Bruger du for meget tid på Facebook? Se hvordan du stopper dig selv
Sidder du for længe med næsen i skærmen? Ny funktion giver dig oversigt over, hvor meget tid du bruger på Facebook.
Senest opdateret: tirsdag 22. januar 2019
Fødselsdagshilsner, kattevideoer, links til spændende artikler og billeder fra dine venners ferie. Tiden kan hurtigt flyve væk, når man er på Facebook.
Jeg bruger i gennemsnit 22 minutter om dagen på Facebook. Det er for meget, synes jeg selv. I dag har jeg endda brugt en hel time på Facebook.
Måske bruger du også for meget tid på Facebook?
Med Facebooks nye funktion ”Din tid på Facebook”, kan du se dit tidsforbrug. Og du kan opsætte en daglig påmindelse, når du når den maksimale tid, du vil bruge på Facebook.
Sætter du for eksempel en grænse på 20 minutter, får du en påmindelse, når grænsen er nået.
Læs også: Hvad sker der egentlig med min Facebookprofil, når jeg dør?
Endnu kun på mobiltelefonen
Funktionen er så ny, at du endnu kun kan se den på din mobiltelefon, men inden længe vil den også være tilgængelig under privatindstillinger, når du bruger Facebook på din computer.
Du finder privatindstillinger her
Sådan ser du, hvor meget tid du bruger på Facebook
- Gå ind i din Facebook-app på telefonen
- Klik på ikonet i nederste højre hjørne, så du kommer til indstillinger (det med de tre streger)
- Scroll ned til ”indstillinger og privatindstillinger”
- Klik på ”Din tid på Facebook”
- Se hvor meget tid du bruger og sæt eventuelt en tidsgrænse
Findes også på Instagram
En lignende funktion findes på billed-appen Instagram. Der hedder den ”Din aktivitet”.
Her kan du se, hvor meget tid du bruger på Instagram:
- Gå ind i din Instagram-app på telefonen
- Gå ind på din profil
- Klik på ikonet i øverste højre hjørne (det med de tre streger)
- Klik på ”Din aktivitet”
- Se hvor meget tid du bruger og sæt eventuelt en tidsgrænse
Ups! We kunne ikke finde din formular.
Først publiceret: torsdag 22. november 2018
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 22. januar 2019 kl. 14:12