En mand i jakkesæt og briller taler på et podium med en mikrofon. Bag ham er der et blåt bagtæppe med hvid dansk tekst, hvor der står "Danmark sikre hænder." Arrangementet diskuterer emner som folkepension under ledelse af Troels Lund Poulsen.

Troels Lund er statsministerkandidat - tidligere har han som ung Venstreløve argumenteret for, at folkepensionen skal afskaffes. Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Troels Lund Poulsen gik til valg på afskaffelse af folkepensionen

I 2001 skrev den nuværende statsministerkandidat Troels Lund Poulsen, at folkepensionen burde udfases over 30–40 år. Synspunktet blev fremlagt i en bog og senere gentaget i en kronik kort før hans valg til Folketinget.

Senest opdateret: tirsdag 24. marts 2026

Et politisk udspil fra begyndelsen af 00’erne kaster nyt lys over statsministerkandidat Troels Lund Poulsens syn på velfærdsstaten – og især folkepensionen.

I januar 2001 udgav han sammen med Anders Thomsen fra Det Radikale Venstre bogen ”Tid til forandring”.

Her argumenterer de to unge politikere for et opgør med den universelle folkepension og for en grundlæggende omlægning af velfærdssystemet.

Kort før folketingsvalget 20. november 2001, hvor Troels Lund Poulsen blev valgt til Folketinget for første gang, gentog den unge Venstre-kandidat de markante synspunkter om fremtidens pensionssystem.

”Målet må være at afskaffe folkepensionen over de næste 30 til 40 år, dog således at folk, der er fyldt 50 år i dag, bevarer den nuværende folkepension,” skrev Troels Lund Poulsen blandt andet i kronikken.

Kort efter – ved folketingsvalget 20. november 2001 – blev Troels Lund Poulsen valgt til Folketinget for første gang som kandidat for Venstre.

Vil udfase folkepensionen

I både kronikken og bogen argumenterer Troels Lund Poulsen for, at den universelle folkepension på sigt bør afskaffes.

I stedet foreslår han et system med obligatorisk opsparing, hvor den enkelte i højere grad selv finansierer sin pension gennem arbejdslivet.

“For de fleste vil det derfor være muligt selv at tage de nødvendige forholdsregler i form af opsparing. Da folkepensionen i dag er ganske lille, sparer mange mennesker allerede op til deres pension. Det virker alene af den grund urimeligt, at fremtidens mange velhavende pensionister skal have et offentligt tilskud oven i hatten,” skrev Troels Lund Poulsen.

Ifølge kronikken skal staten skal kun sikre pension til borgere uden mulighed for at spare op.

Afskaffelsen skal ifølge udspillet ske gradvist over flere årtier. Personer tæt på pensionsalderen skal bevare deres rettigheder, mens yngre generationer i stigende grad skal klare sig uden folkepension.

Argumentet er blandt andet, at fremtidens pensionister vil være mere velhavende, og at det derfor er urimeligt at give en universel offentlig ydelse til alle.

Pensionister skal betale egen folkepension

Det centrale i argumentationen i Troels Lund Poulsen synspunkt dengang er:

  • Den universelle folkepension betragtes som et forældet system i et samfund, hvor mange allerede sparer op og bliver mere velhavende som ældre
  • Offentlige midler bør ikke bruges på alle pensionister, men målrettes dem, der reelt har behov
  • I stedet skal alle – via arbejde – opbygge deres egen pension gennem tvungen opsparing (omkring 15 procent af lønnen)
  • Staten skal kun træde til for dem, der ikke kan spare op
  • Folkepensionen skal ikke fjernes fra nuværende ældre, men udfases over 30–40 år
  • Personer over 50 år bevarer den, mens yngre generationer gradvist mister retten til folkepension.

Kilde: Bogen “Tid til forandring” af Troels Lund Poulsen og Anders Thomsen, januar 2001.

Et bredere opgør med velfærdsstaten

Pensionsforslaget var en del af et større politisk projekt.

I bogen lægges der op til et generelt opgør med det, Troels Lund Poulsen og medforfatteren kalder “de hellige køer” i velfærdsstaten. De peger på behovet for prioriteringer og reformer, fordi den eksisterende model ifølge dem er under pres.

De to forfattere argumenterer for, at velfærdssystemet i højere grad skal bygge på individuelle rettigheder og ansvar frem for universelle ordninger.

Del af politisk positionering

Kronikken i Information blev bragt op til Venstres landsmøde i 2001, hvor Troels Lund Poulsen var indstillet af Venstre i Vejle Amt.

Samtidig lykkedes det ham at blive genvalgt til partiets hovedbestyrelse, hvor han allerede havde haft sæde i flere år.

Han havde tidligere været formand for Venstres Ungdom fra 1992 og var dermed en del af en generation af unge Venstre-politikere, der ønskede at præge den økonomiske politik.

Faglige Seniorer: Er det stadig et synspunkt?

“Det er jo ikke et nyt udspil. Det er tanker, Troels Lund Poulsen fremlagde for 25 år siden som ung politiker,” siger landsformand Mette Kindberg, Faglige Seniorer.

“Men når man har skrevet så klart, at folkepensionen bør afskaffes over tid, så er det også rimeligt at spørge, om det stadig er et synspunkt, han deler i dag.”

Faglige Seniorer og folketingsvalget

Faglige Seniorers nyhedsbrev følger folketingsvalget med fokus på ældre- og seniorområdet. Læs artiklerne her

Hun peger på, at udmeldingerne dengang var meget tydelige.

“Der er ikke meget tvivl i formuleringerne. Det er et grundlæggende opgør med folkepensionen, som vi kender den.”

Ifølge Mette Kindberg er det derfor relevant at få afklaret, om holdningen har ændret sig.

“Folkepensionen er helt central for trygheden for hundredtusindvis af ældre. Derfor er det vigtigt at vide, om en så markant ændring fortsat er en del af tankegodset.”

Hun understreger, at spørgsmålet ikke kun er historisk.

Få gratis nyhedsbrev om politik

Få nyheder om seniorpolitik direkte i din mailboks, når nyheden sker.

Tilmeld dig Faglige Seniorers nyhedsbrev om seniorpolitik.

Det er gratis.

“Det handler også om tillid. Seniorer har krav på klarhed om, hvor politikerne står i dag – især når det gælder noget så grundlæggende som folkepensionen,” lyder det fra Mette Kindberg.

Venstre: Vi bakker op bag folkepensionen

Faglige Seniorers nyhedsbrev har søndag rakt ud til Venstres pressetjeneste for at få en kommentar fra Troels Lund Poulsen.

Her lyder det:

” Venstre bakker fuldt ud op om folkepensionen som en universel ydelse til alle danskere både nu og i fremtiden.”

Dokumentation: Det skrev Troels Lund Poulsen

I kronikken i Information 17. september 2001 skrev Troels Lund Poulsen blandt andet:

“Historisk set var det en milepæl i velfærdssamfundets udvikling, da man fik indført den universelle folkepension, men nu er det på tide at tage den op til revision.

Alle skal have mere

Løsningen er at lade den universelle folkepension afløse af en obligatorisk pensionsopsparing, hvor staten indbetaler pensionsbidrag for personer uden eget forsørgelsesgrundlag. Fordelene er mange både for den offentlige økonomi og fremtidens pensionister. Hele formålet med en pension er at sikre pensionister et liv, der ligger i økonomisk forlængelse af det erhvervsaktive liv. Dermed er målet faktisk at sikre alle en højere pension end den nuværende folkepensions relativt lave grundbeløb. Med en obligatorisk pensionsopsparing sikres det, at pensionister ikke skal gå fra hus og hjem, blot fordi de fylder 65 år, og dermed kan opleve et voldsomt fald i indkomst. Det gælder altså om at sikre lighed gennem den enkeltes liv og ikke lighed for alle pensionister, som det nuværende system, i hvert fald i teorien, lægger op til. Indførelsen af et rent opsparingssystem kan naturligvis ikke ske fra den ene dag til den anden, men målet må være at afskaffe folkepensionen over de næste 30 til 40 år, dog således at folk, der er fyldt 50 år i dag, bevarer den nuværende folkepension. For folk, der ikke er fyldt 50 år, nedtrappes folkepensionen med deres alder, således at folk, der i dag er under 30 år, ikke vil modtage folkepension den dag, de fylder 65 år.

15 procent skal opspares

Konkret vil opsparingsmodellen betyde, at folk skal spare ca. 15 procent af deres bruttoløn op til pension. Opsparing skal naturligvis først beskattes, når den udbetales, og det vil da forekomme naturligt at beskatte den som arbejdsindkomst. Dels fordi opsparingen er et resultat af arbejdsindkomst og dels for at sikre den i skattesystemet indlagte omfordeling mellem indkomstgrupperne. Opsparing skal sikres gennem obligatoriske arbejdsmarkedspensioner, som det i dag kendes for store grupper af offentlig ansatte, og opsparing skal gennem lovgivning eller overenskomster inden for en forholdsvis kort årrække nå op på de nævnte 15 procent. Det vil betyde, at de næste år skal pensionsopsparing prioriteres over lønstigninger ved overenskomstforhandlingerne.” 

Hvad mener du?

Hvad siger du til unge Troels Luns Poulsens planer? Din holdning er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side.

Først publiceret: søndag 22. marts 2026
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 24. marts 2026 kl. 17:47

Se, hvad vi ellers skriver om:

  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.
  • Tilmeld nyheder fra Faglig Seniorer og vind en flaske 'Alder Bedste Bitter'

  • This field is hidden when viewing the form