
Hjalp med at vise vej til sygehus: Som tak fik 78-årig stjålet sine guldhalskæder
En 78-årig kvinde blev udsat for et udspekuleret tricktyveri, da hun forsøgte at hjælpe en fremmed kvinde med at finde vej til hospitalet.
Senest opdateret: fredag 25. september 2026
Hjælpsomhed belønner sig ikke altid.
Det må en 78-årige kvinde erfare, da hun tirsdag eftermiddag blev kontaktet på åben gade i Hørsholm.
En fremmed kvinde talte gebrokkent engelsk og spurgte om vej til Hillerød Hospital.
Efter at have fået forklaret vejen ville kvinden tilsyneladende takke den 78-årige for hjælpen. Hun gav hende en parfume og to halskæder, som hun selv satte om halsen på hende.
Derefter fik kvinden pludselig travlt og forlod stedet.
Opdagede tyveriet derhjemme
Først da den 78-årige kom hjem, opdagede hun, hvad der var sket.
De to guldhalskæder, som hun havde haft på, var væk. Mens den fremmede kvinde satte de nye halskæder om hendes hals, var det tilsyneladende lykkedes hende at fjerne de ægte smykker.
Politiet efterlyser kvinden
Den mistænkte beskrives som mellemøstlig af udseende, mellem 40 og 50 år og 150 til 160 centimeter høj.
Hun var fedladen og havde sort, mellemlangt hår. Hun bar guldøreringe, grålige mønstrede gamacher og havde en mellemstor skuldertaske uden lynlås.
Har du oplysninger om kvinden eller har set noget mistænkeligt i området, kan du kontakte politiet på telefon 114.
Sådan beskytter du dig mod tricktyveri
Vær særlig opmærksom, hvis en fremmed forsøger at komme helt tæt på dig under påskud af at ville takke dig, give dig en gave eller sætte et smykke om halsen på dig.
Hold fysisk afstand, og lad ikke fremmede røre ved dine smykker, dit tøj eller din taske. Sig tydeligt nej, og gå væk, hvis situationen føles ubehagelig eller påtrængende.
Er tyveriet lige sket, eller befinder den mistænkte sig fortsat i nærheden, skal du ringe 112. Ellers kan du anmelde forholdet på telefon 114.
Bliv sikker med SeniorTryg.dk
På hjemmesiden SeniorTryg.dk kan du holde dig opdateret om digitale svindelmetoder, få gode råd til, hvordan du beskytter dig mod cyber-kriminelle og se, hvad du gør, hvis du er blevet svindlet.
Du kan tilmelde dig gratis nyhedsbrev fra SeniorTryg.dk, der udsendes en gang om måneden med nyheder og info.
Du kan læse om seniorer, der har været udsat for svindel og prøve et interaktivt spil. Her lærer du, hvad du skal være opmærksom på – hvor du kan være sårbar overfor kriminelles forsøg på svindel.
Bag SeniorTryg.dk står Danmarks næststørste ældreorganisation Faglige Seniorer med støtte fra Offerfonden.
Først publiceret: onsdag 23. september 2026
Artiklen er sidst opdateret fredag 25. september 2026 kl. 14:23


