdateret: lørdag 27. december 2025
Julen er højsæson for uheld blandt kæledyr. I december bliver dobbelt så mange hunde og katte kørt akut til dyrlægen sammenlignet med årets øvrige måneder.
Det viser tal fra Agria Dyreforsikring.
“Selv om de fleste dyr elsker juledage med duftende julemad og ekstra opmærksomhed, indebærer højtiden en række farer,” siger Lotte Evers, marketingchef i Agria Dyreforsikring.
Her er hendes vigtigste råd til at undgå, at hund eller kat ender på dyrehospitalet i juledagene.
1. Giv dyret en rolig start på julen
Sørg for, at hund og kat får masser af leg og motion, inden festen begynder. Giv dem mad og deres eget legetøj, før I sætter jer til bords. Det mindsker risikoen for, at de fristes af julemad eller tygger i noget, de ikke tåler.
Skal I fejre jul ude, så tag lidt godbidder og legetøj med hjemmefra.
2. Drop kostumerne
En rød bandana er rigeligt, hvis du vil give kæledyret et festligt præg. Undgå julemandsdragter, rensdyrgevirer og andet udstyr, der kan stresse dyret, genere bevægelsen eller i værste fald give kvælningsfare.
“Dyrets velbefindende skal altid komme først. Det behøver ikke et kostume for at være en del af julemagien,” understreger Lotte Evers.
3. Pas på juletræ og pynt
Et juletræ er et bjerg af fristelser for både hunde og katte. Brug plastkugler i stedet for glas, og hæng den mest sarte pynt øverst. Alt, der er småt og mundret, kan ende i maven og føre til operation.
Undgå fehår og sølvglimmer, som især katte får tygget i sig. Vent også med at lægge gaverne under træet, til alle er samlet – gavebånd kan skære i mundvigene. Smid båndene ud, når gaverne er pakket op.
4. Kend de farlige juleplanter og fødevarer
Mange planter og fødevarer, der hører julen til, er giftige for dyr.
Hold hund og kat væk fra:
Liljer, juleroser, hyacinter og amaryllis
Mistelten, kristtjørn og taks
Nødder, vindruer, rosiner, chokolade og julestjerner
Selv små mængder kan give alvorlige forgiftninger.
5. Del julemad med måde
Et lille stykke flæskesteg eller andekød må gerne deles – men ikke for meget, og aldrig med ben. Ben fra tilberedt steg kan splintre og sætte sig fast i mave eller tarm.
“Behandling af brandsår eller bortoperation af fremmedlegemer kan blive en dyr fornøjelse, især i helligdagene,” advarer Lotte Evers.
6. Vær forsigtig med levende lys
Logrende haler og nysgerrige næser kan hurtigt komme for tæt på flammerne.
“Tænd kun levende lys, når du selv er i rummet, og placer dem uden for snude- og halehøjde,” råder Lotte Evers.
Selv et kort øjebliks uopmærksomhed kan give svedte knurhår – eller værre.
Sådan giver du hund og kat en tryg jul
• Giv motion og mad, før festen starter – så fristes dyret ikke af julemaden.
• Medbring godbidder og legetøj, hvis I fejrer jul ude.
• Drop kostumer – brug hellere en bandana eller tag et foto-filter.
• Brug plastkugler i stedet for glas, og undgå fehår og sølvglimmer.
• Vent med at lægge gaver under træet, til alle er samlet – og smid gavebånd ud.
• Hold kæledyr væk fra giftige planter: liljer, juleroser, hyacinter, amaryllis, mistelten, kristtjørn og taks.
• Giv ikke chokolade, nødder, rosiner, vindruer eller julestjerner.
• Del kun små bidder af kød – ingen ben fra steg.
• Hold øje med komfur og ovn – brandsår er en klassiker i julen.
• Tænd kun levende lys, når du er i rummet – og uden for snude- og halehøjde.
Først publiceret: mandag 15. december 2025
Artiklen er sidst opdateret lørdag 27. december 2025 kl. 11:22