Maj-Britt Larsen mistede sin mand Benny for fire år siden. Nu kan hun smile igen, men sorgen har været svær at bære.

Sorg: Ingen samler dig op, når du bliver alene

Da Maj-Britts mand Benny døde var det som at blive født på ny, men uden mor og far. Helt alene.

Maj-Britt Larsens mand Benny var syg af kræft i 7 år, inden han døde for 4 år siden.

Maj-Britt havde 8 måneders orlov i forbindelse med Bennys sygdom og død. Tiden efter var svær.

I langt tid var Benny blevet plejet hjemme. Han var kun indlagt 5 timer på hospitalet, inden han døde.

Rigshospitalet og Hvidovre Hospital fyldte meget i deres liv, men pludseligt var det slut. Det var tomt ikke at få sagt farvel til den faste læge, som havde været en stor støtte.

”Vi mistede familie og venner under Bennys sygdom. Det fyldte for meget i deres hverdag, har de efterfølgende fortalt. Men vi havde gode år, selvom Benny var syg. Vi indrettede os. Hospitalet og kontakten til personalet var på mange måder vores liv.”

Følte sig meget alene

”Når en ægtefælle dør, er der ingen der samler dig op. Der er ingen rådgivning nogen steder. Jeg følte mig meget alene”, fortæller Maj-Britt, ” Der kom 75 til begravelsen, men jeg havde ikke selv overskud til at hente hjælp. Det var som at blive født på ny, men uden mor og far. Helt alene”.

HK-medlemmet Maj-Britt havde i mange år arbejdet som systemadministrator i et IT-firma. Hun ville gerne havde gået i en sorggruppe, men kunne ikke få fri fra arbejde, fordi hun havde været så meget væk, da Benny var syg.

Maj-Britt endte med at gå ned med stress, selvom hun gik til psykolog på sine fridage. Præsten var også god at snakke med, men hun måtte stoppe på grund af stress.

Nu fire år efter Bennys død, er hun begyndt i en sorggruppe og føler sig klar til at komme videre.

Vil dele sin viden med andre

Maj-Britt Larsen har i en tidligere artikel fortalt, hvordan hus opdagede, at hun skulle skynde sig at få omregistreret bilen inden Benny døde.

”Nu er jeg på efterløn og hygger jeg mig med at tage maleundervisning og gå på museum. Jeg har også fået en hundehvalp, men jeg vil gerne dele min historie med andre, så de ved det med bilen, og at vi skal være der for hinanden og samle op, når en ægtefælle går bort. Ensomheden og tomheden er tung at bære alene.”, minder Maj-Britt om.

Læs også: Her kan du tale om din sorg

Artiklen er sidst opdateret tirsdag 19. marts 2019 kl. 11:28

Emner: