”Rengøringen består af en omgang støvsugning. Resten må jeg klare selv,” fortæller Minna Bang, der er dårligt gående og bruger rollator.

Kommunen til 89-årige Minna: Du kan få gjort rent hver 5. uge

Rengøring hver 5. uge og ingen gulvvask. Det var beskeden fra Assens Kommune til Minna Bang på 89 år.

Senest opdateret: tirsdag 2. juni 2020

”Jeg tænkte: Det er ikke pænt gjort”.

Kort før jul fik 89-årige Minna Bang besked fra Assens Kommune. Fremover vil hun kun få gjort rent hver 5. uge.

Og der vil ikke længere blive vasket gulv i den lille seniorbolig i Vissenbjerg.

”Det er jo lidt svært at forstå, når man har betalt sin skat et helt liv,” fortæller Minna Bang, der fylder 90 år om to måneder.

Hun er dårligt gående, bruger rollator og kan kun ”støve lidt af”, som hun siger.

”Rengøringen består af en omgang støvsugning. Resten må jeg klare selv,” fortæller Minna Bang.

Læs også: Folketingspolitikere bakker op bag upopulære ældre-besparelser

Kommune skal spare 30 millioner kroner

Assens kommune har sat sig selv på kur, og der skal spares over 30 millioner kroner på velfærd.

Og heraf skal en stor del af pengene komme fra ældreområdet, som er en af kommunens store udgiftsposter. Det har et flertal bestående af borgmester Søren Steen Andersens parti Venstre, De Konservative, Radikale og SF besluttet sidste år.

Med i sparekataloget var også kommunens tre daghjem for pensionister. Til stor ærgrelse for Minna Bang.

”Jeg kom tre gange om ugen på daghjemmet i Aarup. Det blev lukket før jul. Og jeg savner det så meget. Rigtig meget,” fortæller hun.

Læs også: Folketingsvalg: 6 krav, der skal skabe tryghed for de ældre

Kroppen ikke i topform

Minna Bang gik blandt andet til gymnastik på daghjemmet. Der var cykelture. Og så var der veninderne.

”Samværet savner jeg allermest. Snakken over en kop kaffe. Der var et særligt sammenhold, og vi hjalp og støttede hinanden. Alt det er fortid nu. Jeg ser dem ikke mere. Nu må jeg nøjes med kryds og tværs. Og mine bøger. Jo, jeg kan godt føle mig lidt ensom nu,” lyder det med et suk.

Kroppen er heller ikke længere i topform, fortæller Minna Bang, der godt kan mærke, at hun ikke længere får rørt sig så meget som tidligere.

”Gymnastikken og de mange gå- og cykelture på daghjemmet var da med til at holde mig i gang. Det er jo vigtigt,” fortæller hun.

Facebookgruppen “Assens Kommunes svigt af de ældre” har lavet en video med Minna. Se den her:

Skrev til kommunalbestyrelsen – og avisen

Minna Bang bliv så arg over Assens Kommunes beslutning, at hun skrev et brev til kommunalbestyrelsen og et læserbrev til den lokale avis.

Og forleden dumpede et brev fra kommunen i postkassen.

Der er nu igen bevilget rengøring hver 3. uge – med gulvvask.

”Ja, jeg udbrød da et lille ”juhu”, da jeg læste beskeden. Det bliver rart at få vasket gulv – efter et halvt år. Men daghjemmet, det savner jeg,” lyder det fra den 89-årige folkepensionist.

Hvad mener du?

Assens og andre kommuner sparer på ældreomsorgen. Hvad mener du? Er det et rigtig sted at spare på pengene? Deltag i debatten på Faglige Seniorers Facebook-side – KLIK HER

KOMMUNE SPARER: MINNA PÅ 89 ÅR FÅR GJORT RENT HVER 5. UGE”Jeg tænkte: Det er ikke pænt gjort”.Kort før jul fik…

Slået op af Faglige SeniorerTirsdag den 28. maj 2019

Faglige Seniorer har spot på sagen

Faglige Seniorer i Assens har siden besparelserne på ældreområdet blev besluttet i efteråret 2018 haft fokus på sagen. Blandt andet på borgermøder.

Tirsdag 28. maj var Faglige Seniorer sammen med FH Vestfyn og Facebook-gruppen "Assens Kommune svigt af de ældre" værter for et vælgermøde i Vissenbjerg Idræts- og Kulturcenter, hvor der var fokus på omsorgen for de ældre i Assens Kommune - og konsekvenserne af manglende omsorg.

Et panel bestående af folketingskandidater svarede på en række spørgsmål, de havde fået tilsendt på forhånd. Paneldeltagerne var:

Julie Skovsby, Socialdemokratiet, Betina Signe Stick, Dansk Folkeparti, Jane Heltmann, Venstre, Victoria Velasquez, Enhedslisten, Mette Rahbek, Alternativet, Søren Hillers, Det Radikale Venstre og Jonas Simonsen, Liberal Alliance.

Caroline Lauritsen, Det Konservative Folkeparti, dukkede aldrig op til mødet og Line Mørk, SF, havde meldt afbud.

Først publiceret: tirsdag 28. maj 2019
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 2. juni 2020 kl. 11:14

Se, hvad vi ellers skriver om:

  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.