Moderaterne: Studerende skal også omfattes af fødevarechecken
Forhandlinger om regeringens fødevarecheck er i gang, men Moderaterne vil inkludere endnu en gruppe.
Senest opdateret: søndag 25. januar 2026
Moderaterne mener, at studerende også skal omfattes af fødevarechecken, som statsminister Mette Frederiksen (S) varslede i sin nytårstale.
Det siger Moderaternes politiske ordfører, Mohammad Rona, til Jyllands-Posten.
Han siger, at man som studerende “kommer langt for 1.000 kroner”.
“Vi synes kun, det er på sin plads at give de studerende et økonomisk boost i forhold til, at fødevarepriserne er steget. Det kan næsten ikke diskuteres, at vi skal have det med. Det bliver rigtig svært, hvis der kun er checks til de grupper, du hørte i nytårstalen,” siger Mohammad Rona til avisen.
Moderaterne står fast
I nytårstalen varslede Mette Frederiksen en fødevarecheck til pensionister, børnefamilier og folk uden for arbejdsmarkedet.
Torsdag sagde finansminister Nicolai Wammen (S), at regeringen fortsat lægger op til, at det er de tre grupper, der skal have en fødevarecheck.
Over for Jyllands-Posten understreger Mohammad Rona, at Moderaterne kommer til at stå fast på kravet om også at give en fødevarecheck til studerende.
Nicolai Wammen kunne tidligere torsdag oplyse, at der fortsat pågår forhandlinger om fødevarecheck og lavere fødevaremoms.
Han forventer, at man i næste uge kan lande en aftale med en række af Folketingets partier.
Ud over regeringen indgår SF, De Radikale, Alternativet, Enhedslisten, Danmarksdemokraterne og De Konservative i forhandlingerne.
De er ude af forhandlingerne
Liberal Alliance og Dansk Folkeparti er ikke længere en del af forhandlingerne.
“De (Liberal Alliance og Dansk Folkeparti, red.) har klart tilkendegivet, at de er kritiske over for det, regeringen har lagt frem. Liberal Alliance kalder det uværdigt, bestikkelse og valgflæsk. Og Morten Messerschmidt har sagt, at han synes, det er meget forkert, at man går ind og giver en check til udvalgte grupper,” lød det fra Nicolai Wammen.
“Og der er vi bare dybt uenige. Hele formålet med checken er at hjælpe de mennesker, som har mindst og derfor bliver hårdest ramt, når vi har så høje fødevarepriser.”
Det er ifølge ham for tidligt at sige, om alle partier, der endnu er med i forhandlingerne, også kommer til at være en del af en endelig aftale.
Hvad mener du?
Skal studerende også have fødevarecheck? Din mening er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side.
Fødevarecheck: Hvad vil det betyde for dig?
Hvis du er pensionist med lav indkomst, kan en ny fødevarecheck give lidt mere luft i hverdagsøkonomien.
• En fødevarecheck på omkring 6.500 kroner om året vil blive udbetalt kontant og skattefrit.
• Det betyder, at du får hele beløbet udbetalt og selv bestemmer, hvad pengene bruges til.
• For mange pensionister kan det dække en del af de ekstra udgifter til mad, som er kommet de seneste år.
• Hvis du er folkepensionist og får ældrecheck, er du blandt dem, som Faglige Seniorer mener, bør få hjælpen.
• Fødevarechecken er tænkt som et supplement og ændrer ikke på din pension eller andre ydelser.
Faglige Seniorer arbejder for, at hjælpen målrettes pensionister og andre, der har mærket de stigende fødevarepriser mest.
Politikerne forhandler lige nu om fødevarechecken og intet er afgjort.
Først publiceret: torsdag 22. januar 2026
Artiklen er sidst opdateret søndag 25. januar 2026 kl. 11:47