En smilende mand i en grøn jakke sidder i en kørestol i en lys gang med store vinduer, potteplanter og et skinnende gulv og er et levende eksempel på folkepensionens modstandsdygtighed, mens han tackler livets udfordringer.

Mennesker med alvorlig sygdom kan i dag risikere at dø, før de når folkepensionsalderen. Det rejser spørgsmålet, om folkepensionen i særlige tilfælde skal kunne udbetales tidligere. Personen på billedet er ikke Danni.

Syge Danni frygter, at han dør tidligt: Hvad så med folkepensionen?

Danni Steger risikerer at dø, før han når pensionsalderen. Nu vil han have politikerne til at svare på, om alvorligt syge bør kunne få folkepension tidligere.

Senest opdateret: torsdag 9. juli 2026

I Danmark blev der født 73.928 børn i 1959. De fylder 67 år i år og kan begynde på folkepension, men flere tusinde får ikke den mulighed.

De er nemlig døde inden pensionsalderen. Nogle af dem har vidst, at de næppe ville blive 67 år, fordi de kæmpede med en sygdom.

Sådan er det også for Danni Steger, der er født i 1986. Han lever med den kroniske sygdom neurofibromatose type 1 (NF1). Han fortæller, at den forkorter den gennemsnitlige levetid med 8-15 år.

Derfor har han nu sendt et brev til Folketinget. Han spørger politikerne, hvad de tænker om hans folkepension, når han kan være død, før han når pensionsalderen?

Se brevet fra Danni Steger til Folketinget nederst i artiklen.

Det kan ramme mange

Andre sygdomme kan også være forbundet med en kortere forventet levetid. Det gælder blandt andet cystisk fibrose, hjertesvigt, KOL og ALS.

Artiklen fortsætter efter boksen

4 alvorlige sygdomme

Cystisk fibrose
En arvelig sygdom, hvor sejt slim især skader lungerne og fordøjelsen. Gentagne infektioner kan gradvist ødelægge lungefunktionen. Sygdommen er alvorlig og kan forkorte livet betydeligt, men nye behandlinger har forbedret både helbred og levetid markant.

Mange lever i dag langt ind i voksenlivet.

Hjertesvigt
Betyder, at hjertet ikke pumper blodet effektivt nok rundt i kroppen. Det kan give åndenød, væske i kroppen og udtalt træthed. Hjertesvigt er en alvorlig og potentielt livstruende sygdom, men graden varierer meget.

Moderne behandling kan lindre symptomerne, bremse sygdommen og forlænge livet, og mange lever med den i en årrække.

KOL
En kronisk lungesygdom, hvor luftvejene bliver forsnævrede, så det bliver sværere at trække vejret. KOL kan ikke helbredes, men sygdommens udvikling kan bremses, blandt andet med rygestop, motion og medicin.

Svær KOL kan være livstruende og forkorte livet, mens mennesker med mild eller velbehandlet KOL kan leve længe med sygdommen.

ALS
En uhelbredelig sygdom i nervesystemet, som gradvist svækker musklerne og til sidst også kan ramme evnen til at synke og trække vejret. ALS er meget alvorlig og stærkt livsforkortende.

Den gennemsnitlige levetid er omkring tre år efter, at sygdommen er konstateret, men forløbet varierer betydeligt.

Hvor alvorligt sygdommene udvikler sig, og hvor meget de forkorter livet, varierer fra person til person og afhænger blandt andet af sygdommens type, sværhedsgrad, alder og behandling.

Kilder: Patienthåndbogen og Lægehåndbogen på sundhed.dk, Hjerteforeningen og Lungeforeningen.

Som 40-årig i år har Danni Steger beregnet sin forventede folkepensionsalder til 73. Hvis der bliver kortet 8-15 år af hans levetid i forhold til gennemsnittet, så ligger hans statistiske levetid et sted mellem 65 og 72 år.

”Beregningen er simpel, men barsk. Selv om jeg lever op til den statistisk højeste levealder for min diagnose, vil jeg være død, før jeg når min pensionsalder,” skriver Danni Steger til politikerne.

Det foreslår han

Borgere med livsforkortende sygdomme betaler ligesom alle andre almindelig skat, som blandt andet finansierer folkepensionen. Det synes Danni Steger er uretfærdigt.

Han foreslår, at de skal fritages for at indbetale til folkepension. Eller også skal de have mulighed for at trække sig tidligere tilbage på pension.

”Jeg håber, at I vil tage denne problemstilling op til politisk overvejelse. Systemet bør afspejle den virkelighed, som syge borgere lever i,” argumenterer Danni Steger.

Nogle pensionsopsparinger kan udbetales

Alvorligt syge kan i nogle pensionsselskaber få udbetalt dele af deres pensionsopsparing før tiden uden at skulle betale strafafgift. Det kræver en lægeerklæring.

Skattestyrelsen har fastsat regler for det. Ordningen gælder blandt andet aldersforsikring og alderspension og supplerende engangssum fra en pensionskasseordning.

Ordningen gælder ved sygdomme som kræft og blodprop i hjertet, hvis betingelserne i pensionsordningen er opfyldt.

Læs også: Udbetaling ved livstruende sygdom

Så mange dør før tiden

Danmarks Statistik har ikke tal for, hvor mange i en årgang der dør, inden de når folkepensionsalderen. Men et beregnet overslag viser, at blandt for eksempel alene 66-årige dør omkring 600-700 i løbet af et år.

CPR-registret har heller ikke tallene.

Få gratis nyhedsbrev om sundhed og sygdom

Få masser af artikler, nyheder og guides om sundhed, motion og sygdom i din mailboks hver onsdag. Helt gratis.

Tilmeld dig Faglige Seniorers nyhedsbrev – samtidig deltager du i konkurrencen om gavekort til brunch for to personer.

Den 1. januar i år fandtes der 67.056 danskere på 66 år. Det er knap 7.000 færre end de 73.928, som blev født i 1959.

Men forskellen fortæller ikke direkte om antal døde. I perioden er der både udvandret og indvandret borgere i den årgang.

Hvad mener du?

Bør alvorligt syge som Danni slippe for at betale ind til folkepensionen, få den tidligere udbetalt – eller skal reglerne være ens for alle, også selv om de risikerer at dø af sygdommen inden pensionslalderen?

Din holdning er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side.

Brevet fra Danni Steger til Folketinget

Skærmbillede af en e-mail på dansk fra den syge Danni Steger til et parlamentsudvalg, hvor han fremhæver, hvordan lovgivningen om invalidepension påvirker personer med NF1, som risikerer at dø tidligt, og opfordrer til lovændringer, der sikrer en mere retfærdig adgang til ydelsen, inden de når folkepensionsalderen.

Først publiceret: tirsdag 7. juli 2026
Artiklen er sidst opdateret torsdag 9. juli 2026 kl. 09:22

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.
  • Tilmeld nyheder fra Faglig Seniorer og vind en flaske 'Alder Bedste Bitter'

  • This field is hidden when viewing the form