Om en måned eller to kommer der nye kostråd til seniorer. Nok ikke om at spise flere burgere, men i stedet mindre kød og flere bælgfrugter.

Fødevarestyrelsen: Seniorer skal ikke følge nye klima-kostråd

Seniorerne skal ikke følge de nye kostråd, som Fødevarestyrelsen netop har udsendt, men i stedet vente på at de får særlige senior-kostråd i løbet af de næste par måneder.

Senest opdateret: fredag 8. oktober 2021

Seniorerne skal ikke følge de nye kostråd, som Fødevarestyrelsen netop har udsendt.

Kostrådene, som anbefaler at spise mindre kød og flere grøntsager og bælgfrugter, er rettet mod den brede befolkningsgruppe, som er mellem to og 64 år.

Seniorerne skal i stedet forsætte med at følge de eksisterende kostråd, som de har fulgt i flere år.

Det fortæller levnedsmiddelkonsulent hos Fødevarestyrelsen, Anne Scott, til Faglige Seniorers nyhedsbrev.

Først om en måned eller to får seniorerne deres egne nye kostråd, oplyser Anne Scott.

Fødevarestyrelsens nye anbefaling af mindre kød og flere grøntsager, bælgfrugter og fuldkorn til raske danskere mellem to og 64 å er dels sundere, men som noget nyt også bedre for klimaet.

Seniorer har egne kostråd

Seniorerne har dog altid haft deres egne kostråd, fordi ældre har brug for flere proteiner end resten af befolkningen; det vil sige mere kød, fisk, æg, men også mælkeprodukter.

Det skyldes, at seniorer oplever et gradvis tab af muskelmasse og muskelstyrke fra 65-års alderen.

Det bliver der heller ikke ændret på i de nye senior-kostråd, men seniorerne undgår ikke at blive tilskyndet til at skære ned på kødforbruget og i stedet måske servere en god omgang gule ærter.

”De nye kostråd er også designet til at seniorerne skal blive bedre til at holde vægten”, fortæller Ghita Parry, der er formand for Kost og Ernæringsforbundet, og selv uddannet økonoma.

Vægten skal også ned

”Vi ved, at 60 procent af seniorerne er overvægtige, og det er et høj tal. Når man bliver ældre, så formindskes ens aktivitetsniveau, men hvis man forsætter med at spise samme mængder, som man altid har gjort, ja, så tager man på i vægt. Så seniorerne skal være opmærksomme, hvis bæltet pludselig skal et hul ud, eller blusen strammer over brystet. Det er alt andet lige ikke sundt”, forklarer Ghita Parry.

Hun slår samtidig et stort slag for at seniorer skal huske at slukke deres tørst i vand, og ikke juicer, sødet drikkevarer eller alkohol.

Ghita Parry påpeger også, at de nye yngre seniorer i dag har mere øje for at levere sundere og motionere mere, så for dem virker de nye kostråd måske ikke så uoverskuelige.

Ghita Parry fra Kost og Ernæringsforbundet håber, at seniorerne vil følge de nye kostråd.

”Flere bælgfrugter kan lyde kedeligt, men det dækker altså også over en dejlig hummus, man selv blender. Bælgfrugter kan være en ret som gule ærter, som mange seniorer er glade for, eller en god linsesuppe, som er dejlig her om vinteren”.

Kostvaner allersværeste at ændre

Kostvaner er det allersværeste at ændre i sit liv og sin hverdag, så hvis du har brug for lidt hjælp og støtte til at skifte noget af kødet ud med flere grøntsager, så har mange kommuner tilknyttet diætister, som du kan søge råd hos, ligesom man også selv kan kontakte professionelle diætister eller egen læge.

Indtil de nye kostråd til seniorerne bliver udsendt i næste måned, kan du bare følge de eksisterende kostråd.

”Men rådene om at spise mindre kød og vælge grønt, bælgfrugter og fuldkorn i stedet gælder også for personer over 65 år, og det er selvfølgelig fint, hvis man allerede nu begynder at tænke i de baner, når man laver mad, siger Anne Scott fra Fødevarestyrelsen.

Læs mere om kostrådene

På Fødevarestyrelsens hjemmeside altomkost.dk kan du læse om de nye kostråd, som danskere mellem 2 og 64 år fik for nyligt. Her kan du også læse de allerede eksisterende ”supplerende kostråd til seniorer på 65+”, som vi har lidt endnu.

Først publiceret: tirsdag 19. januar 2021
Artiklen er sidst opdateret fredag 8. oktober 2021 kl. 16:27

  • Gå ikke glip af nyheder fra Faglig Seniorer

  • Hidden
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.