Nu sænker Sverige momsen: Så billigt bliver det
Sverige sænker momsen på mad til seks procent. Det kan give billigere indkøb for danskere – men også færre kunder i danske butikker. Se hvor meget du kan spare her.
Senest opdateret: tirsdag 14. april 2026
Når Sverige onsdag sænker momsen på fødevarer fra 12 til seks procent, bør Danmark følge trop.
Det mener De Samvirkende Købmænd, der frygter, at endnu billigere produkter på supermarkedshylderne i Sverige vil føre til stadig flere danske grænsehandlende, som ifølge brancheorganisationen i sidste ende vil ramme statskassen.
“Når fødevaremomsen bliver nedsat til seks procent i Sverige, og den til sammenligning også er på bare syv procent i Tyskland, så mener vi, at man også bør sænke momsen på fødevarer her i Danmark. Det gør man i resten af Europa, for det giver billigere varer, og vi bør gå samme vej her i Danmark,” siger Claus Bøgelund Nielsen, vicedirektør i De Samvirkende Købmænd, til TV 2 Kosmopol.
Han pointerer, at det de seneste år på mange punkter er blevet dyrt at være dansk forbruger.
“Den lavere svenske moms betyder, at flere vil handle i Sverige. Og når du flytter din handel ud af landet, så mister Danmark de momskroner og de afgifter, der er på de. Så det betyder manglende penge i statskassen, samtidig med, at det også medfører færre arbejdspladser og mindre aktivitet herhjemme,” siger Claus Bøgelund Nielsen.
Vil også sænke afgift på benzin
Slår man op i EU fødevareprisindeks kan man læse, at fødevarepriserne helt generelt er lidt over ti procent billigere i Sverige end i Danmark. Men der er store udsving på forskellige varekategorier.
Mens alkoholiske drikke er markant dyrere i Sverige end i Danmark, er mejeriprodukter cirka 13 procent billigere, brød og kornprodukter er 20 procent billigere, og tobaksvarer er 16 procent billigere.
Fra og med onsdag bliver besparelsen på alle fødevarer 5,35 procent større.
Sveriges regering har desuden planer om at sænke afgifterne på benzin og diesel yderligere fra 1. maj, så de når EU’s mindstesats.
Det vil betyde en yderligere besparelse på en svensk krone per liter benzin.
Mange danskere tager til Sverige
Selvom priser og skilte står på svensk, så går der sjældent længe før man hører danske ord og sætninger, når man går rundt i supermarkedet Ica i underetagen af shoppingcenteret Emporia i udkanten af Malmö.
“Vi har rigtig mange danske kunder. Og vi vinder jo alle på det, for vi får solgt en masse varer, og de danske kunder får mulighed for at handle lidt billigere,” siger assisterende butikschef Jens Esbjørnsson til TV 2 Kosmopol.
Især i weekenden og på danske helligdage er der godt fyldt med danskere i butikken. Her vurderer Ica, at i omegnen af hver tredje kunde er dansk, og de kan ofte kendes på at være dem med de mest fyldte indkøbsvogne.
“Nu når vores fødevarer bliver endnu billigere, så forventer vi da, at der vil komme endnu flere danskere for at handle,” siger Jens Esbjørnsson.
Eneste land uden differentieret moms
I Danmark er der 25 procent moms på alle varer, og det er kraftigt medvirkende til, at fødevarepriserne herhjemme ifølge Danmarks Statistik er de næstdyreste i EU.
Danskere betaler i gennemsnit 19 procent mere for fødevarer end vores EU-naboer.
Som det eneste land i EU har Danmark ikke har forskellige momssatser på forskellige varer, såkaldt differentieret moms.
I mange lande er momsen på fødevarer betragteligt mindre end på andre varer, for at alle bedre har råd til de mest essentielle ting.
I Tyskland er fødevaremomsen på syv procent. I Norge er den 15 procent, mens den i Polen er på bare fem procent.
Og i Sverige bliver den altså sænket fra 12 til seks procent.
Faglige Seniorer: Fjern moms på udvalgte varer
Faglige Seniorer har tidligere foreslået, at momsen sættes ned på frisk frugt og grønt samt mejerivarer.
”Frugt, grønt og mejeriprodukter er helt almindelige dagligvarer. Det er her, en lavere pris gør størst forskel for pensionister,” siger landsformand Mette Kindberg.
Ifølge Faglige Seniorer er det afgørende at holde løsningen enkel og målrettet. Derfor skal momsfritagelsen kun gælde få, tydeligt afgrænsede varegrupper.
”Hvis man spreder momsfritagelsen for bredt, bliver effekten for lille. Men fjerner man momsen på de mest almindelige varer, kan det mærkes i hverdagen,” siger Mette Kindberg
Så meget kan du spare på en uges indkøb
En svensk tilbudsavis viser markante prisforskelle på en række helt almindelige dagligvarer. Omregnet til danske kroner ligger priserne på flere centrale varer væsentligt under det danske niveau.
Forskellene gælder især kød, fisk, mejeriprodukter og basisvarer.
I tilbudsavisen fra Stora Coop i Sverige ligger prisen på laks på omkring 94 kroner pr. kilo. I Danmark ligger tilsvarende laks typisk mellem 130 og 160 kroner pr. kilo.
Smør koster omkring 27 kroner i Sverige mod 35 til 40 kroner i Danmark. Kartofler og løg ligger også lavere, mens kaffe og ost typisk er 15 til 30 kroner billigere.
Også kødvarer skiller sig ud. Flæskekød og kylling ligger i tilbudsavisen på niveauer fra omkring 40 til 75 kroner pr. kilo, mens tilsvarende varer i Danmark ofte ligger mellem 60 og 100 kroner pr. kilo.
Tilbudsavisen viser samtidig, at flere varer sælges i mængdetilbud, som yderligere presser stykpriserne ned.
Samlet set betyder det, at en almindelig indkøbskurv for én person med basisvarer som brød, smør, mælk, ost, kartofler, grønt, kød, fisk, kaffe og lidt dagligvarer kan købes væsentligt billigere i Sverige.
Op til 14.000 kroner på et år
En konkret gennemgang viser:
En uges indkøb af dagligvarer for en pensionist i Sverige kan klares for omkring 450 til 550 kroner.
Den samme kurv koster typisk mellem 650 og 800 kroner i Danmark.
Forskellen ligger dermed på 200 til 300 kroner for én uges indkøb.
Over en måned svarer det til 800 til 1.200 kroner. På et år kan forskellen løbe op i op mod 10.000 til 14.000 kroner.
Svage svensk krone og transport
Udover den lavere moms på madvarer – Sverige 6 procent og Danmark 25 procent – er den svenske krone og svagere end den danske. 100 svenske kroner koster cirka 68 danske kroner.
For at besparelsen skal være reel, skal man modregne broafgift/færge og eventuelt brændstof.
For en pensionist, der køber ind til én person, skal man købe stort ind (måske til en hel måned), før det kan betale sig at køre over sundet alene for maden.
Se priser i svensk tilbudsavis fra COOP her
Hvad skal der ske med momsen?
Hvad mener du?
Skal afgifter og moms også sættes ned i Danmark? Din holdning er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side.

Først publiceret: tirsdag 31. marts 2026
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 14. april 2026 kl. 11:44