
Disse stearinlys giver et dårligt indeklima
Når du tænder levende lys i dit hjem, forurener du luften med små partikler, der kan give hjerte-karsygdomme. Se, hvilke lys der forurener indeluften, og hvordan du ellers kan begrænse partikelforurening.
Senest opdateret: tirsdag 3. december 2024
Når du tænder stearinlys indenfor, spredes der lynhurtigt små partikler. Og de kan i værste fald påvirke dit immunforsvar og give hjerte-karsygdomme.
De påvirker også dit indeklima her og nu, hvilket kan give røde øjne, hovedpine med mere.
Men der er forskel på, hvor mange partikler forskellige typer stearinlys afgiver.
Få gratis råd om din bolig
Faglige Seniorer samarbejder med Videncentret Bolius, der er en uvildig nonprofitorganisation, der har til formål gøre danskerne klogere på deres bolig.
Videncentret Bolius sælger ikke produkter eller tjenester, men formidler gratis rådgivning og inspiration om alt fra vedligeholdelse af hus og have til energirenovering, økonomi og godt naboskab.
Foreningen Realdania ejer Videncentret Bolius, og hvert år får over en million brugere hjælp, råd og inspiration.
Derfor er det ikke lige meget, hvilke lys du vælger – og hvordan du slukker dem igen.
Hvad laves lys af?
Levende lys fremstilles af forskellige materialer som:
- Stearin
- Paraffin
- Vegetabilsk olie fra fx palmer, raps og soya
- Bivoks
- Gelélys
- En blanding af de forskellige materialer
Hvilke stearinlys skal du undgå?
Hvis du vil minimere partikeludledning, når du brænder levende lys, skal du undgå disse lys:
- Lys af stearin. I modsætning af hvad mange tror, er lys af stearin et af de lys, der udleder allerflest partikler, når du tænder det.
- Stagelys. Ud af de 3 mest almindelige typer lys, fyrfadslys, bloklys og stagelys, afgiver stagelys flest partikler. Bloklysene ligger midt imellem og fyrfadslys mindst.
- Duftlys. Duftlys kan afgive allergifremkaldende stoffer.
- Glimmerlys. Stearinlys med guld- og sølvglimmer kan afgive flere partikler og sode mere end almindelige lys.
- Lys med påtryk og applikationer. Disse lys kan også afgive flere partikler og sode mere end almindelige lys.
- Gelélys. Gelé udleder også mange partikler.
Tag forbehold, når du tænder levende lys
Udover at vælge de lys, der afgiver færrest partikler, er der en række ting, du kan gøre, så du forurener dit hjem mindst muligt, når du tænder levende lys i dit hjem.
- Pust lyset ud, hvis det soder – det vil sige, hvis der er synlig røg.
- Klip vægen ned. Vægen må ikke være for lang, så soder den mere.
- Stil ikke levende lys i træk ved utætte vinduer eller over radiatorer. Lyset soder mere i træk.
- Stil ikke lys i lufttætte stager som for eksempel hurricane-stager, da lyset ikke får ordentlig lufttilførsel og dermed soder mere.
- Klip kanten på bloklys ned, hvis den bliver for høj, så lyset brænder jævnt.
- Sluk lyset med en lyseslukker – det begrænser soden.
- Luft godt ud flere gange om dagen – især lige efter du har slukket lyset.
- Begræns brugen af levende lys til for eksempel festlige lejligheder.
Først publiceret: mandag 18. november 2019
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 3. december 2024 kl. 18:59