
Går du glip af penge? Tjek dine tilskud som pensionist
Du kan have ret til checks, tilskud og fradrag til blandt andet varme, bolig, medicin, rengøring og energiforbedringer. Nogle penge kommer automatisk – andre får du kun, hvis du selv søger. Se det her.
Senest opdateret: torsdag 23. juli 2026
Der kan være tusindvis af kroner at hente i checks, tilskud og skattefradrag som pensionist.
Nogle penge bliver automatisk sat ind på kontoen eller regnet med på forskudsopgørelsen. Andre får du kun, hvis du selv søger.
Og reglerne er ikke ens. Nogle ordninger er forbeholdt folkepensionister med en beskeden indkomst og formue. Andre kan bruges af alle pensionister – uanset økonomi.
Her får du overblikket.
Ældrecheck: Op til 26.900 kroner
Ældrechecken er et skattepligtigt engangsbeløb, der normalt bliver udbetalt sammen med folkepensionen den sidste hverdag i januar.
Du kan få op til 26.900 kroner før skat i 2026. Beløbet afhænger af din personlige tillægsprocent.
For at få ældrecheck skal du være folkepensionist senest 1. januar. Din personlige tillægsprocent skal være over nul, og din og din eventuelle ægtefælles eller samlevers samlede likvide formue skal være under 108.000 kroner.
Pengene bliver normalt udbetalt automatisk. Men hvis Udbetaling Danmark ikke har oplysninger om din formue, skal du selv oplyse den.
Hvis både du og din ægtefælle eller samlever opfylder betingelserne, kan I begge få ældrecheck.
Ældrechecken for i år er udbetalt. Beløbets størrelse i 2027 kendes endnu ikke.
Læs reglerne for ældrecheck i Seniorhåndbogen
Mediecheck: 1.552 kroner
Mediechecken er et skattepligtigt tillæg på 1.552 kroner før skat i 2026.
Du kan få checken, hvis du var bevilget folkepension senest 1. januar og har en personlig tillægsprocent på 100.
Pengene bliver udbetalt automatisk sammen med pensionen sidst i januar. Mediechecken påvirker ikke din boligstøtte.
Læs mere om mediechecken i Seniorhåndbogen
Fødevarecheck: 2.500 kroner
Fødevarechecken er ikke en fast årlig ordning, men et skattefrit engangsbeløb i 2026.
Folkepensionister fik 2.500 kroner i maj, hvis de modtog folkepension i november 2025 og havde en personlig likvid formue på højst 350.000 kroner ved udgangen af året.
Pengene blev udbetalt automatisk.
Hvis du mener, at du opfylder betingelserne, men ikke har fået pengene, kan du søge frem til 30. september 2026.
Tjek reglerne for fødevarechecken på Borger.dk.
Grøn check: Op til 1.155 kroner
Den grønne check bliver ikke udbetalt som et samlet beløb. Den bliver automatisk regnet med på forskudsopgørelsen og sænker dermed din skat.
Som folkepensionist kan du få 875 kroner i 2026. Har du en indkomst på under 291.100 kroner, kan du desuden få et tillæg på 280 kroner.
Det giver samlet op til 1.155 kroner. Beløbet bliver sat ned ved højere indkomster.
Du skal som udgangspunkt ikke selv gøre noget.
Læs om grøn check hos Skattestyrelsen.
Varmetillæg
Du kan søge om hjælp til udgifter til blandt andet el, gas, olie og fjernvarme. Både lejere og boligejere kan få varmetillæg.
Størrelsen afhænger blandt andet af dine varmeudgifter og din personlige tillægsprocent. Din formue har ikke betydning.
Tilskuddet gælder kun selve varmen. Du kan ikke få dækket eksempelvis reparation af fyr, serviceaftale eller skorstensfejer.
Varmetillæg bliver ikke udbetalt med tilbagevirkende kraft. Derfor kan det koste penge at vente med at søge.
Læs mere om varmetillæg i Seniorhåndbogen
Få tilskud til medicin, tandlæge og briller
Helbredstillæg kan dække op til 85 procent af din egen udgift til blandt andet:
- receptpligtig medicin
- tandlæge
- fysioterapi
- fodterapi
- høreapparat
- briller
- tandproteser
Tilskuddet afhænger af din personlige tillægsprocent. Din og din eventuelle ægtefælles eller samlevers samlede likvide formue skal være under 108.000 kroner i 2026.
Ved briller, tandproteser og fodbehandling skal du søge kommunen, inden du bestiller eller begynder behandlingen.
Læs om mere om helbredstillæg i Seniorhåndbogen
Individuelt medicintilskud
Får du medicin, som der ikke automatisk gives tilskud til, kan din læge søge Lægemiddelstyrelsen om et individuelt tilskud.
Det er lægen, der skal søge. Din indkomst og formue har ingen betydning.
Læs om individuelt medicintilskud hos Lægemiddelstyrelsen.
Omsorgstandpleje
Svækkede ældre, der ikke kan bruge en almindelig tandlæge, kan få tandpleje gennem kommunen. Det gælder blandt andre mange plejehjemsbeboere og svækkede personer i eget hjem.
Du skal visiteres af kommunen. Den højeste egenbetaling er 635 kroner i 2026.
Læs om omsorgstandpleje hos Sundhedsstyrelsen.
Personligt tillæg
Er du særligt vanskeligt stillet økonomisk, kan du søge kommunen om et personligt tillæg.
Kommunen ser på din samlede økonomi og vurderer, om du selv har mulighed for at betale udgiften.
Der er ikke en fast liste over, hvad du kan få hjælp til. Det kan eksempelvis være nødvendige udgifter til tandbehandling, briller, flytning eller andre udgifter, som ikke dækkes af andre ordninger.
Du bør søge, inden du bestiller eller betaler.
Læs om mere om personligt tillæg i Seniorhåndbogen
Boligstøtte – også til ejer- og andelsbolig
Bor du til leje, kan du søge boligstøtte. Beløbet afhænger blandt andet af husstandens indkomst og formue, huslejen, boligens størrelse og antallet af personer i hjemmet.
Folkepensionister kan også søge boligstøtte, hvis de bor i ejer- eller andelsbolig. Her bliver pengene dog udbetalt som et lån, der skal betales tilbage med renter.
Hvis der bor en pensionist i en lejebolig sammen med andre, kan det være en fordel, at pensionisten søger. Pensionister kan normalt få mere i boligstøtte end ikke-pensionister.
Læs mere om boligstøtte i Seniorhåndbogen
Fradrag for rengøring og havearbejde
Servicefradraget er ikke særligt for pensionister. Men det kan være værdifuldt, hvis du betaler andre for arbejde, du ikke længere selv kan eller ønsker at udføre.
I 2026 kan du få fradrag for op til 18.300 kroner per person til arbejdsløn for blandt andet:
- rengøring og vinduespudsning
- græsslåning og hækklipning
- snerydning
- rensning af tagrender
- reparation af hårde hvidevarer
- installation af tyverialarm
Et ægtepar kan tilsammen få fradrag for op til 36.600 kroner.
Det betyder ikke, at I får beløbet udbetalt. Skatteværdien er cirka 26 procent. Det maksimale fradrag kan derfor give en skattebesparelse på omkring 4.760 kroner per person.
Regningen skal betales digitalt. Betaler du kontant, får du ikke fradraget.
Se reglerne for servicefradrag hos Skattestyrelsen.
Håndværkerfradrag til grønne forbedringer
I 2026 kan du få håndværkerfradrag for op til 9.000 kroner per person.
Fradraget gælder arbejdsløn til udvalgte grønne forbedringer og klimasikring af boligen. Materialer tæller ikke med.
Skatteværdien er cirka 26 procent. Det maksimale fradrag kan dermed give en skattebesparelse på omkring 2.340 kroner per person.
Se, hvad du kan få håndværkerfradrag til.
Op til 27.000 kroner til en varmepumpe
Boligejere kan søge om 27.000 kroner i tilskud til en luft-til-vand-varmepumpe eller jordvarme.
Det kræver blandt andet, at boligen er opvarmet med olie, gas, elvarme eller biokedel, og at den ikke ligger i et område med fjernvarme eller planlagt fjernvarme.
Du må ikke bestille eller gå i gang med arbejdet, før du har fået tilsagn om tilskuddet.
Varmepumpepuljen åbner i ansøgningsrunder. Derfor skal du tjekke, om puljen er åben, inden du planlægger projektet.
Tjek Varmepumpepuljen hos SparEnergi.
Tilskud til vinduer og isolering
Gennem Energirenoveringspuljen kan boligejere søge tilskud til blandt andet:
- isolering af tag, loft og ydervægge
- udskiftning af visse vinduer
- ventilation med varmegenvinding
- vandbårne radiatorer og gulvvarme
Boligen skal som hovedregel have energimærke D, E, F eller G.
Du skal søge og have tilsagn, inden arbejdet begynder. Du kan ikke både få tilskud og håndværkerfradrag til den samme udgift.
Se mulighederne i Energirenoveringspuljen.
Lavere skat på ejerboligen
Har du eller din ægtefælle nået folkepensionsalderen, kan du få et årligt nedslag i ejendomsværdiskatten.
Nedslaget kan være op til 6.000 kroner for en helårsbolig og op til 2.000 kroner for et sommerhus. Det bliver sat ned, hvis indkomsten overstiger bestemte grænser.
Nedslaget bliver normalt beregnet automatisk. Det er alligevel en god idé at kontrollere, at det fremgår af forskuds- og årsopgørelsen.
Læs om pensionistnedslaget på Vurderingsportalen.
Lån til betaling af grundskyld
Pensionister og efterlønsmodtagere med ejerbolig kan søge om lån til betaling af grundskylden.
Det betyder, at du ikke skal betale hele skatten løbende. Til gengæld skal lånet som hovedregel betales tilbage, når boligen bliver solgt.
Det er et lån og ikke et tilskud. Der løber renter på gælden, og du skal stille sikkerhed i boligen.
Læs om pensionistlån på Vurderingsportalen.
Få betalt kørsel til lægen
Pensionister kan i flere tilfælde få betalt transport til egen læge eller speciallæge.
Som udgangspunkt skal turen koste mere end 50 kroner tur-retur i 2026. Du kan få dækket udgiften til det billigste transportmiddel, du er i stand til at bruge.
Der gælder andre regler for transport til sygehus. Her skal du kontakte regionen eller sygehuset.
Se reglerne for transport til lægehjælp.
Gratis hjælpemidler og ændringer i boligen
Har du en varig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, kan du søge kommunen om hjælpemidler.
Det kan eksempelvis være:
- rollator eller kørestol
- badebænk og forhøjet toiletsæde
- særlig seng
- kompressionsstrømper
- stomi- og diabeteshjælpemidler
- paryk eller protese
Kommunen kan også give hjælp til nødvendige ændringer af boligen. Det kan være fjernelse af dørtrin, en rampe eller ændringer af badeværelset.
Du skal normalt søge og have kommunens afgørelse, før du køber hjælpemidlet eller går i gang med at ændre boligen.
Læs om hjælpemidler og boligændringer på Borger.dk.
Efterlevelseshjælp
Hvis din ægtefælle eller samlever dør, kan du søge om op til 17.431 kroner før skat. Beløbet afhænger af din indkomst og formue.
Du skal søge senest seks måneder efter dødsfaldet.
Læs mere om efterlevelseshjælp på Borger.dk.
Begravelseshjælp
Efterladte kan søge om op til 13.550 kroner til en begravelse eller bisættelse. Beløbet afhænger blandt andet af afdødes formue.
Du kan selv søge, eller bedemanden kan gøre det med en fuldmagt.
Læs mere om begravelseshjælp i Seniorhåndbogen
Søg, før du betaler
Den vigtigste forskel mellem ordningerne er, om pengene kommer automatisk, eller om du selv skal søge.
Ældrecheck, mediecheck og grøn check bliver normalt beregnet automatisk.
Varmetillæg, helbredstillæg, personligt tillæg, boligstøtte og de fleste bolig- og energiordninger kræver, at du selv tager initiativ.
Flere af tilskuddene kan ikke gives med tilbagevirkende kraft. Og ved blandt andet briller, tandproteser, boligændringer og energiforbedringer skal du søge, inden du bestiller eller går i gang.
Husker du at søge tilskud og hjælp?
Først publiceret: torsdag 23. juli 2026
Artiklen er sidst opdateret torsdag 23. juli 2026 kl. 14:29


