Det er kun sjældent der er støtte at hente på arbejdspladsen, når seniorer beslutter sig for at holde op med at arbejde, viser ny rapport fra Faglige Seniorer.

Seniorklar: Virksomheder svigter ansatte de sidste år i job

Virksomhederne svigter seniorer i den svære overgang fra job til pensionistliv, viser undersøgelse. Ældreorganisation efterlyser større fokus på at gøre ældre medarbejdere seniorklar.

Senest opdateret: fredag 27. november 2020

Det er helt op til den enkelte selv at klare overgangen fra jobbet efter mange år på arbejdsmarkedet til et liv som pensionist eller efterlønner.

Kun sjældent er der støtte at hente på arbejdspladsen, når seniorer beslutter sig for at holde op med at arbejde.

Det viser en undersøgelse fra fagbevægelsens ældreorganisation Faglige Seniorer, der netop har udgivet rapporten ”Gode råd til kommende seniorer”.

Under hver 10. oplever, at de har fået støtte af arbejdspladsen i forbindelse med overvejelser og beslutning om at stoppe.

Overgangen er tilsyneladende en sag for den enkelte.

Palle Smed, direktør i Faglige Seniorer

”Vi må konstatere, at selv om der tales rigtig meget om seniorerne på arbejdsmarkedet, er de i stor udstrækning overladt til sig selv, når de skal tage beslutningen om at gå på pension eller efterløn. Overgangen er tilsyneladende en sag for den enkelte,” siger Palle Smed, der er direktør i Faglige Seniorer, på baggrund af rapporten, der er støttet af Velux Fonden.

Fremtid med færre hænder

Direktøren efterlyser langt mere fokus på lønmodtagernes sidste år på arbejdsmarkedet.

Dels for at kunne støtte den enkelte i overvejelserne, men også for at gøre arbejdspladsen mere attraktiv for seniorerne, så de kan se en fordel i at blive i jobbet lidt længere.

Gode råd til kommende seniorer

Rapporten "Gode råd til kommende seniorer" er udarbejdet på baggrund af Faglige Seniorers erfaringsværksted, hvor 12 seniorer fortalte om afskeden med arbejdet, overgangen til seniorlivet og tilværelsen som pensionist eller efterlønner.

Erfaringsværkstedet blev gennemført med støtte fra Velux Fonden og under ledelse af en aktiv gruppe seniorer med Tage Arentoft som projektleder. Rapporten er udarbejdet af Lisbet Theilgaard og Niels Møller og udgivet i efteråret 2020.

Her kan du hente rapporten som pdf

”Vi ser ind i en fremtid, hvor der bliver færre hænder. I den situation er der brug for alle, og derfor skal fokus i langt større udstrækning være på at gøre arbejdspladserne så attraktive for seniorerne som overhovedet muligt”, siger Palle Smed.

Seniorsamtale for de få

Undersøgelsen fra Faglige Seniorer omfatter 1.600 seniorer, hvor halvdelen er gået på pension indenfor de seneste tre år.

Men selv om langt de fleste oplyser, at de har været glade for at stoppe og at de oplevede et godt farvel fra arbejdspladsen, så var tiden op til afskeden knap så positiv.

Næsten 70 procent fik således ikke en seniorsamtale med deres arbejdsgiver, da de nærmedes sig pensionsalderen. Og det er rigtig skidt, mener Palle Smed.

”Det er en vigtig samtale, for det er her medarbejderen og arbejdsgiver kan tilrettelægge perioden frem til pensionsalderen i forhold til for eksempel ønsker om nedsat tid, ændrede jobfunktioner, mulighed forlængere ferie og så videre. Vi ved også, at en god seniorsamtale kan være med til at fastholde medarbejderen i jobbet i længere tid til gavn for virksomheden,” siger han.

Kun hver femte fik nedsat tid

Undersøgelsen viser også, at kun hver femte fik mulighed for at arbejde på nedsat tid i perioden op til de gik på pension.

”Det er et nedslående og et udtryk for, at virksomhederne ikke tænker på at støtte medarbejderne til at blive længere på arbejdspladsen,” konstaterer Palle Smed.

Ifølge undersøgelsen ville hver fjerde gerne være fortsat med at arbejde uagtet at de rent faktisk gik på pension.

Dårligt helbred og trivsel

Seniorerne i undersøgelsen er også blevet spurgt om, hvorfor de holdt op med at arbejde.

Langt de fleste – 70 procent – havde selv truffet beslutningen om at stoppe. Seks ud af 10 sagde farvel, fordi de havde mulighed for at gå på efterløn eller folkepension.

Dog oplyser hver femte, at de blev skubbet ud af jobbet mod deres vilje og ikke selv havde truffet beslutningen om at stoppe.

Dårlig trivsel og dårligt helbred er tilsyneladende sjældent årsagen til, at ældre medarbejdere vælger at forlade jobbet. Kun 10 procent angiver det som grund til at gå på pension.

Hvordan var din overgang til pensionistlivet?

Hvis du er pensionist eller efterlønner: Hvordan var din overgang fra jobbet til en tilværelse som pensionist eller efterlønner? Fortæl om det og giv gode råd til andre seniorer på Faglige Seniorers Facebook-side – KLIK HER

Først publiceret: fredag 23. oktober 2020
Artiklen er sidst opdateret fredag 27. november 2020 kl. 14:11