Kamillete og potevoks er nogle af de rigtig gode midler til at rense hundens poter for vejsalt.

Menneskets bedste ven: Sådan passer du på hundens poter i vintervejret

I salt og slud, hunden skal ud, kan man sige. Men vejsalt på fortovene er gift for små hundepoter. Her er en række gode råd til hvordan du bedst - og billigst - beskytter hundens poter.

Senest opdateret: onsdag 7. april 2021

Rigtig mange har anskaffet sig en hund under coronanedlukningen, og nu venter den måske mest udfordrende årstid for hundeejere. Nemlig  vinteren, hvor der bliver saltet på gader og stræder.

Og vejsalt, det er altså gift for små hundepoter!

Forsikringsselskabet Alm. Brand fortæller, at de hvert år oplever en stigning i anmeldelser af hundeskader, fordi hundeejere ikke er opmærksom på at få renset hundenes poter efter gåturen.

“Heldigvis er der nogle simple og effektive midler, som kan få din hund gennem vinteren”, fortæller Brian Wahl Olsen, der er skadesdirektør hos Alm. Brand.

“Det vigtigste er, at man forsøger at undgå fortove og veje, hvor der er saltet. Salten bider i hundens poter, og trænger det ind i små revner, kan det give grimme skader. Dernæst skal man skylle hundens poter grundig efter en gåtur, og vil man være på den sikre side, skal man smøre også poterne med potesalve før og efter gåturen,” lyder rådet.

6 gode vinterråd til hundeejeren

Her er seks gode råd til hundens vinter-poter fra Alm. Brand og “Det gode hundeliv”:

  • Hold pelsen kort omkring poten – så undgå du at sne og is sætter sig fast som klumper under hundens poter
  • Husk overtøj til hunden – hunde med kort pels har godt af et varmt dækken, mens langpelsede hunde har godt af et regnslag.
  • Mere tid indendørs – hunde elsker at være udendørs, men er det meget koldt, kan det give forfrysninger i ørerne og halespidsen.
  • Forebyg med potevoks før gåturen. Voksen lægger sig som en beskyttende hinde på poten, så den bedre kan modstå vejsaltet.
  • Gør poterne rene efter gåturen – gør dem rene med en våd klub eller skyl poterne med en bruser.
  • Efter gåturen er der flere gode produkter, der kan styrke huden på poterne:  Kovaline salve, baby zinksalve, Aloe-Vera, Locobase/Helosan/kopattesalve og ikke mindst kold kamillete, som kan lindre ømme poter.

Bliver din hund ved med at være generet af vejsaltet, skal du gå til dyrlægen.

Først publiceret: torsdag 14. januar 2021
Artiklen er sidst opdateret onsdag 7. april 2021 kl. 15:17