En ældre kvinde sidder i en lænestol og græder, mens hun kigger på en smartphone, hvor der vises en dødsannonce.

Svindlerne ringer og udgiver sig for at være fra Udbetaling Danmark. De fortæller, at den efterladte skal have udbetalt arv, overskydende skat eller pension fra afdøde.

Svindlere tjekker dødsannoncer for at snyde ældre i sorg

Ældre, der netop har mistet deres ægtefælle, bliver ringet op af svindlere med løfter om penge fra afdøde. Minister kalder det "skruppelløst og kynisk". Politiet opfordrer børn og andre pårørende til at tale med de efterladte om svindlen.

Senest opdateret: onsdag 28. oktober 2026

Ældre, der netop har mistet deres ægtefælle, bliver kontaktet af svindlere, som har fundet frem til dem gennem dødsannoncer på nettet.

Svindlerne ringer og udgiver sig for at være fra Udbetaling Danmark. De fortæller, at den efterladte skal have udbetalt arv, overskydende skat eller pension fra afdøde.

Men løftet om penge er en fælde.

National enhed for Særlig Kriminalitet, NSK, har modtaget en række anmeldelser om svindlen. Ifølge politiet er ofrene typisk mellem 80 og 90 år og i en sårbar situation efter tabet af deres ægtefælle.

Kender familiens navne

For at virke troværdige bruger svindlerne oplysninger fra dødsannoncen. De kan kende navnene på familiemedlemmer og detaljer om dødsfaldet eller bisættelsen.

Under samtalen bliver den efterladte bedt om at oplyse sit kortnummer, kortets udløbsdato og den trecifrede sikkerhedskode.

Derefter beder svindlerne om en godkendelse med MitID. Forklaringen er, at det er nødvendigt for at få pengene udbetalt.

I virkeligheden godkender den efterladte køb, som svindlerne foretager med kortet.

Tal med den, der har mistet

Politiet opfordrer børn og andre pårørende til at tale med efterladte ægtefæller om svindlen.

”Det er dybt usmageligt, at kriminelle udnytter mennesker i sorg til at begå svindel. Vi opfordrer derfor børn og andre pårørende til at tale med efterladte ægtefæller om at være særligt på vagt,” siger vicepolitiinspektør Allan Lørup fra NSK.

Han understreger, at offentlige myndigheder aldrig vil ringe og bede om at få overført penge eller udleveret kort- eller MitID-oplysninger.

NSK har indledt efterforskningen af sagerne, men vil af hensyn til efterforskningen ikke oplyse mere.

Minister: Skruppelløst og kynisk

Svindelsagerne vækker foragt hos justitsminister Nicolai Wammen (S).

“Det er et udtryk for en fuldstændig skruppelløs og kynisk adfærd, at man kan få sig selv til at udnytte mennesker, der har mistet og befinder sig et meget sårbart sted,” udtaler han i en skriftlig kommentar til Ritzau.

Tre råd: Sådan undgår du fælden

  • Hold dine oplysninger for dig selv. Udlever aldrig kort- eller MitID-oplysninger over telefonen.
  • Læg på, og ring selv op. Find selv telefonnummeret til den bank eller myndighed, personen hævder at ringe fra, og spørg, om henvendelsen er ægte.
  • Godkend aldrig med MitID for at få penge udbetalt. Bliver du bedt om det under opkaldet, så læg på.

Hjælp med at advare andre

Du kan hjælpe med at gøre andre opmærksom på svindlen ved at dele artiklen på Faglige Seniorers Facebook-side.

Bliv sikker med SeniorTryg.dk

På hjemmesiden SeniorTryg.dk kan du holde dig opdateret om digitale svindelmetoder, få gode råd til, hvordan du beskytter dig mod cyber-kriminelle og se, hvad du gør, hvis du er blevet svindlet.

Du kan tilmelde dig gratis nyhedsbrev fra SeniorTryg.dk, der udsendes en gang om måneden med nyheder og info.

Du kan læse om seniorer, der har været udsat for svindel og prøve et interaktivt spil. Her lærer du, hvad du skal være opmærksom på – hvor du kan være sårbar overfor kriminelles forsøg på svindel. 

Bag SeniorTryg.dk står Danmarks næststørste ældreorganisation Faglige Seniorer med støtte fra Offerfonden.

Først publiceret: onsdag 28. oktober 2026
Artiklen er sidst opdateret onsdag 28. oktober 2026 kl. 17:31

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.
  • Tilmeld nyheder fra Faglig Seniorer og vind en flaske 'Alder Bedste Bitter'

  • This field is hidden when viewing the form