Rejsekort: Pensionister må bruge børnekort i overgangsperiode
Digitale pensionister kan fortsat få rabat i Rejsekort-appen, mens ikke-digitale pensionister med kontant betaling midlertidigt må rejse på børnetakst, fordi det anonyme Basiskort endnu ikke kan håndtere pensionistrabat.
Senest opdateret: mandag 1. juni 2026
(Artiklen er opdateret 19. maj, red)
Pensionister og personer med handicap, der i dag bruger Rejsekort med kontant optankning, må i en overgangsperiode bruge et anonymt Basiskort indstillet til barn for fortsat at kunne rejse til nedsat pris.
Det oplyser kundedirektør Jens Willars fra Rejsekort & Rejseplan i et skriftligt svar til Faglige Seniorers nyhedsbrev om lukningen af det fysiske Rejsekort.
Rejsekort: Sagen kort
Det fysiske Rejsekort lukker i Jylland og på Fyn 28. maj og på Sjælland samt i DSB- og GoCollective-tog 29. juni.
Pensionister, der bruger Rejsekort-appen eller personligt Basiskort med MitID og digitale betalingsløsninger, kan fortsat rejse med pensionistrabat som hidtil.
Det samme gælder pensionister med almindeligt Pensionistkort.
Problemet handler især om ikke-digitale kunder, som i dag bruger fysisk Rejsekort med kontant optankning.
De vil fortsat kunne tanke et anonymt Basiskort op med kontanter.
Men fordi det anonyme Basiskort endnu ikke kan håndtere pensionist- og handicaprabat, bliver den midlertidige løsning, at pensionister og personer med handicap rejser på børnetakst.
Ifølge Rejsekort vil prisen dermed svare til den rabat, de pågældende kunder har været vant til.
Til september ventes den nye fakturaløsning klar. Her bliver det muligt for ikke-digitale kunder at få pensionistrabat og betale deres rejser med månedlig faktura og indbetalingskort.
“Rejsende, der i dag bruger et personligt Rejsekort med nedsat pris (for eksempel pensionister og rejsende med handicap) og optanker med kontanter, kan midlertidigt benytte et anonymt Basiskort indstillet til barn for at rejse til nedsat pris,” skriver Jens Willars
Det fysiske Rejsekort lukker i løbet af maj og juni, mens den nye fakturaløsning til ikke-digitale kunder først ventes klar til efteråret.
Ifølge Rejsekort er der dog fortsat muligheder for kunder uden digitale løsninger.
“Overgangen fra det fysiske Rejsekort til nye løsninger er tilrettelagt, så der fortsat er en mulighed for ikke-digitale kunder i overgangsperioden,” skriver Jens Willars.
Han oplyser samtidig, at kunder, som i dag tanker deres Rejsekort op med kontanter, fra senest 26. maj får samme mulighed med det nye anonyme Basiskort.
“Tilgængeligheden til køb og optankning bliver dermed den samme som i dag,” skriver han.
Der sker ingen ændringer med Pensionistkort på pap, selvom mange pendlerkort fremover skal findes i en app.
Kan ikke opgøre antal berørte
Rejsekort oplyser, at det er vanskeligt at vurdere præcist, hvor mange rejsende der bliver påvirket af, at fakturaløsningen endnu ikke er klar.
“Da fakturaløsningen er et nyt og forbedret tilbud til de rejsende, og der samtidig findes alternativer til ikke-digitale kunder i overgangsperioden, er det vanskeligt at give et præcist antal,” skriver Jens Willars.
Ifølge Rejsekort bruger 400.000 pensionister og personer med handicap allerede Rejsekort-appen og rejser med nedsat pris.
Samtidig har 120.000 bestilt det nye Basiskort.
Liste over salgssteder offentliggjort
Rejsekort har også fået kritik for, at salgsstederne til det anonyme Basiskort ikke fremgik tydeligt på selskabets hjemmeside.
Ifølge Jens Willars skyldtes det i første omgang, at kunder ikke skulle gå forgæves efter et kort, som endnu ikke kunne købes.
“I første omgang valgte vi ikke at offentliggøre listen over salgssteder på hjemmesiden for at undgå, at rejsende gik forgæves efter et anonymt Basiskort, som endnu ikke kan købes,” skriver han.
Listen er siden blevet offentliggjort.
“Da nogle rejsende har behov for hjælp og tid til at planlægge et besøg på et salgssted, har vi efterfølgende valgt at offentliggøre listen, selvom det anonyme Basiskort først lanceres senest 26. maj,” skriver Jens Willars.
Ifølge Rejsekort er beslutningen blandt andet sket efter input fra selskabets forum for digital inklusion, der blandt andet har ældreorganisation og handicaporganisationer som medlemmer.
Ekstra måned på Sjælland
Rejsekort afviser samtidig, at kunderne står uden muligheder i overgangsperioden.
“Sårbare borgere er en vigtig gruppe, og derfor gives der på Sjælland en ekstra måned til at købe det anonyme Basiskort,” skriver Jens Willars.
Han oplyser samtidig, at Rejsekort har prioriteret de funktioner først, “som giver værdi til flest rejsende og er nødvendige for at udbrede Basiskortet nationalt.”
“I overgangsperioden har de berørte rejsende fortsat muligheder, bl.a. anonymt Basiskort med kontant optankning eller hjælp fra pårørende eller værge,” skriver Jens Willars.
Kritik fra Faglige Seniorer: Så må vi rejse gratis
Faglige Seniorer kritiserer, at det fysiske Rejsekort lukkes, før den fulde løsning til ikke-digitale kunder er klar. Organisationen peger på, at fakturaløsningen til kunder uden digitale betalingsmuligheder først ventes klar til efteråret, mens Rejsekortet lukker allerede i maj og juni.
Samtidig kritiserer Faglige Seniorer, at pensionister og personer med handicap i en overgangsperiode henvises til at bruge et anonymt Basiskort indstillet som børnekort for fortsat at kunne rejse til nedsat pris.
“Det er frustrerende for mange af vores medlemmer. Det er nedladende og fuldstændig utilbørlig optræden over for mennesker, der har betalt skat gennem et helt liv – og nu kan se toget køre forbi dem. Det kan og vil vi ikke stå model til,” siger landsformand Mette Kindberg fra Faglige Seniorer.
Ifølge Faglige Seniorer risikerer mange ældre og ikke-digitale danskere at blive hægtet af den kollektive trafik, fordi de ikke har smartphone, MitID eller MobilePay.
Organisationen kræver derfor, at de berørte passagerer kan rejse gratis med bus og tog, indtil den fulde løsning er på plads.
Først publiceret: tirsdag 12. maj 2026
Artiklen er sidst opdateret mandag 1. juni 2026 kl. 08:23