En kvinde sidder ved et skrivebord og arbejder på en computer, hvor der vises et regneark på skærmen, mens en ældre kvinde smiler til hende på den anden side af bordet. Der står blomster, en potteplante og en sparegris på bordet, mens de taler om bankgebyrer og kontooplysninger.

Mange banker hæver løbende deres gebyrer. Hold derfor øje med med omkostningerne i præcis din bank.

Hold øje: Banker hæver gebyrerne og gør det dyrere at være kunde

Hvis du føler, at gebyrerne i din bank er blevet for høje, er det måske værd at overveje at skifte bank. Det er lettere end mange tror – se guide.

Senest opdateret: tirsdag 14. juli 2026

I kølvandet på den storstilede fusion mellem Arbejdernes Landsbank, Vestjysk Bank og Sydbank til AL Sydbank, har banken nu meddelt sine mange kunder, at en række gebyrer kommer til at stige.

Brevet til kunderne er syv sider langt, og det kræver en del tålmodighed og økonomisk indsigt overhovedet at komme igennem det.

Men budskabet er klart: En række ydelser stiger, for eksempel prisen for sms-beskeder fra banken, gebyrer på betalingskort, overførsel af penge til udlandet og handel med diverse værdipapirer.

Flere andre banker har det sidste års tid været igennem samme manøvre: At hæve priserne.

Find ud af, hvad du betaler i din bank 

I følge Forbrugerrådet Tænk er det derfor værd – ja, at tænke sig om. Se dig omkring og undersøg sagen.

Alle banker har såkaldte prisbøger, som er oversigter over nogle af bankernes priser, men andre af bankernes priser er svære at finde og nogle gebyrer hedder vidt forskellige ting i forskellige banker.

Det kan gøre det svært at finde ud af, hvad banken præcis koster. 

Din bank skal dog sende dig en årsopgørelse hvert år i januar. På årsopgørelsen kan du se, hvor meget du har betalt i renter og gebyrer for din banks services i årets løb. 

Men du skal være opmærksom på, at mange banker er finansielle supermarkeder, så ud over at du betaler til banken, har du måske også betalt til realkreditinstituttet, forsikringsselskabet, for investeringsrådgivning og til andre virksomheder, som din bank arbejder sammen med. 

Disse omkostninger vil ikke stå i det samme dokument, så vil du have det samlede overblik over, hvad du betaler for din bank, er det for de fleste nødvendigt at bede om bankens hjælp til at få komplet en oversigt over alle omkostninger.  

Seniorer kan have særlige krav og ønsker

Selv om seniorer langt fra er nogen homogen gruppe har undersøgelser vist, at mange seniorer har særlige ønsker til deres bank. Det kan for eksempel være:

  • En bankrådgiver, der er til at få fat i
  • Fysiske filialer
  • Nem adgang til kontanter
  • Papirudskrifter frem for digitale beskeder
  • God beskyttelse mod svindel

Udover renter og gebyrer er der altså også en række andre forhold, der er relevante at undersøge, inden du eventuelt overvejer det skridt, som for mange virker uoverskueligt: At skifte bank.

Guide til at skifte bank

Mange vil sikkert opgive tanken om at vælge det mest oplagte, nemlig at skifte til den bank, der bedst passer til ens behov og ønsker. Men det er faktisk ikke så svært i dag.

Her er en overskuelig fremgangsmåde:

Find en ny bank

Indhent tilbud fra 2-4 banker. Bed dem om et samlet tilbud med:

  • Renter på lønkonto og eventuelle lån
  • Gebyrer
  • Vilkår for betalingskort
  • Krav om at samle pension, investeringer eller forsikringer

Få et konkret tilbud

Den nye bank vil normalt bede om:

  • De seneste lønsedler
  • Årsopgørelse
  • Budget
  • Oplysninger om lån og opsparing
  • Eventuelt oplysninger om bolig og pension

Underskriv en bankskiftaftale

Når du accepterer tilbuddet, giver du den nye bank fuldmagt til at kontakte din gamle bank. Den nye bank ordner det meste. Banken flytter blandt andet:

  • Diverse konti
  • Betalingsservice-aftaler
  • Faste overførsler
  • Dankort/Visa-kort
  • Eventuelle betalingsaftaler

Du behøver derfor normalt ikke selv kontakte alle virksomheder, du betaler til.

  • Flyt eventuelle lån
    Har du boliglån eller billån, vurderer den nye bank, om de vil overtage dem. Det er ikke altid automatisk, og der kan være omkostninger ved at omlægge lån.
  • Luk den gamle konto
    Når alle betalinger fungerer i den nye bank, kan den gamle konto lukkes.

Hvis det især er gebyrerne, der generer dig

Bed den nye bank om en beregning af:

  • Hvad du betaler i dag.
  • Hvad du vil betale hos dem.
  • Hvilke omkostninger der er ved at skifte.
  • På den måde kan du se, om besparelsen er reel.

Husk også at undersøge

Nogle banker markedsfører sig med lave gebyrer, men stiller til gengæld krav om:

  • at din NemKonto flyttes,
  • at din løn/pension går ind hos dem, at du samler investeringer eller pension,
  • at du har en vis opsparing.

Læs de samlede vilkår – ikke kun prislisten

Hvis du har realkreditlån, kan det også være værd at undersøge, om det giver mening at lade realkreditlånet blive, hvor det er, eller om en samlet flytning giver de bedste vilkår.

Hvis du er folkepensionist eller tæt på pension, kan det desuden betale sig at spørge ind til bankens erfaring med seniorers økonomi. Nogle banker er mere villige end andre til at yde lån eller kredit til pensionister, selv om økonomien er sund.

En god tommelfingerregel er at indhente mindst tre tilbud, før du beslutter dig. Det giver både et realistisk billede af markedet og et bedre grundlag for at forhandle – også med din nuværende bank.

Den hurtige genvej – brug eBankskifte

eBankskifte er en ny service, der skal gøre det nemmere at skifte bank digitalt og indhente tilbud. 

eBankskifte fungerer ved, at den bank, du gerne vil have et tilbud fra – med din tilladelse – digitalt indhenter de nødvendige oplysninger fra din nuværende bank. Det er oplysninger om blandt andet konti, betalingsservice, depot, pension og forsikringer.

Hvis du vil bruge eBankskifte, skal du gøre følgende:

  • Du afgiver samtykke til din potentielt nye bank – for eksempel med MitID.
  • Den potentielt nye bank henter automatisk oplysninger om dine konti, betalingsaftaler, PBS-aftaler med mere fra din nuværende bank. 
  • Den potentielt nye bank, har nu fuld indsigt I dit nuværende bankengagement og kan give dig et tilbud på den baggrund.
  • Hvis du vælger at flytte bank, har den nye bank allerede de nødvendige oplysninger til at flytte dit bankengagement. 
  • Aftaler og betalinger flyttes automatisk – det gælder fx lønkonto, faste betalinger og faste overførsler.
  • Du godkender den nye opsætning, og banken sørger for at lukke dine gamle konti, hvis du ønsker det.

Kilde: Forbrugerrådet Tænk.

Først publiceret: tirsdag 14. juli 2026
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 14. juli 2026 kl. 12:30

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.
  • Tilmeld nyheder fra Faglig Seniorer og vind en flaske 'Alder Bedste Bitter'

  • This field is hidden when viewing the form