Dansk efterlysning af tæpper til dødfødte gik verden rundt

"Jeg er blæst helt bagover", siger sygeplejerske fra Herlev Hospital, der efterlyste strikkede tæpper til dødfødte børn på Facebook. Se om hvordan du kan hjælpe dit lokale hospital.

Senest opdateret: torsdag 29. april 2021

Det er ikke alle fødsler, der ender lykkeligt – og når en graviditet bliver afbrudt, eller et barn ikke klarer fødslen, så er sygeplejerske Gitte Koefoed tit den, der svøber barnet i et tæppe og tager sig af det videre forløb.

Sådan ser nogle af tæpperne til de dødfødte børn ud.

Men på Herlev Hospitals gynækologiske afdeling, hvor Gitte Koefoed arbejder, er mulighederne for at pakke barnet eller fosteret ind i et blødt tæppe ikke store.

Typisk er der kun engangsstoffer til rådighed.

Gitte Koefoed tog derfor sagen i egen hånd og efterlyst hjemmestrikkede tæpper til børn, der af forskellige årsager ikke er levende efter fødslen. Tæpperne kalder hun “en sidste omsorg”.

Efterlysningen lagde hun på sin private Facebook-profil for få dage siden, og hun havde ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, hvad hendes korte tekst skulle afføde:

Opslag delt over 30.000 gange

“Jeg er helt blæst bagover. Jeg har fået henvendelser fra Canada, USA, New Zealand, Færøerne, Tyrkiet – for slet ikke at tale om de pt. 800 beskeder, jeg har i min indbakke. Nogen skriver, de vil hækle, nogen vil strikke, og jeg har også talt med en, der vil lave patchwork”, siger Gitte Koefoed til TV 2 Lorry.

Gitte Koefoeds opslag er blevet delt over 30.000 gange, og den store opmærksomhed har resulteret i, at hun nu har lavet en hel Facebookgruppe til folk, der gerne vil strikke tæpper til dødfødte børn.
Gruppen har hun kaldt ‘Sommerfugle-børn’ – et navn, der kommer af, at forældre, der mister et barn på Herlev Hospital får en sommerfugl som symbol på barnet, som de kan sætte på et træ.

Har du lyst til at bidrage?

Hvis du har lyst til at strikke til formålet, så skal tæppet passe ind i følgende mål:

Mål cirka: 31x28 centimeter

Der er målt et område på 10x10 centimeter, hvor der er talt 23 masker x 3 rækker

Tæpperne ønskes i bomuld og i dæmpede farver

Tæpperne kan sendes til:

Herlev Hospital

Afdelingen for Kvindesygdomme (15. sal)

Borgmester Ib Juuls Vej 1

2730 Herlev

Begraves med tæpperne

Det er en af Gitte Koefoeds kollegas svigermor, der tidligere har stået for at strikke tæpperne, men hun er blevet for syg til at strikke mere, og derfor glæder det Gitte Koefoed usigeligt meget, at så mange vil hjælpe med at holde produktionen i gang.

Det betyder, at forældrene kan få lov at give det, Gitte Koefoed kalder ‘den sidste omsorg’:

“Når en kvinde står med en positiv graviditetstest, så opstår der nogle forventninger og noget håb, som ikke bliver indfriet, hvis hun mister barnet”, forklarer Gitte Koefoed:

“Der kan tæpperne give et lille glimt af det, man havde drømt om: At kunne svøbe sit barn i fint tøj eller i det her tilfælde et tæppe. Det giver en følelse af nærvær og hjemlighed, og det gør, at det ikke ser så klinisk ud”.

Tæpperne skal strikkes efter nogle bestemte mål, som kan ses i boksen i denne artikel.

Hvis forældrene ønsker det, så er det Herlev Hospital, der står for at begrave barnet eller fosteret fra uge 13 til uge 22, hvis det ikke overlever, eller graviditeten bliver afbrudt, og hvis forældrene ligeledes ønsker det, vil barnet blive begravet med det strikkede tæppe om sig.

Herlev Hospital har allerede modtaget 10 farvede tæpper, og Gitte forventer, at der kommer mange flere i den kommende tid.

Gittes tæpper går til dødfødte på Herlev Hospital, men hvis du ønsker at bidrage andre steder, så kan du se mere i Facebookgruppen: Strik til børn på neonatalafdelinger øst for Storebælt, som strikker til for tidligt fødte børn øst for Storebælt.

Først publiceret: fredag 30. april 2021
Artiklen er sidst opdateret torsdag 29. april 2021 kl. 14:19

Emner: