Rekord: Næsten 100.000 pensionister arbejder videre
Flere folkepensionister vælger at beholde jobbet eller arbejde nogle timer om ugen. På blot tre år er antallet steget med 45 procent – og bedre økonomiske vilkår er en vigtig forklaring.
Senest opdateret: fredag 4. september 2026
Aldrig før har så mange danskere arbejdet, samtidig med at de får folkepension.
I juni gjaldt det 98.984 personer, viser nye tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR).
Dermed er antallet af arbejdende folkepensionister tæt på at runde 100.000.
Seniorklar? Se her
Er du seniorklar? Læs mere om, hvordan du forbereder dig til overgangen til tilværelsen som folkepensionist – og hvilke muligheder du har, inden du træffer valget.
Læs mere HER
Du kan også få gode råd og vejledning på hjemmesiden Seniorklar
På blot ét år er gruppen vokset med næsten 7.000 personer. Sammenlignet med juni 2023 er der kommet knap 31.000 flere arbejdende pensionister til.
Det svarer til en stigning på 45 procent.
En kulturforandring
Udviklingen tyder ifølge Sampension på, at flere ikke længere betragter pensionering som et endeligt farvel til arbejdsmarkedet.
“Mens det tidligere altovervejende var sådan, at når man gik på pension, så satte man samtidig punktum for arbejdslivet, så ser vi nu, at danskerne i stærkt stigende grad arbejder i pensionstilværelsen,” siger Helle Dalsgaard, rådgivningsleder i Sampension.
Hun forventer, at antallet af arbejdende folkepensionister vil passere 100.000 i løbet af de kommende måneder.
Jobbet giver både fællesskab og flere penge
Der kan være flere grunde til at fortsætte med at arbejde. For nogle handler det om at bevare kontakten til kollegerne og fortsat bidrage med deres viden og erfaring.
For andre spiller økonomien en væsentlig rolle.
Indtægt fra arbejde bliver ikke længere modregnet i folkepensionen. Derfor kan pensionister arbejde og tjene penge, uden at arbejdsindkomsten i sig selv reducerer folkepensionen.
En ny undersøgelse, som Epinion har gennemført for Sampension blandt cirka 1.000 danskere, viser, at de ændrede regler kan få mange til at fortsætte.
Syv ud af ti svarer, at muligheden for at arbejde uden modregning i folkepensionen kan få dem til at arbejde videre som pensionister.
“Intet tyder på, at udviklingen stopper lige foreløbig – tværtimod. For vi ved, at en stor del af danskerne godt kan forestille sig at arbejde nogle timer eller mere i pensionstilværelsen,” siger Helle Dalsgaard.
Få flere nyheder og folkepension og arbejde. Tilmeld dig gratis nyhedsbrev fra Brian & Susanne her.
Så mange folkepensionister arbejder
- Juni 2023: 68.232
- Juni 2025: 92.007
- Juni 2026: 98.984
- Stigning på ét år fra 2025-2026: 6.977 personer
- Stigning på tre år: 30.752 personer
- Arbejdsindkomst bliver ikke modregnet i folkepensionen
- Syv ud af ti svarer, at de nye regler kan få dem til at arbejde videre som pensionister
Kilder: Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering samt en Epinion-undersøgelse for Sampension.
Først publiceret: fredag 14. august 2026
Artiklen er sidst opdateret fredag 4. september 2026 kl. 10:57