En ældre kvinde i en stribet sweater står ved kassen i en købmandsbutik, kigger på sin kvittering og holder en pung, muligvis for at tjekke, om Fødevarechecken dækker hendes indkøbsposer og vogn fuld af varer.

Regeringen lægger op til en fødevarecheck til "pensionister, der ikke har ret meget på bankbogen, børnefamilier med små indtægter og folk uden for arbejdsmarkedet".

Fødevarecheck: Disse partier er ude af forhandlingerne

Alle partier undtagen Dansk Folkeparti og Liberal Alliance er med i de videre forhandlinger om en fødevarecheck og lavere fødevaremoms.

Senest opdateret: torsdag 22. januar 2026

Regeringen fortsætter forhandlingerne om en fødevarecheck og lavere fødevaremoms uden Liberal Alliance (LA) og Dansk Folkeparti (DF).

Det fortæller finansminister Nicolai Wammen (S) til Ritzau.

“De (LA og DF, red.) har klart tilkendegivet, at de er kritiske over for det, regeringen har lagt frem. LA kalder det uværdigt, bestikkelse og vælgerflæsk. Og Morten Messerschmidt har sagt, at han synes, det er meget forkert, at man går ind og giver en check til udvalgte grupper,” begrunder han.

“Og der er vi bare dybt uenige. Hele formålet med checken er at hjælpe de mennesker, som har mindst og derfor bliver hårdest ramt, når vi har så høje fødevarepriser”.

Nicolai Wammen fortæller samtidig, at han har en forventning om, at de forhandler videre i denne uge, og at de i næste uge kan lande en aftale med en række af Folketingets partier.

“Tidspunktet kommer an på, hvornår vi afslutter forhandlingerne, og hvor hurtigt Folketinget er parat til at behandle lovgivningen. Men det tænker jeg, vi kan sige noget mere præcist om, når vi har en aftale,” siger han.

De er seriøse

Finansministeren forklarer, at alle Folketingets partier har været på besøg op til de videre forhandlinger.

Det er ifølge ham på den baggrund og i lyset af, hvad partierne har meldt uden for forhandlingslokalerne, at regeringen er gået videre i forhandlingerne med SF, De Radikale, Alternativet, Enhedslisten, Danmarksdemokraterne og De Konservative.

“Det gør vi, fordi de partier på en seriøs måde har sagt, at de gerne vil fortsætte i forhandlingerne. Og vi kan se, at der er muligheder for at lande en aftale med dem.”

Men om det ender med at være alle de partier, der er med i en endelig aftale, er for tidligt at sige, understreger han.

“Nu går vi i gang med realitetsforhandlingerne, så de (partierne, red.) kommer forbi i dag, og så bliver vi klogere på, hvad der er vigtigst for dem,” siger han.

Nicolai Wammen fortæller, at regeringen fortsat lægger op til, at de mennesker, der skal have en fødevarecheck, er “pensionister, der ikke har ret meget på bankbogen, børnefamilier med små indtægter og folk uden for arbejdsmarkedet”.

LA: Når ikke at sænke momsen

Liberal Alliances finansordfører Ole Birk Olesen mener, at regeringen ikke er i stand til at sænke momsen på fødevarer før tidligst i 2028.

“Vi kom til forhandling med regeringen og sagde, at danskere, som går på arbejde, også mærker de dyrere fødevarer og har fortjent mere luft i deres privatøkonomi,” skriver han i en kommentar.

Derfor foreslog LA ifølge Ole Birk Olesen at sænke skatten på arbejdsindkomst ved at indføre et bundfradrag for betaling af arbejdsmarkedsbidrag.

“Det kan gøres her og nu og behøver ikke vente til tidligst i 2028, som en lavere moms på fødevarer ifølge regeringen skal.”

DF: Tilbud på syv kroner om dagen

Morten Messerschmidt skriver i en skriftlig kommentar, at Dansk Folkeparti i tre år har “kæmpet” for at sænke danskernes fødevarepriser.

“Og efter tre år kommer regeringen så med et tilbud om syv kroner om dagen til udvalgte grupper. Det rykker jo ingenting, og jeg havde ærligt regnet med, at vi nu skulle til at forhandle ambitionerne op. Men det vil regeringen så ikke,” lyder det fra formanden for Dansk Folkeparti.

Fødevarechecken: Det ved vi

Regeringen arbejder på at indføre en fødevarecheck i 2026 som en midlertidig hjælp til borgere, der er ramt af høje fødevarepriser. Forslaget blev præsenteret af statsministeren i nytårstalen og indgår nu i  politiske forhandlinger.

Formål: At give økonomisk lettelse til lavindkomstgrupper, så de får bedre mulighed for at betale for dagligvarer. Fødevarechecken skal ikke sænke priserne i butikkerne, men øge købekraften hos udvalgte grupper.

Målgrupper: Der peges især på pensionister med lav formue, modtagere af overførselsindkomster og andre lavindkomstgrupper blandt ledige og børnefamilier. De endelige kriterier er endnu ikke fastlagt.

Udbetaling: Fødevarechecken er planlagt som en kontant engangsudbetaling i 2026. Den bliver skattefri.

Størrelse: Der er endnu ikke truffet politisk beslutning om beløbets størrelse. Rammen for ordningen er sat til 4,5 milliarder kroner i 2026, og beløbet afhænger af, hvor mange der omfattes.

Administration: Det er uafklaret, om udbetalingen skal ske automatisk via Udbetaling Danmark eller på baggrund af indkomstoplysninger fra Skat.

Status: Forhandlingerne er i gang.

Først publiceret: torsdag 22. januar 2026
Artiklen er sidst opdateret torsdag 22. januar 2026 kl. 16:40

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • This field is hidden when viewing the form