Et nærbillede af en brun mus med mørke øjne og lyserød næse, der kigger gennem tremmerne i et metalbur, som en del af forskningen i virussygdom, der er med på myndighedernes liste.

Hantavirus findes i flere varianter og smitter normalt fra gnavere til mennesker via urin, afføring eller støv fra ekskrementer.

Ny alvorlig virussygdom på myndighedernes liste: Nu kan smittede isoleres

Sundhedsstyrelsen har klassificeret Andes-hantavirus som en alment farlig sygdom på linje med blandt andet SARS, Ebola og pest. Det giver myndighederne mulighed for at gribe hurtigt ind ved smitte i Danmark.

Senest opdateret: mandag 1. juni 2026

Sundhedsstyrelsen har fredag besluttet at klassificere Andes-hantavirus som en alment farlig sygdom i Danmark.

Beslutningen kommer efter et alvorligt udbrud på krydstogtskibet MV Hondius, hvor flere personer er døde efter smitte med virusset.

Den nye klassificering træder i kraft 9. maj 2026 og betyder, at myndighederne får adgang til særlige redskaber i epidemiloven, hvis sygdommen opdages i Danmark.

Kan isolere smittede

Når en sygdom betegnes som alment farlig, kan myndighederne blandt andet kræve, at smittede personer bliver undersøgt, isoleret eller indlagt for at hindre smittespredning.

Der kan også indføres særlige regler for at forhindre, at sygdommen bringes ind i landet.

Andes-hantavirus bliver samtidig anmeldelsespligtig. Det betyder, at læger straks skal kontakte Styrelsen for Patientsikkerhed ved mistanke om smitte.

Herefter skal myndighederne opspore personer, som den smittede har været i kontakt med.

Sjælden type hantavirus

Hantavirus findes i flere varianter og smitter normalt fra gnavere til mennesker via urin, afføring eller støv fra ekskrementer.

Andes-hantavirus adskiller sig fra andre typer ved i sjældne tilfælde også at kunne smitte mellem mennesker.

Sygdommen kan begynde som en almindelig virusinfektion med høj feber, hovedpine, muskelsmerter, kvalme og mavesmerter. I alvorlige tilfælde kan den udvikle sig til livstruende sygdom med påvirkning af lunger eller nyrer.

Ingen udbrud i Danmark

Sundhedsstyrelsen understreger, at beslutningen er et beredskabstiltag, og at der ikke er tegn på et udbrud i Danmark.

Styrelsen oplyser, at man følger udviklingen tæt sammen med WHO og EU’s sundhedsmyndigheder.

På listen over alment farlige sygdomme står i forvejen blandt andet Ebola, SARS, MERS, pest og polio.

Fakta: Det betyder “alment farlig sygdom”

En alment farlig sygdom er en sygdom, hvor epidemiloven giver myndighederne mulighed for særlige tiltag for at stoppe smitte.

Det kan blandt andet være:

  • isolation af smittede
  • krav om undersøgelse eller behandling
  • smitteopsporing
  • særlige regler ved indrejse til Danmark

Andes-hantavirus bliver fra 9. maj 2026 omfattet af reglerne.

Alment farlige sygdomme

Dansk sygdomsbetegnelse
Ebolavirus sygdom
Ekstensivt resistent tuberkulose (XDR-TB)
Fugleinfluenza forårsaget af A(H5) og A(H7N9) subtyper
Sygdom forårsaget af Andes hantavirus
Kopper
Krim-Congo hæmoragisk feber
Lassa feber
Marburgvirus sygdom
Middle East respiratorisk syndrom (MERS)
Nipahvirus sygdom
Pandemisk influenza
Pest
Polio
Svær akut respiratorisk syndrom (SARS)

Kilde: Bekendtgørelse om alment farlige sygdomme

Først publiceret: fredag 8. maj 2026
Artiklen er sidst opdateret mandag 1. juni 2026 kl. 08:14

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.
  • Tilmeld nyheder fra Faglig Seniorer og vind en flaske 'Alder Bedste Bitter'

  • Dette felt er skjult, når du får vist formularen