Disse danskere kan se frem til check på 5.000 kroner
Når regeringen snart tager checkhæftet frem for at kompensere danskere for stigende fødevarepriser, vil der være forskel på størrelsen på beløbet - alt efter om det er en børnefamilie eller pensionist.
Senest opdateret: mandag 9. marts 2026
Regeringen vil give en skattefri check på 5.000 kroner til børnefamilier, hvor begge forældre hver især tjener mindre end 500.000 kroner om året.
Det skriver Jyllands-Posten, der har læst regeringens oplæg til, hvem der skal have de omtalte fødevarechecks.
Ifølge mediet kan man få det samme beløb, uanset hvor mange børn der indgår i familien. Tjener den ene forælder mere end de 500.000 kroner om året, nedjusteres checken dog til 2500 kroner.
Også de enlige forældre kan få 2500 kroner, hvis deres indkomst ligger under grænsen.
Disse grupper får 2.500 kroner
Flere andre grupper står også til en check.
Det gælder både modtagere af sociale ydelser, arbejdsløse og folkepensionister med en likvid formue på maksimalt 350.000 kroner.
De står hver til at modtage en check på 2500 kroner, mens udeboende SU-modtagere kan få ekstra 1000 kroner i lommen.
Det vil i alt koste 4,5 milliarder kroner at uddele fødevarechecks, hvoraf 50 millioner går til administration, skriver Jyllands-Posten.
Forhandlingerne om fødevarechecks er i gang, efter at de danske fødevarepriser ifølge en delanalyse fra Erhvervsministeriet er blevet sendt i vejret med en stigning på 24 procent siden 2022.
Aftale i næste uge
Regeringen gik torsdag videre med forhandlingerne om lavere fødevaremoms og fødevarechecken.
Her kunne finansminister Nicolai Wammen (S) løfte sløret for, at Dansk Folkeparti og Liberal Alliance er ude af forhandlingerne, mens regeringen, SF, De Radikale, Alternativet, Enhedslisten, Danmarksdemokraterne og De Konservative fortsat er med i forhandlingerne.
Nicolai Wammen sagde torsdag, at han har en “klar forventning” om, at der falder en aftale på plads i den kommende uge.
Moderaterne: Studerende skal også have
De tre regeringspartier – Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne – har ikke tidligere ønsket at uddybe, hvilke grupper der står til at modtage en fødevarecheck.
Få gratis nyhedsbrev om politik
Få nyheder om seniorpolitik direkte i din mailboks, når nyheden sker.
Tilmeld dig Faglige Seniorers nyhedsbrev om seniorpolitik.
Det er gratis.
Fredag lød det fra Socialdemokratiets finansordfører, Benny Engelbrecht, at han ikke ville afvise, at de studerende blev en af grupperne, der får en check.
Moderaternes politiske ordfører, Mohammad Rona, har tidligere sagt til Jyllands-Posten, at partiet kommer til at stå fast på, at netop studerende skal omfattes af fødevarechecken.
I Venstre har man afholdt sig fra at kommentere forhandlingerne.
Hvor stor bør fødevarechecken være?
Hvad mener du?
Hvad mener du om fødevarechecken? Din mening er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side.
Først publiceret: lørdag 24. januar 2026
Artiklen er sidst opdateret mandag 9. marts 2026 kl. 12:59