Seniorer roser DF og S-alliance om tidlig folkepension
Glæde i Faglige Seniorer: Dansk Folkeparti bakker op om S-udspil om tidlig folkepension til nedslidte.
Senest opdateret: mandag 4. marts 2019
Dansk Folkeparti bakker op om Socialdemokratiets nye udspil, der skal sikre at nedslidte og lønmodtagere med over 40 år på arbejdsmarkedet kan gå tidligere på folkepension.
Dansk Folkeparti ønsker en aftale allerede inden folketingsvalget, oplyser partiformanden Kristian Thulesen Dahl.
Og det skaber stor glæde i fagbevægelsens ældreorganisation Faglige Seniorer.
Sådan stiger folkepensions-alderen
Fødselsdag og din pensionsalder
Før 31.12.1953: 65 år
1.1.1954-30.6.1954: 65 ½ år
1.7.1954-31.12.1954: 66 år
1.1.1955-30.6.1955: 66 ½ år
1.7.1955-31.12.1962: 67 år
1.1.1963-31.12.1966: 68 år
1.1.1967-31.12.1970: 69 år *
1.1.1971-31.12.1974: 70 år *
1.1.1975-31.12.1978: 71 år *
1.1.1979-eller senere: 72 år *
*Er du født efter 1967, er alderen for din folkepension endnu ikke vedtaget. Folkepensionsalderen fastsættes ved lov og vil blive reguleret hvert 5. år . Næste gang alderen bliver reguleret er i 2020.
”Langt om længe er der udsigt til en løsning for de mange nedslidte, der er klemt af, at folkepensionsalderen stiger i fremtiden. Dansk Folkeparti udviser stor ansvarlighed ved at bakke op om det socialdemokratiske udspil og det skal partiet have stor ros for,” siger Palle Smed, direktør i Faglige Seniorer, der har over 230.000 medlemmer fra FH-fagforeninger.
”Dermed retter Kristian Thulesen Dahl også en smule op på fortidens synder. For det var jo ham og statsminister Lars Løkke Rasmussen, der sammen stod bag afskaffelsen af efterlønsordningen og dermed har efterladt os med det rod, vi oplever nu, hvor der ikke er nogen hjælp at hente til de nedslidte lønmodtagere,” siger Palle Smed.
Læs også: Seniorer roser S-udspil: Tidlig folkepension til nedslidte
DF: Værdig afgang fra arbejdsmarkedet
Socialdemokratiet lancerede i sidste uge udspillet, der altså nu får opbakning fra Dansk Folkeparti.
Udspillet indeholder 7 principper, der blandt andet giver ret til at gå på tidligere folkepension for personer, der er nedslidte og efter et langt liv på arbejdsmarkedet.
Hvor meget tidligere fremgår ikke konkret af udspillet, men Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen siger, at man skal have arbejdet ”40 år eller mere”.
”Vi synes i Dansk Folkeparti, at det er en god idé med en differentieret pensionsalder, der sikrer, at de, der arbejder og bliver nedslidt, kan få en værdig afgang fra arbejdsmarkedet,” siger Kristian Thulesen Dahl om udspillet.
Læs også: Slagteriarbejdere har størst risiko for at blive førtidspensionister
Partier bag forlig mødes igen
I første omgang er det hensigten, at der indkaldes til forhandlinger med partierne bag velfærdsforliget i 2006, der besluttede, at folkepensionsalderen skal hæves i takt med, at levealderen stiger.
Forligspartierne var den daværende KV-regering, Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, De Radikale og SF.
Kan partierne ikke enes om at lave en ny fælles aftale, vil Dansk Folkeparti gå videre med de partier, der vil.
Planen er ifølge Ritzau, at der er en aftale på plads inden Folketingsvalget, der senest finder sted i juni.
Glæde i Fødevareforbundet
Fødevareforbundet er et af de fagforbund, der har kæmpet for at nedslidte får mulighed for at trække sig tidligere tilbage.
“Med Dansk Folkepartis opbakning til det Socialdemokratiske udspil om en differentieret pensionsalder, er vejen banet for en ny politisk virkelighed, hvor partierne på Christiansborg tager ansvar for en fejlslagen seniorførtidspension og et urimeligt pensionssystem,” skriver forbundsformand Ole Wehlast på Fødevareforbundet NNFs hjemmeside.
“Nu håber jeg bare, at Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet holder fast i de gode takter og lægger sig i selen for at lave et holdbart system, der også kan stå vælgernes prøve”.
Opbakning blandt danskerne
Planerne om at give nedslidte mulighed for tidligere pension får stor opbakning af befolkningen. Det fremgår af en meningsmåling, som Analyse Danmark har foretaget for fagforbundet 3F.
I undersøgelsen svarer 74 procent ja til spørgsmålet “synes du, at en håndværker skal kunne gå tidligere på pension end en akademiker?” 14 procent svarer nej, mens 12 procent svarer ”ved ikke”.
Ups! We kunne ikke finde din formular.
Socialdemokratiet: Ret til tidlig pension
7 principper for en ny ret til tidlig folkepension
- Det skal gavne de nedslidte: Rettigheden gælder dem, der er mest nedslidte – uanset om det er fysisk eller psykisk nedslidning.
- Langt liv med job: Rettigheden gælder også dem, der har været mange år på arbejdsmarkedet og som startede tidligt i job.
- Man skal ikke bede om lov: De nye rettigheder bygger på objektive kriterier.
- Lige rettigheder uanset køn: Mænd og kvinder skal have lige rettigheder til ordningen. Perioder med barsel eller deltid er ingen hindring for at bruge retten.
- Henvisning til tidlig folkepension: Personer, der ikke er direkte omfattet af ordningen, men som på anden vis er nedslidte, har nedsat arbejdsevne eller fysiske og psykiske gener, skal kunne visiteres til tidlig folkepension.
- Simpel model: Det nye pensionssystem skal være simpelt og overskueligt og skal varsles i god tid, så alle kan indrette sig efter de nye forhold.
- Økonomisk ansvarlig: Ordningen med tidlig folkepension skal være samfundsøkonomisk ansvarlig og indenfor en ramme på 3 milliarder kroner.
Først publiceret: onsdag 30. januar 2019
Artiklen er sidst opdateret mandag 4. marts 2019 kl. 10:06