Se ny vaccineplan: Nu får dem over 85 år stikket
Vaccinationerne af danskere over 85 år er nu i gang. Vaccination af andre ældre udskudt i tre uger, men mål om at vi alle er vaccineret til sommer fastholdes. Se ny vaccineplan her.
Senest opdateret: tirsdag 9. februar 2021
Nu får danskere over 85 år det længe ventede stik i armen som det første af to i vaccinationen mod corona.
Sundhedsstyrelsen melder, at vaccinationerne af ældre danskere på 85 år og derover er gået i gang som lovet første uge i februar.
Så mange får tilbudt vaccination
Så mange danskere vil få tilbudt vaccination mod corona. Opgørelsen viser antal personer i de grupper, som Sundhedsstyrelsen har prioriteret med borgere i plejehjem som de første.
1.Borgere i plejebolig mv.: 46.000
2. Borgere over 65, praktisk hjælp og personlig pleje: 50.000
3. Borgere over 85 år: 110.000
4. Frontpersonale i sundheds-, ældre- og dele af socialsektoren: 353.500
5. Udvalgte patienter med særligt øget risiko: 190.000
6. Udvalgte pårørende til personer med særligt øget risiko: 6.000
7. Borgere 80-85 år: 150.000
8. Borgere 75-79 år: 250.000
9. Borgere 65-74 år: 632.000
10. Borgere under 65 år med tilstande, som giver øget risiko: 200.000
11. Personale, som varetager samfundskritiske funktioner: 100.000
12. Øvrig befolkning over 16 (18) år: 3.000.000
Herefter vil den helt store andel af de ældste, som endnu ikke er vaccineret, få tilbud om vaccination i uge 7 og 8.
”Vores absolut primære fokus er at få vaccineret vores ældre og øvrige mest sårbare. Og med det begrænsede antal vacciner, som vi råder over lige i øjeblikket, er der ikke plads til at påbegynde vaccination af andre grupper,” siger Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm.
Som det første sted er vaccinationerne af de allerældste gået i gang i Region Nordjylland. Det sker med vacciner fra Moderna.
Vaccination af andre ældre udskydes
De forsinkede leverancer af vacciner betyder, at vaccinationerne af andre ældre forsinkes op til tre uger i forhold til den oprindelige plan.
80-84 årige kan først forventes at blive vaccineret i perioden fra slutningen af februar frem til slutningen af april.
75-79 årige kan først forventes at blive vaccineret i perioden fra slutningen af marts til begyndelsen af maj.
65-74 årige kan først forventes af blive vaccineret i perioden fra begyndelsen af april til midten af maj.
De varslede vaccinationsperioder er under forudsætning af, at de forventede vacciner leveres.
Vaccinationsoversigt fra 28. januar
Se seneste vaccinationsoversigt i webudgave.
Personale må vente
Sundhedsstyrelsen må fortsat prioritere skarpere end hidtil efter meldingen om færre doser end aftalt fra BioNTech-Pfizer.
Det betyder, at genvaccination af borgere, som bor i plejebolig samt borgere over 65 år, som både modtager praktisk hjælp og personlig pleje, bliver prioriteret før det senest vaccinerede sygehuspersonale. Deres andet stik er udskudt et par uger.
”Lige nu står vi desværre i en situation, hvor vi ikke har de vacciner, som vi var blevet lovet. Det betyder desværre, at sygehus- og plejepersonale må vente lidt længere,” siger Søren Brostrøm.
Sundhedsstyrelsen forventer fortsat, at der er tilbudt vaccination til alle i Danmark, der siger ”ja-tak” i løbet af forsommeren, og at alle er færdigvaccinerede i begyndelsen af juli.
Se den seneste vaccinationskalender 28. januar
Se webudgave seneste af vaccinationskalender
Er det OK at ældre kommer før andre?
Du får besked i e-Boks
Når det bliver din tur til at få tilbuddet om vaccination, får du automatisk besked enten via e-Boks eller som et fysisk brev, hvis du er fritaget for digital post.
Du skal ikke kontakte din praktiserende læge om tidspunkt for vaccination, for den information har lægen ikke.
Hvad mener du?
Er det OK at ældre over 85 år bliver vaccineret før sygehusansatte og andet sundhedspersonale? Din mening er velkommen på Faglige Seniorers Facebook-side – KLIK HER
Først publiceret: torsdag 28. januar 2021
Artiklen er sidst opdateret tirsdag 9. februar 2021 kl. 11:49