Anker kæmpede for at opnå et mere ligeligt og retfærdigt samfund. Han døde 20. marts 2016 - 93 år gammel. Foto: Søren Zeuth

Statue af Anker Jørgensen afsløres i arbejderkvarter

Nu får Danmark endelig en statue af Danmarks folkekære statsminister Anker Jørgensen i sit gamle kvarter i København.

Senest opdateret: tirsdag 2. juni 2020

Anker Jørgensen var en af Danmarks mest populære politikere.

Nu får den folkekære statsminister gennem 10 år fra 1972 endelig en mindestatue.

Statuen bliver opstillet i det gamle arbejderkvarter i Sydhavnen i København, hvor Anker Jørgensen boede i 45 år indtil sin død i 2016.

Afsløringen af statuen sker fredag 25. oktober kl. 15.

Læs også: Folkekær statsminister har fået sin mindestatue

Statue udført af lokal kunstner

Statuen placeres på trappen ved indgangen til Kvartershuset og vil vise Anker Jørgensen siddende med stok, mens han hilser ud mod pladsen og den gade, han boede på i en stor del af sit liv: Borgbjergvej.

Det er den lokale skulptør Nanna Drewes Brøndum, der har udført opgaven.

Se video hvor kunstneren fortæller om arbejdet med mindestatuen:

https://www.facebook.com/AnkersMindestatue/videos/970417989999846/?__tn__=kC-R&eid=ARBFybjB4X9PMFg0fhzgx442yQZyahOTX85W6VEnU4fIIk1aLywRph2m_2egT9I_J5EEmYeI-17cVvBW&hc_ref=ARQBnX7MAFwpbJsR5I4ohFkoJodNPUv-DstsdxeDTERzIMgTTu22Bmjmvm7yfDiVBsg&fref=nf

 

Lederen af Kvartershuset og medlem af Borgerrepræsentationen, Susan Hedlund, har været drivkraften bag projektet med at skaffe økonomi til mindestatuen.

I alt koster statuen 700.000 kroner.

Læs også: Ildsjæl: Susan hjerte banker for Sydhavnens seniorer

Det har Anker fortjent

Pengene er indsamlet fra private, fagforeninger og boligforeningen AKB, hvor Anker Jørgensen havde lejlighed.

”Anker har betydet så meget for Sydhavnen. Han var en af vores egne til det sidste og beviste, at en arbejdsmand også kan ende som statsmand – også uden at miste jordforbindelsen. Han har om nogen fortjent, at der rejses en statue i det kvarter, han holdt af og færdedes i og var dus med de fleste,” fortæller Susan Hedlund.

Susan Hedlund er naturligvis blandt talerne ved afsløringen af statuen, hvor også overborgmester Frank Jensen og 3F-formand Per Christensen holder tale.

Kvartershuset kor synger og Nis P. leverer musikken til arbejdersangene ved afsløringen – blandt andet ”Kæden” og ”Tak tillidsmand”.

Se programmet her.

Anker Jørgensen

  • Dansk fagforeningsleder, socialdemokratisk politiker og statsminister.
  • Anker Jørgensen blev født i et traditionelt arbejdermiljø i København, hvor han efter 7. klasse blev arbejdsdreng og senere lagerarbejder.
  • I 1968 blev han formand for Dansk Arbejdsmands- og Specialarbejderforbund (senere SiD; idag 3F).
  • I 1972 blev han formand for Socialdemokratiet, og han var statsminister fra 1972 til 1973 og fra 1975 til 1982.
  • I 1987 overlod Anker Jørgensen formandsposten til Svend Auken, men forblev medlem af Folketinget indtil 1994.
  • Han døde 20. marts i 2016 93 år gammel.
  • Som politiker og menneske blev Anker Jørgensen kendt for sit ligefremme, ustyltede væsen. Han fastholdt gennem sin karriere forbindelsen til sin arbejderbaggrund og blev i offentligheden opfattet som folkets mand.

(Fra Danmarkshistorien.dk)

 

Først publiceret: fredag 18. oktober 2019
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 2. juni 2020 kl. 15:22

Se, hvad vi ellers skriver om:

og
  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.