En mand iført forklæde og kasket sidder på hug i et drivhus og rører ved en potteplante, mens han holder en tablet i hånden, hvilket illustrerer, hvordan det er at arbejde som pensionist.

Rekordmange seniorer arbejder videre efter folkepensionsalderen og scorer et stort skattefrit tillæg.

Flere scorer kassen: Arbejder videre efter folkepensionsalderen

Nye tal fra ATP viser, at 11.351 personer i 2025 fik udbetalt den første seniorpræmie.
Det svarer til en stigning på godt 18 procent på ét år.

Senest opdateret: mandag 5. oktober 2026

For nogle er folkepensionsalderen lig med et farvel til arbejdsmarkedet. Men flere fortsætter med at arbejde.

Nye tal fra ATP viser, at 11.351 personer i 2025 fik udbetalt den første seniorpræmie. I 2024 var tallet 9.592. Det svarer til en stigning på godt18 procent på ét år.

Seniorpræmien er et skattefrit engangsbeløb til personer, der fortsætter med at arbejde efter folkepensionsalderen.

ATP’s tal viser også, at i flere år har omkring 14-15 procent af dem, der nåede folkepensionsalderen, arbejdet videre i et omfang, der udløste den første seniorpræmie.

I 2025 steg andelen til 17,5 procent.

”Tallene peger på, at overgangen fra arbejdsliv til pension for flere bliver mere glidende. Folkepensionsalderen er ikke nødvendigvis det tidspunkt, hvor man stopper med at arbejde,” siger Maria Damborg Hald, koncerndirektør i ATP – blandt andet med ansvar for udbetaling af Seniorpræmie.

Udviklingen kan også ses på det samlede beløb, der blev udbetalt i første års seniorpræmie. I 2025 blev der udbetalt 546,4 mio. kroner i første seniorpræmie mod 446,3 mio. kroner året før – en stigning på ca. 22 procent.

For at få den første seniorpræmie skal man som udgangspunkt have arbejdet mindst 1.560 timer i løbet af de første 12 måneder efter folkepensionsalderen. Det svarer i gennemsnit til 30 timer om ugen.

”Tallene viser, at der er en stor gruppe seniorer, som ikke bare tager enkelte vagter eller arbejder lidt ved siden af pensionen. De fortsætter med at have en ganske betydelig tilknytning til arbejdsmarkedet,” siger Maria Damborg Hald.

Flere arbejder også videre i andet år

Også flere fik den anden seniorpræmie, som man kan få, hvis man opfylder timekravet i det andet år efter folkepensionsalderen.

Antallet steg fra 3.378 i 2024 til 6.775 i 2025. Stigningen skyldes dog især, at langt flere kunne komme i betragtning til præmien i 2025. 

Fordi folkepensionsalderen blev hævet med et halvt år ad gangen, var det i nogle kalenderår kun personer født i et halvt kalenderår, der nåede pensionsalderen.

Fra 2023 lå folkepensionsalderen fast på 67 år for de relevante årgange, og dermed nåede igen en hel årgang pensionsalderen på ét år.

Det betyder, at gruppen, der kunne kvalificere sig til den anden seniorpræmie, var væsentligt større i 2025.

”For mange stopper arbejdslivet altså ikke, bare fordi de har passeret folkepensionsalderen. Vi kan se, at en del også fortsætter i deres andet år – og stadig arbejder 30 timer eller mere om ugen,” siger Maria Damborg Hald.

Seniorpræmiens rivende udvikling

Seniorpræmien blev indført med virkning fra 1. juli 2019 og årgang 1954 var de første, der kunne modtage seniorpræmien. De første udbetalinger fandt sted i andet halvår af 2020.

I juni 2023 blev det vedtaget, at arbejdsindkomst ikke længere skal modregnes i folkepensionens grundbeløb og pensionstillæg.

Ændringen gælder med tilbagevirkende kraft fra 1. januar 2023.

Det betyder, at folkepensionister i dag kan fortsætte med at arbejde uden at få deres folkepension sat ned på grund af arbejdsindkomsten.

Fakta om seniorpræmien

  • Seniorpræmien er et skattefrit engangsbeløb til personer, der fortsætter med at arbejde efter folkepensionsalderen.
  • Betingelsen for at få præmien er som udgangspunkt, at man skal arbejde mindst 1.560 timer inden for en periode på 12 måneder.
  • Der kan optjenes en præmie både i det første og i det andet år efter folkepensionsalderen.
  • I 2026 får man et skattefrit engangsbeløb på 56.327 kr., som er er ca. 5.600 kr. mere end i 2025, hvis man arbejder i det første år, efter man er nået folkepensionsalderen og desuden opfylder betingelserne.
  • Arbejder man i det andet år efter folkepensionsalderen, får man et skattefrit engangsbeløb på 33.517 kr., som er ca. 3.300 kr. højere end i 2025.

Kilde: ATP

Først publiceret: mandag 5. oktober 2026
Artiklen er sidst opdateret mandag 5. oktober 2026 kl. 14:51

Se, hvad vi ellers skriver om:

, , , og
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.
  • Tilmeld nyheder fra Faglig Seniorer og vind en flaske 'Alder Bedste Bitter'

  • This field is hidden when viewing the form