Hvem skal passe på din bedste ven, når du dør? Det kan du bestemme i et dyretestamente.

Hvem skal tage sig af dit kæledyr, når du dør?

Hvis du opretter et dyretestamente, kan du bestemme, hvad der skal ske med din hund, kat eller andet kæledyr, når du dør.

Måske er der allerede et familiemedlem, som vil tage sig af dit kæledyr, når du dør. Men har du ikke nogen, som kan tage sig af dyret, kan du oprette et dyretestamente hos Dyrenes Beskyttelse.

I dyretestamentet kan du beskrive, at du ønsker, at Dyrenes Beskyttelse finder et nyt hjem til dit kæledyr.

Du giver samtidig tilladelse til, at Dyrenes Beskyttelse adgang til din bolig evt. ved hjælp af politi og låsesmed, hvis dit dyr er lukket inde, og har brug for hjælp.

Du kan tegne dyretestamenter på alle familiedyr, hvad enten du har en hund, kat, kanin, pony eller krybdyr.

Hvad koster det?

Et dyretestamente koster 300 kroner pr. dyr i oprettelse. Pengene går til udgifterne for transport, foder, ophold og dyrlæge.

Du skal også være medlem af Dyrenes Beskyttelse.

Hvordan opretter jeg et dyretestamente?

Hvis du ønsker at oprette et dyretestamente hos Dyrenes Beskyttelse, skal ringe til dem på telefon 33 28 70 25 eller printe og udfylde et skema, som skal sendes til medlem@dyrenesbeskyttelse.dk

Dyretestamente – aftale om overdragelse af hund eller kat.
Dyretestamente – oplysningsskema for familiedyr.

Når Dyrenes Beskyttelse har fået dit udfyldte skema, får du fem kopier retur, som du kan give til dine nærmeste familiemedlemmer og naboer, så de ved, at du har oprettet et dyretestamente.

Du får også et klistermærke til din hoveddør, der viser, at du har oprettet et dyretestamente og et plastikkort, du kan opbevare i din tegnebog.

På den måde sikrer du, at alle bliver klar over, at dit kæledyr skal overgå til Dyrenes Beskyttelse.

Læs mere om dyretestamenter 

Læs også: Hest, hund eller kanin. Må du begrave dit kæledyr i haven?

 

Artiklen er sidst opdateret fredag 16. august 2019 kl. 09:38