Mens de 65 til 74 årige generelt har et lavt stress-niveau, stiger det til gengæld, når seniorerne bliver 75 år eller mere.

Efterlønnere de mindst stressede danskere

Det giver ro på at forlade arbejdsmarkedet og gå på pension. Til gengæld stresser seniorerne mere, når de bliver 75 år og ældre. ”Behov for at hjælpe de ældste med stress”, mener ekspert.

Senest opdateret: onsdag 7. marts 2018

Efter et langt liv på job med chefer og krav, bliver der pustet ud, når man forlader arbejdsmarkedet og går på pension.

Efterlønnerne er de danskere, der er mindst stressede skarpt fulgt af folkepensionisterne.

Når du forlader arbejdsmarkedet, får du pludselig masser af tid og skal ikke nå en helt masse.

Det viser den nye store undersøgelse af danskernes sundhedsprofil, der netop er offentliggjort.

Danskerne og stress

  • Andelen af danskere med et højt stressniveau er steget fra 20,8 % i 2010 til 25,1 % i 2017.
  • Der er en stor kønsforskel, idet 29,0 % af kvinderne har et højt stressniveau, mens det
    gælder for 21,0 % af mændene.
  • Omkring halvdelen af de personer, der er arbejdsløse, førtidspensionister eller på anden vis
    uden for arbejdsmarkedet, har et højt stressniveau, mens det gælder for 19,4 % af de
    personer, der er beskæftigede.
  • Blandt både kvinder og mænd falder andelen med højt stressniveau indtil den ældste aldersgruppe (75 år og derover), hvor der ses en stigning.

(Fra Danskernes Sundhed - Den Nationale Sundhedsprofil 2017)

”Når du forlader arbejdsmarkedet, får du pludselig masser af tid og skal ikke nå en helt masse. Du skal ikke leve op til krav på jobbet og går måske i gang med at lave ting, du interesserer dig for og som du synes er sjovt. Det giver mindre stress, helt naturligt, at man kan puste ud. Det er ikke så overraskende,” siger Thomas Milsted, der er foredragsholder og forfatter til flere bøger om stress.

Undersøgelsen er foretaget blandt flere end 180.000 danskere.

13,7 procent af efterlønnerne svarer, at de har et højt stress-niveau.

For folkepensionisterne er tallet 19,8 procent.

For alle danskere gælder ifølge undersøgelsen, at hver fjerde – 25 procent – har et højt stressniveau.

Over 75 år giver stress

Mens de 65 til 74 årige generelt har et lavt stress-niveau, stiger det til gengæld, når seniorerne bliver 75 år eller mere, viser undersøgelsen. Her føler hver femte mand og hver fjerde kvinde, at de har et højt stressniveau.

Stress giver dårlig livskvalitet. Også for de ældre.

Dermed er især ældre kvinder mere stressede end befolkningen generelt. Og det er et problem, der bør gøres noget ved, mener Thomas Milsted.

”Stress giver dårlig livskvalitet. Også for de ældre og derfor er det et problem, man bør tage lige så alvorligt, som stress i andre aldersgrupper. Det burde jo ikke være sådan, når man er pensionist,” siger han.

Samfund skal hjælpe de ældste

Thomas Milsted mener blandt andet, at det giver stress blandt de ældre, at mere er overladt til dem selv.

De bliver ikke ”nurset”, som de måske kunne have en forventning om.

”Det, man i moderne termer kalder ”empowerment” – altså hvor ældre skal være mere selvhjulpne – stresser helt sikkert rigtig mange: Hvis de ikke får gjort ordentligt rent, får bad, handlet ind og også skal holde styr på digitale henvendelser. De bliver ikke ”nurset”, som de måske kunne have en forventning om,” siger Thomas Milsted.

Han siger også, at det oveni stresser, at man i de ældste aldersgrupper også er mere og alvorligere syge, at man mister pårørende og oplever ensomhed.

”Der er i den fase af livet utroligt mange stress-fremkaldende faktorer, som vi som velfærdssamfund bør være langt mere opmærksomme på at hjælpe den enkelte med at håndtere,” siger Thomas Milsted.

Har du stress?

Tegn på at du har stress:

  • Irritabel, opfarende, ubeslutsom, nærtagende, har let til gråd og svært ved kritik
  • Anspændt, rastløs, svært ved at slappe af og lave ingenting
  • Ulyst og uoverkommelighed
  • Trist og modløs
  • Humørsvingninger
  • Hukommelses- og koncentrationsbesvær
  • Mere ”kort for hovedet

(fra Psykiatrifonden.dk)

Først publiceret: onsdag 7. marts 2018
Artiklen er sidst opdateret onsdag 7. marts 2018 kl. 16:17

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.