En ældre mand og kvinde sidder ved et køkkenbord og ser bekymrede ud, mens de gennemgår regninger og papirer. Manden holder hovedet i hånden, mens kvinden bruger en lommeregner, bekymret over en bankfejl, der påvirker deres folkepensionstillæg.

Når en pensionist får en éngangsbetaling – selv en kompensation – fører det ofte til større skattebetaling, men det kan også nedsætte ydelser fra det offentlige. Billede: Gemini

Fejl i bank gav kunde ekstra penge: Men så røg tillæg til folkepension

Danske Bank og andre pengeinstitutter har haft rod i deres gældsinddrivelse, og mange kunder får kompensation, men det kan koste både skat og tilbagebetaling af ydelser, fandt folkepensionist ud af.

Senest opdateret: tirsdag 14. april 2026

Det er næsten som at vinde i Lotto: En kunde fik helt uventet pludselig besked fra Danske Bank om, at pengeinstituttet skyldte ham penge.

Han havde for mange år siden haft en kassekredit. I en periode kneb det ham at betale renter og afdrag, og han røg til inkasso.

Men for 14 år siden lykkedes det ham at få indbetalt det sidste, og kassekreditten var fuldt indfriet. Men 10 år senere betalte banken ham samlet over 37.000 kr. i kompensation, fordi de havde haft fejl i deres system til gældsinddrivelse.

Det førte til, at han skulle betale mere i skat. Han og konen måtte også tilbagebetale ældrecheck, mediecheck og varmetillæg.

De har forgæves forsøgt at få de penge fra Danske Bank. De bliver afvist, fordi en ny beregning viser, at der også var fejl i kompensationen, og banken har udbetalt over 34.000 kr. for meget til dem.

Det er gået galt

Flere pengeinstitutter har haft rod i deres gældsinddrivelse. Det gælder også blandt andre Nordea og Jyske Bank.

Fejlene drejer sig blandt andet om, at de har opkrævet forældet gæld. Der har også været problemer med blandt andet forkert beregning af renter, ulovlige gebyrer og manglende registrering af betalinger.

Den utilfredse pensionist har klaget til Det finansielle ankenævn. Men nævnet siger, at hans tab på folkepensionens ydelser ikke har været større, end hvad han allerede har modtaget fra banken.

Omfattende rod

Rigtig mange har været berørt af skandalen i Danske Bank. Omkring 89.000 inkassosager var i 2020 stillet i bero.

Banken foretog i første omgang nogle automatiserede opgørelser af, hvad kunderne havde til gode. Det var dem, der førte til, at folkepensionisten fik udbetalt 37.000 kr.

Men senere er der gennemført en manuel beregning. Den viser, at han kun skulle have haft 3.000 kr.

Danske Bank har ikke krævet tilbagebetaling af forskellen på 34.000 kr. Det fremgår der i hvert fald intet om i redegørelsen fra Det finansielle ankenævn.

Over 50.000 har fået kompensation, og andre har fået nulstillet gæld 

Her begyndte det

Det var en kassekredit på oprindelig 20.000 kr., der satte hele sagen igen. Parret optog lånet for over 40 år siden i 1985.

Tre år senere gik kassekreditten i overtræk. Gennem de næste år var parret flere gange i kontakt med banken om, hvordan de fik afviklet gælden.

Parret kæmpede, og missionen lykkedes i 2011. Da var kassekreditten fuldt indfriet.

Derefter glemte parret alt om deres gamle lån. Indtil de ti år senere fik brev fra banken, om at de have penge til gode.

Sådan forløb sagen med fejl i gæld

  • 11. juni 2021 Danske Bank skriver til kunden, at den har opkrævet omkring 3.200 kr. for meget på hans tidligere kassekredit, og det beløb vil de tilbagebetale. De vil også give en kompensation på 3.200 kr., fordi han ikke havde pengene til rådighed i mange år. Banken har foretaget en automatisk beregning, og pengene udbetales.
  • 24. marts 2022 skriver banken til kunden, at den har fundet ud af, at han skal betale skat af det udbetalte beløb. Derfor giver de ham yderligere 3.900 til at dække beskatningen.
  • 28. november 2023 meddeler banken, at den vil betale yderligere 27.000 kr. En del af beløbet er for meget opkrævet gæld, en anden del dækning af skattebetaling og en tredje del er kompensation for at have undværet pengene. Beregningen beror igen på en automatisk kalkulation, og pengene udbetales.
  • 2024 meddeler Udbetaling Danmark, at parret skal tilbagebetale ældrecheck, mediecheck og varmetillæg på samlet 11.000 kr. på grund af kompensationen fra banken.
  • 24. marts 2025 meddeler Skattestyrelsen, at mandens indkomst forhøjes med 37.000 kr. på grund af de udbetalte beløb fra banken.
  • 1. september 2025: Banken har manuelt genberegnet hans sag og fortæller, at han i virkeligheden kun skulle have haft lidt over 3.000 kr. i kompensation. Han har altså ifølge banken fået mere end 34.000 kr. for meget.
  • Kunden har til ankenævnet skrevet, at udbetaling af over 37.000 kr. har ført til, at han har skullet betale næsten 15.000 kr. mere i skat. Desuden har parret betalt 11.000 tilbage til Udbetaling Danmark. Det har de gjort med penge, som i forvejen var beskattede, og skat af de 11.000 er over 4.000 kr.
  • Dermed har de ikke haft den store fidus – de har afleveret samlet over 30.000 kr.
  • Men de har ifølge banken fået 34.000 for meget.
  • Tallene i denne oversigt er afrundede.

Først publiceret: mandag 9. marts 2026
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 14. april 2026 kl. 13:15

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.
  • Tilmeld nyheder fra Faglig Seniorer og vind en flaske 'Alder Bedste Bitter'

  • This field is hidden when viewing the form