Fire ældre mennesker sidder sammen udendørs, smiler og griner, mens de holder kaffekopper i hånden. En af dem holder en telefon, og der står kager på bordet. De ser ud til at nyde en munter samtale i afslappede omgivelser, måske mens de udveksler historier om, hvordan de har forberedt sig på et nyt liv, når de går på pension.

En vigtig del af kurset er også mødet med andre, der står foran pensionen eller allerede er ved at finde sig til rette i seniorlivet.

Vær godt forberedt, når jobbet slutter: Hvad skal dit nye liv indeholde?

Overgangen til pension kan give både frihed, forventning og tvivl. På et nyt højskolekursus kan du sammen med andre blive klogere på, hvordan du skaber et godt og meningsfuldt seniorliv. Faglige Seniorer er medarrangør.

Senest opdateret: torsdag 27. august 2026

Mange glæder sig til den dag, hvor vækkeuret ikke længere bestemmer, og arbejdet ikke fylder det meste af ugen.

Men hvad skal træde i stedet?

For arbejdet giver ikke kun løn. Det giver også identitet, kolleger, faste rammer og en oplevelse af at være til nytte.

Når arbejdslivet slutter, kan friheden derfor blive fulgt af tvivl om, hvordan den nye hverdag skal se ud.

Nogle savner hurtigt arbejdspladsen og fællesskabet. Andre får så mange planer, at det næsten bliver et nyt arbejde at være pensionist.

Men mange stiller sig selv spørgsmålet: Hvad nu?

Find din egen vej

Det kan deltagerne være med til at få afklaret på kurset ”Fra arbejdsliv til seniorliv”Højskolen Marielyst fra 31. januar til 6. februar 2027.

Kurset er især for mennesker, der står lige foran pensionen eller allerede har taget hul på seniorlivet.

Gennem oplæg, samtaler, refleksioner og møder med andre åbner kurset for en diskussion af vejen ind i den nye livsfase. Der findes ikke én rigtig måde at være senior på.

Derfor er målet heller ikke at levere en færdig opskrift, men at give deltagerne inspiration til at træffe deres egne valg.

Chefkonsulent og ph.d. Poul Erik Tindbæk indleder ugen med at sætte fokus på seniorlivet som en ny livsfase – måske ligefrem som livets kulmination.

Forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen fortæller om selv at have forladt arbejdsmarkedet som 60-årig, fortryde og vende tilbage til et fuldtidsjob. Da hun senere blev fyret, stod hun endnu en gang over for opgaven med at skabe mening i en hverdag uden arbejde.

Konkrete råd før og efter pensionen

Direktør Palle Smed fra Faglige Seniorer holder oplægget ”Seniorklar”. Her får deltagerne viden og konkrete råd om mulighederne i den sidste del af arbejdslivet og om at skabe en tryg og fleksibel overgang til pensionen.

Ugen bevæger sig også ud af undervisningslokalet. På en ekskursion besøger deltagerne to forskellige seniorbofællesskaber og møder mennesker, der har valgt fællesskabet som ramme om deres seniorliv.

Besøgene åbner for en bredere samtale om boligen: Skal man blive boende, flytte til noget mindre eller søge et nyt fællesskab?

Familievejleder Lola Jensen tager fat på den nye rolle i familien. For selv om samværet med børn og børnebørn kan give livet retning og mening, kan det også kræve nye grænser og valg.

Frivilligt arbejde, litteratur, søvn og fysisk aktivitet bliver ligeledes brugt som indgange til samtalen om, hvad et godt seniorliv kan bestå af.

Undervejs er der plads til højskolesang, dans, bevægelse, gåture, festmiddag og samvær med andre, der står med mange af de samme overvejelser.

Faglige Seniorer er medarrangør.

Praktisk om kurset

Tid: 31. januar til 6. februar 2027
Sted: Højskolen Marielyst på Falster
Pris: Enkeltværelse 6.350 kroner, dobbeltværelse 11.500 kroner og dagskursist 3.900 kroner (uden værelse).

Prisen omfatter ophold, fuld forplejning, undervisning, udflugt og aftenarrangementer. Alle værelser har eget bad og toilet.

Højskolen ligger 300 meter fra stranden, er i ét plan og har teleslynge.

Læs mere om kurset, se programmet for ugen og tilmelding – KLIK HER

Først publiceret: torsdag 27. august 2026
Artiklen er sidst opdateret torsdag 27. august 2026 kl. 11:17

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.
  • Tilmeld nyheder fra Faglig Seniorer og vind en flaske 'Alder Bedste Bitter'

  • This field is hidden when viewing the form