Susanne Fasting har solbriller med kunstig intelligens på. Det er Ray-Ban.

Susanne fra Faglige Seniorer kan tale med sine solbriller.

Susanne taler med sine solbriller: De kan både se, høre og svare

Susanne Fasting er normalt hurtig til at tage ny teknologi i brug. Nu har hun fået et par solbriller med indbygget kunstig intelligens. De ligner helt almindelige Ray-Ban-solbriller, men de kan tage billeder, spille musik, vise vej og fortælle, hvad Susanne står og kigger på.

Senest opdateret: onsdag 15. juli 2026

Jeg burde måske ikke være overrasket.

Min kollega Susanne Fasting har allerede fyldt sit hjem med teknologi. Hun har ringeklokke med kamera, robotstøvsuger og termostater, hun kan tale til. Lyset tænder hun naturligvis med stemmen.

Derfor var det vel kun et spørgsmål om tid, før hun også begyndte at tale med sine solbriller.

De nye solbriller ligner et par almindelige Ray-Ban. Men gemt i stellet sidder kamera, højttalere, mikrofoner og kunstig intelligens fra Meta.

“Jeg synes først og fremmest, at de er flotte. Men det er selvfølgelig også sjovt, at der er så meget teknologi gemt i et par helt almindelige solbriller,” fortæller Susanne.

Musik direkte fra brillestellet

Brillerne fungerer på flere måder som trådløse høretelefoner. Susanne kan høre musik og podcasts eller tale i telefon, uden at hun skal have noget siddende inde i ørerne.

“Jeg kan bede brillerne om at spille et bestemt nummer, når jeg lige har lyst til det. Jeg kan også tage telefonen og føre en samtale gennem brillerne,” siger hun.

Lyden kommer fra små højttalere i brillestellet. Fordelen er, at ørerne ikke bliver lukket af for lyde udefra.

“Jeg kan høre musik og samtidig følge med i, hvad der foregår omkring mig. Det er rart, når jeg går en tur eller bevæger mig rundt i byen.”

Det gør dog også, at hun kan ligne en, der går og taler med sig selv. Men det er der efterhånden så mange andre med trådløse høretelefoner, der gør, at de færreste lægger mærke til det.

Brillerne kan se det, Susanne ser

Kameraet sidder i brillestellet og filmer næsten fra samme synsvinkel som Susanne selv. Hun kan tage et billede eller starte en video ved at trykke på brillen eller bruge stemmen.

“Det er nok den funktion, jeg allerede har fået mest glæde af. Jeg er blevet bedre til at huske at tage billeder, når jeg er sammen med mine børnebørn,” fortæller hun.

Hun behøver ikke først at finde telefonen frem, åbne kameraet og få alle til at vente. Hun kan bare bede brillerne om at tage et billede.

“Det bliver mere spontant. Jeg får taget billeder i situationer, hvor jeg ellers ikke ville have nået det.”

Når Susanne tager billeder, lyser en lille lampe på brillerne, så man kan se, at de filmer.

Brillernes kunstige intelligens kan også bruge kameraet til at undersøge det, Susanne kigger på. Hun kan stille spørgsmål om sine omgivelser og få et svar gennem højttalerne.

“Brillerne kan se det, jeg ser. Det er noget af det, der gør dem anderledes end en almindelig digital assistent,” siger hun.

Kan hjælpe med at finde vej

Susanne kan spørge brillerne om, hvad klokken er, få læst beskeder op og bede om hjælp til at finde vej.

Det kan være praktisk, når man står et fremmed sted og helst vil undgå at gå rundt med næsen begravet i telefonens kort.

“Jeg kan spørge om vej og få svaret direkte i brillerne. Jeg behøver ikke hele tiden at tage telefonen op af tasken,” fortæller hun.

Brillerne kan også bruges til at ringe til en kontaktperson. Det kræver blot, at Susanne fortæller dem, hvem de skal ringe til.

Kan oversætte en samtale

En anden funktion er oversættelse. Brillerne kan blandt andet hjælpe med at oversætte tekst, som kameraet ser.

De kan også bruges til løbende oversættelse, når man taler med en person, der taler et andet sprog. Susanne har testet funktionen fra tysk til engelsk.

“Det virkede faktisk, men der er stadig et begrænset antal sprog. Dansk er foreløbig ikke med, så det er ikke en funktion, jeg får så meget glæde af endnu,” siger hun.

Hun kan dog sagtens forestille sig, at oversættelsen bliver nyttig på ferier, når flere sprog bliver tilføjet.

Findes både med solglas og styrke

Susanne har valgt modellen som solbriller, men de intelligente Ray-Ban-briller findes også med almindelige klare glas. Det er desuden muligt at få glas med styrke.

Dermed behøver brillerne ikke kun at være en teknologisk gadget, som man tager frem en gang imellem. De kan bruges som almindelige hverdagsbriller.

“Jeg manglede et par nye solbriller. At de så samtidig kan spille musik, tage billeder og svare på spørgsmål, gør dem selvfølgelig lidt sjovere,” siger Susanne.

Har du virkelig brug for dem?

Efter at have hørt om alle funktionerne melder det oplagte spørgsmål sig: Har man egentlig brug for kunstig intelligens i sine solbriller?

Det korte svar er nok nej.

Vi har heller ikke strengt taget brug for robotstøvsugere, ringeklokker med kamera eller lamper, der tænder, når vi taler til dem. Men det kan være praktisk, sjovt og gøre enkelte ting i hverdagen lidt lettere.

For Susanne handler det også om at prøve den nye teknologi i praksis.

“Jeg arbejder med digital journalistik og kunstig intelligens, så jeg er nysgerrig efter at finde ud af, hvad teknologien faktisk kan. Det er noget andet at bruge den selv end bare at læse om den,” siger hun.

Og hun er glad for brillerne.

Så glad, at jeg allerede nu er begyndt at overveje, hvad hendes næste indkøb mon bliver.

Et køleskab, hun kan kigge ind i, når hun ikke er hjemme, er nok ikke helt usandsynligt.

Se video optaget med solbrillerne

I videoen svarer Susanne på, hvordan brillerne fungerer. Videoen er optaget med brillerne og optagelsen er sat i gang med stemmen. Men den kan også startes med et lille klik på brillen. Når brillerne optager, lyser en lille lampe på brillen.

Fakta: Hvad er smartbriller?

Smartbriller ligner almindelige briller eller solbriller, men har indbygget kamera, mikrofoner, højttalere og kunstig intelligens.

Det kan de bruges til: Du kan tage billeder og optage video med stemmen, høre musik og podcasts, tale i telefon, få hjælp til at finde vej og stille spørgsmål om det, du ser. Lyden kommer fra små højttalere i brillestellet, så du stadig kan høre omgivelserne.

Kunstig intelligens: Ray-Ban Meta-brillerne bruger Metas kunstige intelligens. Kameraet gør det muligt for AI-assistenten at se det samme som brugeren og eksempelvis genkende en seværdighed eller oversætte et skilt.

Oversættelse: Brillerne kan oversætte tekst og føre samtaler med løbende oversættelse mellem udvalgte sprog. Dansk er endnu ikke blandt de understøttede sprog.

Flere typer glas: Brillerne findes som solbriller, med klare glas og med glas med styrke. De skal forbindes til en smartphone og Meta AI-appen.

Hvad koster de? Ray-Ban Meta-briller koster typisk fra omkring 2.500 kroner for den første generation. Den nyere generation koster normalt mellem cirka 3.400 og 4.200 kroner hos danske optikere, afhængigt af model og glastype. Polariserende glas, glas, der skifter farve efter lyset, og glas med styrke kan gøre brillerne dyrere. Priserne kan variere mellem butikkerne.

Google-briller er på vej: Google har annonceret nye smartbriller med AI-assistenten Gemini. De første modeller bliver lydbriller uden skærm og udvikles sammen med blandt andre Samsung, Warby Parker og Gentle Monster. Senere kommer modeller med en lille skærm i glasset. De første lydbriller ventes lanceret i efteråret 2026, men Google har endnu ikke oplyst priser eller fortalt, hvornår brillerne kommer til Danmark.

Husk privatlivet: Kameraet gør det nemt at tage spontane billeder, men husk at tage hensyn til andre. På Ray-Ban Meta-briller lyser en lampe, når kameraet optager.

 

Først publiceret: tirsdag 30. juni 2026
Artiklen er sidst opdateret onsdag 15. juli 2026 kl. 15:00

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.
  • Tilmeld nyheder fra Faglig Seniorer og vind en flaske 'Alder Bedste Bitter'

  • This field is hidden when viewing the form