En apoteker sætter et lille plaster på overarmen på en smilende ældre kvinde efter hendes influenzavaccination.

Statens Serum Institut forventer et højt niveau af influenzasmitte. Derfor fremhæver Sundhedsstyrelsen, at det er vigtigt, at personer i øget risiko bliver vaccineret.

Forventer et højt niveau af influenzasmitte: Har du bestilt tid til vaccination?

Over 680.000 har allerede bestilt tid til vaccination mod influenza og covid-19. Nu skal en kampagne, lokale tilbud og påmindelsesbreve nå dem, der endnu ikke har taget imod tilbuddet.

Senest opdateret: mandag 19. oktober 2026

Har du husket at bestille tid til vaccination mod influenza og covid-19?

Det spørgsmål vil Sundhedsstyrelsen i de kommende uger minde både seniorer og deres pårørende om. Mandag 19. oktober lancerer styrelsen en kampagne, der skal gøre flere opmærksomme på efterårets vaccinationstilbud.

Tilbuddet gælder alle på 65 år og derover samt personer under 65 år med en kronisk sygdom eller tilstand, som øger risikoen for et alvorligt sygdomsforløb.

Mange er allerede blevet vaccineret, og mere end 680.000 personer har bestilt tid, siden vaccinationsindsatsen begyndte 1. oktober. Men der er fortsat mange i målgruppen, som endnu ikke har bestilt.

”Det er rigtig positivt, at mange allerede har bestilt tid eller er blevet vaccineret. Før smitten stiger, er der stadig mange, der kan have gavn af at blive vaccineret, som endnu ikke har bestilt tid. Derfor vil vi gerne minde personer i målgruppen om, at de kan blive vaccineret,” siger enhedschef Kirstine Moll Harboe fra Sundhedsstyrelsen.

Statens Serum Institut forventer et højt niveau af influenzasmitte. Derfor fremhæver Sundhedsstyrelsen, at det er vigtigt, at personer i øget risiko bliver vaccineret.

Pårørende skal hjælpe med at huske tilbuddet

Kampagnen henvender sig også til pårørende, som kan hjælpe deres nærmeste med at huske vaccinationen og bestille en tid.

Det er især relevant for personer under 65 år med en kronisk sygdom. De får nemlig ikke automatisk en invitation i Digital Post.

”Er man under 65 år og lever med en kronisk sygdom, modtager man ikke en invitation til vaccination i Digital Post. Man skal selv være opmærksom på, om man er omfattet af tilbuddet, og vi håber, at de pårørende vil hjælpe ved at spørge deres mor, far, partner, nabo eller andre, de har nær og kær, om de er opmærksomme på, at de nu kan blive vaccineret,” siger Kirstine Moll Harboe.

I de kommende uger vil kampagnen blandt andet være synlig på busser og digitale skærme, i udvalgte ugeblade, på sociale medier og nyhedssites samt hos praktiserende læger.

Flere skal kunne blive vaccineret lokalt

Selv om tilslutningen til sæsonvaccination generelt er høj i Danmark, er der områder, hvor færre tager imod tilbuddet.

Her vil Sundhedsstyrelsen gøre det lettere at få information, stille spørgsmål og blive vaccineret tættere på, hvor man bor.

”Der kan være mange forskellige grunde til, at man ikke bliver vaccineret. Erfaringer fra tidligere indsatser viser, at praktiske barrierer, spørgsmål om vaccination og tillid til myndighederne kan have betydning for, om man tager imod tilbuddet. Derfor rykker vi både information og vaccination tættere på borgerne,” siger Kirstine Moll Harboe.

Sammen med regionerne og organisationen Mino Danmark besøger Sundhedsstyrelsen udvalgte moskéer i områder med lav vaccinationstilslutning.

Her kan borgere med etnisk minoritetsbaggrund tale med sundhedsfaglige om vaccination mod influenza og covid-19 og blive vaccineret på stedet, hvis de er omfattet af tilbuddet.

Påmindelse på vej i november

I begyndelsen af november bliver der sendt et påmindelsesbrev til personer på 65 år og derover, som endnu ikke er blevet vaccineret.

Der er fortsat tid til at tage imod tilbuddet. Vaccinationssæsonen fortsætter til og med 20. december, og du kan bestille tid på vacciner.dk.

Vaccination 2026: Kort fortalt

69 år og derover: Gratis influenzavaccine med ekstra hjælpestof, der skal give en stærkere immunreaktion og bedre beskyttelse mod alvorlig influenza og indlæggelse. Du får også gratis covid-vaccination.

65-68 år: Gratis almindelig influenzavaccine samt gratis covid-vaccination.

Under 65 år: Du kan få gratis vaccination, hvis du har bestemte kroniske sygdomme eller andre risikofaktorer, blandt andet hjerte- eller lungesygdom, diabetes, nedsat immunforsvar, kronisk lever- eller nyresygdom eller svær overvægt.

Førtidspensionister: Får gratis influenzavaccination.

Periode: 1. oktober til 20. december.

Bestilling: På vacciner.dk, når invitationen er kommet.

Først publiceret: mandag 19. oktober 2026
Artiklen er sidst opdateret mandag 19. oktober 2026 kl. 10:43

Se, hvad vi ellers skriver om:

, og
  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.
  • Tilmeld nyheder fra Faglig Seniorer og vind en flaske 'Alder Bedste Bitter'

  • This field is hidden when viewing the form